Når en roman kunne blive en ny bibel. Interview med forfatteren Hans Schmidt Petersen

“Nogle har den evne til at slå deres kritiske kapacitet fra og gå med denne mærkelige, forskruede historie, og så sker der noget med dem, og dem, der ikke kan, de kan bare ikke, og de skal heller ikke.”

Hans Schmidt Petersen har netop på Aschehoug udgivet sin sjette – og uden tvivl mest opsigtsvækkende – roman, ’Den gode amerikaner’.
Romanen er en på en gang forfærdende og sært beroligende forvandlingskugle, som er helt sin egen. Dens ydre handling foregår på Frederiksberg, hvor nogle drenge forsvinder, og et religiøst massehysteri tager form. Men under det er der meget mere, og det er skræmmende, foruroligende medrivende – og svært at sætte etiketter på.
Ane-Marie Kjeldberg taler med forfatteren om romanen, tankeeksperimenterne om at kreere en ny religions kernetekst – og om forfatterlivet, som kan være ensomt, også i Berlin, hvor Schmidt Petersen en dag fik et skrivebord på den danske ambassade:

Politikens Angela Brink kalder i sin uhyre rosende anmeldelse af ’Den gode amerikaner’ bogen for ‘genialt foruroligende’ og ‘blændende’, men Jyllandspostens Niels Lillelund tilsyneladende hverken havde set lyset eller var blevet blændet af det. Han er meget optaget af – og utilfreds med – at han ikke kan placere den i nogen af de kendte kategorier, og affærdiger romanen med, at den ’forbliver et anslag til noget, der kunne have været en anderledes fortælling’.
Undrer det dig, at din roman kan anskues så forskelligt?

”Nej, det gør det ikke. Jeg har altid vidst, at ’Den gode amerikaner’ var noget, langt de fleste mennesker ville synes, var noget bras – og så ville der være dem, der blev helt fortryllet, fordi de kunne indlade sig på galskaben.
Ikke sådan at forstå, at de afvisende er de dumme, og de ”indviede” er de kloge, på den måde fungerer det ikke – men i den forstand, at nogle har den evne til at slå deres kritiske kapacitet fra og gå med denne mærkelige, forskruede historie, og så sker der noget med dem, og dem, der ikke kan, de kan bare ikke, og de skal heller ikke.

Det virkelig spændende er jo, hvordan får man fat på dem, der kan, for de har virkelig noget at opleve her. For de andre er det blot noget bras.Selv om – det tror jeg heller ikke rigtig på – det at inddele i dem, der er for os, og dem, der er imod os. Ikke engang det fungerer. Der vil også findes en masse mennesker midt imellem – hvis en masse mennesker overhovedet skulle finde på at læse romanen – altså der vil være en masse mennesker, der siger, dén del kunne jeg godt lide, dén del ikke så godt, dén del synes jeg var rædselsfuld.”

Angela Brink kalder romanen en ‘ikke-krimi’, mens Lillelund og Jyllandsposten ganske modsat har anmeldt romanen i rubrikken krimier.
Du har tidligere sagt, at du opfatter dig selv som krimiforfatter – i en eller anden udvidet betydning af begrebet. Hvordan ser du på det i dag?

”Ikke anderledes end før. Jeg tror slet ikke, at de to anmeldere har læst min selvbetegnelse. Jeg kan ikke løbe fra, at Amerikaneren har en krimistruktur (og bare det, at Brink kaldte Amerikaneren en ikke-krimi, viser, at hun på et tidspunkt tænkte ”krimi”, det ligger jo i det), som den siden fuldstændig opløser, og jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg altid umiddelbart søger en krimihandling, når jeg går til en ny bog.

Måske burde jeg have sagt, at jeg ikke tror på den slags genrebetegnelser. Man hvad skulle det nytte? Vi tror jo alle sammen på de genrer. Jeg tror simpelthen, at min opgave som forfatter ligger i at bevise, hvor meget man kan gøre med krimien, og så kan jeg kalde mig krimiforfatter, og alle ved, at det kan betyde hvad som helst.”

