Se kursushjemmesiden.

Ole Hansen har læst min 3 år gamle roman Marcipansøstre og alle dens anmeldelser og debatten om den. Han hæfter sig ved anmeldelsernes forskellighed (2 til 6 stjerner). Han sætter lup på Berlingskes Anne Lise Marstrand-Jørgensens 2 stjerner og debattøren Karen M. Larsens påstande om, at bogen er en opfordring til accept af pædofili.

Om Berlingskes anmelder siger han, at hun:

“[...] demonstrativt tager afstand fra projektet [med ytringen]: ‘Hvis det er nypuritanisme at sige højt og tydeligt, at seksuelle forhold mellem børn og voksne er forkert, så synes jeg vi skal få sat nypuritanisme øverst på dagsordenen.’ Denne enkelte sætning fra anmeldelsen viser, hvor kort vejen fra litteraturanmeldelse til propaganda er. Og hvor lette point der er at vinde ved at undsige synspunkter, der aldrig har været fremført. Begge elementer præger alt for ofte denne type diskussioner. Og i dette tilfælde vidner anmeldelsen ikke om nærhed til litterære sammenhæng, snarere om den moralske panik, der med mellemrum blusser op. Og har gjort det siden 1997.”

Om Karen M. Larsens indlæg i debatten skriver Ole Hansen:
“Når Karen M. Larsen peger på egne personlige forudsætninger som afgørende, kan man være tilbøjelig til at lade sig overbevise. Blot med det forbehold, at der skal peges i en anden retning. Nemlig på en fortid som konservativ katolik – der ikke virker så fjern.”

Om uenigheden mellem de to anmeldere fra Berlingske og Politiken ang. romanens indhold og kvalitet siger Hansen:
“At de to anmeldere er uenige i deres læsning, vidner om, at romanen har så meget litterær kvalitet, at den åbner for forskellige tolkninger.”

Ole Hansens artikel kan læses i sin fulde længde her.

Jeg ved godt, at mange bruger deres FB-profil til at iscenesætte sig selv. Jeg gør det også – forsøger nemlig (ud over en vis kommunikations- og hyggefunktion) med FB ganske enkelt at “sælge” mig selv som forfatter og skrivelærer. Og jeg forsøger nu og da at medsælge et par gode kolleger. Sådan er det.
Mange teenagepiger markerer gruppetilhørsforhold – og hvem der SLET ikke hører til – ved deres handlinger på FB. Det gør mange langt ældre – af begge køn – også.

Men det med ægtefællerne? Folk, der lever sammen i samme hus, men dagen lang sender hinanden imaginære lyserøde plysengle?
Hvorfor?
Hvorfor giver de ikke bare hinanden et kys – eller en ægte, levende potteplante?
Eller hvis de for et par timer er adskilt, hvorfor så ikke en mail eller en sms?
ELLER en BESKED på FB-væggen, hvis det skal være offentligt?

Jeg forstår vistnok, at det handler om at demonstrere den interne kærlighed for verden. Men hvorfor så børneværelsesagtige billeder af ikke-eksisterende plysdyr?
Mellem granvoksne, rutineret gifte/samlevende af normal begavelse?
Igen og igen?

Hvad vil man demonstrere for verden med pink plysengle, som ikke findes – men atter og atter afleveres til ham/hende ved pc’en overfor? Som svarer med juvelbesatte imaginære blå roser?
Min forfatterhjerne er udfordret.

(Og nej, jeg har ikke afluret fænomenet hos mine egne FB-venner. Jeg er blevet forevist det hos andre. Og fred være med det. Jeg ville bare så gerne FORSTÅ.)

Se mere på på hjemmesiden om SPARKET og dets 15 øvelser, som giver din forfatterhjerne opvarmningsgymnastik – og lader dig skrive din personlige logbog over veje ind til netop dine skrivemæssige forcer og særkender.
Læs også om kursets mulighed for professionel og individuel respons på to skriveopgaver.

Hans