HOVEDRYSTENDE FORLAG – OG AT HOLDE ENSOMHEDEN UD

’Den gode amerikaner’ er en bog, som kræver noget af sin læser. Om ikke andet kræver den, at læseren overgiver sig til noget helt nyt og ukendt. Som Angela Brink siger: ’’Den gode amerikaner’ er en af de mest besynderlige og urovækkende romaner, der er set længe. Hans Schmidt Petersen kan skrive, så ubehaget sniger sig helt ind i ens natlige drømme. Man er forsvarsløs over for romanen, og det føles uhyggeligt godt, selvom man ikke helt kan sige, hvad romanen er for noget – ud over absolut blændende.’
Har du mødt uforstående hovedrysten hos forlagene, inden du nåede frem til Aschehoug med bogen?

”I høj grad. Min første begejstrede læser, en udmærket forfatter ved navn Ane-Marie Kjeldberg, sagde, naturligvis gør du det, da jeg tvivlede på, om jeg nogensinde fik den roman udgivet, og hun havde ret, og jeg også.”

Kjeldbergs Drops udsendte, Ane-Marie Kjeldberg, rødmer klædeligt, rømmer sig og vil indskyde en beskeden bemærkning, men Hans Schmidt Petersen går engageret videre:

“Jeg tror, at Amerikaneren er en usædvanlig roman; men den er også problematisk (det vidste du naturligvis, Ane-Marie, og sagde det; du var bare lidt mere optimistisk) – forstået sådan, at den er vanskelig at forstå, endda for dens egen forfatter. Så jeg vidste hele tiden, at jeg også skulle have lidt held for at få den udgivet.”

Hvordan i alverden holder man ud som forfatter?

”Jeg synes, at jeg var meget dårlig til det. Jeg synes ikke, at jeg var sej nok. Jeg var meget dybt deprimeret det meste af de fire år, det tog – dog ikke deprimeret nok til, at jeg ikke skrev tre andre romaner på tysk, som jeg selv synes er aldeles fremragende.
Uanset, hvordan jeg selv som enkeltperson tog alle de afslag på Amerikaneren, så var den vigtigste overlevelsesstrategi at danne et fællesskab.

Det var ikke nogen bevidst beslutning. Det var bare sådan, at du og jeg havde en fælles basis i vores overbevisning om, at Amerikaneren var en usædvanlig bog, trods alle afslag – og ikke kun det, vi skrev og skriver begge to, vi udvekslede manuskripter, og trods alle divergenser havde vi et fælles fundament i den tro, at vi hver især havde virkeligt talent.

Ikke et talent af samme slags, vi er meget forskellige forfattere, meget forskellige temperamenter; men i den forstand, at vi hver især anser den anden for at være jævnbyrdig. I det mindste ser jeg dig sådan, jeg kan jo ikke forudsætte, at du ser mig på samme måde.”

Hans Schmidt Petersen fortsætter:

“Det er en enorm gave, sådan et fællesskab, og jeg tror, at der er noget universelt ved det, som enhver forfatter bør søge, så ensomt og individuelt selve håndværket end er: et fællesskab, der er fyldt med gensidig anerkendelse – og strid og kritik naturligvis, det undgår man jo aldrig, jeg gør i det mindste ikke.
Det er vel det, der holder en i gang, at gå i gang igen og igen – og at have andre.”

Føler man sig så alligevel som et bedre menneske som forfatter? Føler man, at man beriger verden?

”Overhovedet ikke. Jeg føler, at dette at kunne gå i gang igen og igen, og gøre det nogenlunde talentfuldt, at det er en uhyre berigelse, et stort privilegium. Jeg aner ikke rigtig med verden. Det er et stort sted.”

AT SKRIVE EN NY ‘BIBEL’

Amerikaneren er en dybt filosofisk roman – på et ‘levet’ plan, så at sige. Den anskueliggør livsfilosofi og livets betingelser ved at rykke rundt med den værgeløse læser (hvis man overgiver sig). Har du selv beskæftiget dig meget med filosofi i den teoretiske forstand?

”Jeg kan huske, at min dansklærer foreslog, at jeg skulle læse filosofi og matematik efter gymnasiet; men jeg har aldrig kunnet med filosofi, og jeg var ikke flittig og sandsynligvis heller ikke rigtig begavet nok til matematik, så nej, det er aldrig blevet til så meget.
Jeg går imidlertid altid rundt med en tyrkertro på, at alle de vigtige spørgsmål inden for filosofi, dem kan vi alle sammen, simpelthen fordi vi alle sammen er bygget nogenlunde ens, og så kan vi bare gå i gang.
Men når vi så går i gang, bør vi naturligvis inden for vore egne rammer (i mit tilfælde romanens) være stringente og ydmyge, selv om vi er storhedsvanvittige, og være parate til at lade os måle på resultatet.”

Du har på din hjemmeside sagt noget i retning af, at ’Den gode amerikaner’ måske kunne egne sig til at være en ny religions ’bibel’. Hvad betyder det?

”Mit udgangspunkt var at skrive en bog om religiøs grøde, altså om dette med, at en ny religion, en virkelig stor og historieskabende religion kan opstå til enhver tid, uden at vi som medlevende kan vide noget om det.
Sådan noget foregår jo geologisk set lynhurtigt, mens et enkelt menneskeliv er alt for kort til at overvære hele processen.
Så tænkte jeg, at så gør jeg det selv, skriver en bog, der har evnen til at starte sådan noget, ikke fordi jeg på nogen måde kommer til at opleve, om den virkelig starter det (for selv om den er død som bog i morgen, hvad så, hvis nogen finder den om hundrede år et eller andet sted i en kælder?), men for at gennemtænke begyndelsen.
Det er jo det, romanen som kunstform er til for: At kunne prøve den slags ting. Sandsynligvis fungerer det ikke på den måde. Men hvem ved?”

BEGRÆNSET KÆRLIGHED – ELLER SLET IKKE

På det mere jordbundne plan er der også kærligheden. Den optræder i mange skikkelser i bogen. Fx. mellem Louis Cyprus, som er den gode amerikaner, og sygeplejersken Klara. Mellem de to har du uhyre smukke og skarpe skildringer af forelskelsen og dens fysiske og psykiske udtryk – jubel og angst.
Men der er noget galt med den kærlighed. Det er som om, de to personer er sammen gennem glas. De når aldrig rigtig hinanden – og læseren begriber ikke, hvad den følsomme Louis ser i den praktiske – og dybest set temmelig afstumpede – Klara. Er kærligheden sådan – eller er det bare i dette univers? ”

Spørgsmålet er forkert stillet, fordi du og jeg har en fuldstændig forskellig holdning til Louis og Klara.
Det har jeg altid fundet var vældig interessant, at sådan en som dig kunne forstå romanen på en for mig så tilfredsstillende facon, og så være så uenig.For mig er Klara og Louis et stort kærlighedspar, og jeg ser heller ikke den ene som afstumpet og den anden som følsom, jeg ser bare, at det er to mennesker, som er blevet behandlet lidt hårdt af kærligheden og som nu går ind i den nye på en pragmatisk måde, og så fungerer det i deres tilfælde.
Jeg må lige skynde mig at sige, at jeg aldrig har opfattet din tolkning som en fejltolkning, bare som helt anderledes end min. Hvis min roman kan rumme den slags forskellige tolkninger, så er jeg meget glad.”

Tjah. De kan bare overhovedet ikke tale sammen. Fungerer kærlighed så?

”Det kan jeg godt se, og jeg har jo netop aldrig sagt, at din tolkning i mine øjne er forkert.
Jeg ser to forklaringsstrategier lige nu:
Den ene er at sige, at så har jeg ikke gjort det godt som forfatter, og så får det være.
Den anden er at sige, at ja, sådan er kærligheden, at de ikke taler sammen, men hver især er de overbeviste om, at de gør, i det mindste for en tid, og lykkeligvis bliver han brændt, så hun har chancen for at beholde den overbevisning livet ud.

I virkeligheden tror jeg noget helt tredje, og det var den ånd, jeg skrev deres historie ud fra. De er meget begrænsede mennesker, og deres kærlighed er begrænset, men inden for de rammer oplever de al den lidenskab, man rimeligvis kan komme ud for, når man elsker og bliver genelsket.
Hvis du spørger mig, hvilken enkeltscene i Amerikaneren, jeg holder mest af, så er det den, hvor Klara og Louis mødes over en frosset kylling i en Irma, og hvor de så går af sted og mister deres indkøbsposer på vejen og kommer hjem igen, og de har talt og talt hele tiden.
Da er de gået et helt liv fuld af kærlighed. Måske er det ikke nok; men for mig føles det sådan – eller føltes i det mindste, da jeg skrev det.”

Det er en særdeles smuk scene. Faktisk den smukkeste forelskelsesscene, jeg har læst…

FORFATTERE BØR PRØVE LIDT AF HVERT

Men nu til det overordnede igen. Det er svært at beskrive din bog. Hvis du selv skulle beskrive dens indhold i én sætning, hvordan ville beskrivelsen så lyde?

”At en amerikaner bliver brændt, og det er fuldstændig uklart, hvorfor.”

Anmelderen Niels Lillelund har hæftet sig ved, at du er arkivar. Hvad er du egentlig af uddannelse?

”Jeg er økonom fra Christian-Albrechts-Universität i Kiel.”

Har du som forfatter savnet en litterær uddannelse?

”Aldrig, virkelig aldrig. Jeg synes, at forfattere socialt set bør være all over the place – ikke enhver forfatter, det kan man jo ikke som individ, men forfatterne som social gruppe, hvis den overhovedet findes. Forfattere bør prøve lidt af hvert, eller noget helt specielt, eller slet ikke noget, og så skal de skrive om det.
Der er ikke nogen jobbeskrivelse.”

Hvordan har du det med kontakt til dine læsere? Vil du gerne i direkte kontakt med dem, eller foretrækker du at tale til dem gennem dine værker?

”Jeg ville elske at sidde sammen med en tyve stykker af dem, eller tohundrede, og de ville stille begavede spørgsmål, og jeg var hovedpersonen og ville give begavede svar. Jeg ville elske at være feteret.
Og så nogle gange, eller meget ofte, tænker jeg, alt det er noget fis, allerbedst har du det, når der ikke er nogen udgivelser, ingen afslag, ingen store problemer, du har overvundet de første halvtreds eller hundrede sider af en roman, og der er måneder forude, hvor du ved, hvad du har at gøre.
Så, egentlig, ingen læsere.
Men hvad fanden skulle man gøre uden dem.”

Apropos læserkontakt: Hvorfor i alverden sidder du i Berlin og skriver danske romaner?

”Jeg tror, at det bedste svar er – ’som så mange andre danske kunstnere, der er kommet til Berlin inden for den seneste tid’. Min historie er naturligvis unik, men så, så tøver jeg allerede.”
Hans Schmidt Petersen tager en tænkepause, siger så:
”Det er billigt at bo her, og jeg kunne leve nogenlunde velhavende (i en etværelseslejlighed), så velhavende som man kan som ikke-rigtig-tjenende forfatter, og så fik jeg familie og søgte et job på ambassaden her, den danske, og fik det.”

Til sidst: Politikens Angela Brink udtrykker i sin anmeldelse, at hun gerne ser flere romaner fra dig. Har du noget på vej?

”Ja, jeg har. Jeg håber, at forlaget tager dem.”

Det håber Kjeldbergs Drops udsendte også.

Er de kommende romaner lige så krævende som ’Den gode amerikaner’?

”De er meget mere tilgængelige. Men jeg kan ikke rigtig sige noget om de romaner. Jeg vil helst have dem på gaden først, der skal være substans, der skal i det mindste være en forlægger, der siger, dem tager vi, så kan jeg begynde at snakke om dem.
Jeg synes, at de er meget specielle begge to – især Beelitz, en roman, der næsten udelukkende foregår blandt børn, har en krimihandling, og i mine øjne er meget dyb.
Men lad os se, hvad forlaget siger.”

Interview fra 31.08.06 (Tidligere publiceret på Urbanblog)

© Ane-Marie Kjeldberg (mail Ane-Marie Kjeldberg: kultur @ scripsit.dk)

Links:
Den gode amerikaner, Hans Schmidt Petersen, Aschehoug

Hans Schmidt Petersens hjemmeside med bibliografi og forfatterovervejelser – også om Amerikaneren

Angela Brinks anmeldelse var i Politiken på udgivelsesdagen 24.08.06
Niels Lillelunds kunne læses i Jyllandsposten samme dag

Litteratursiden.dk (bibliotekernes litterære netmagasin) anmeldte også begejstret (11.09.06)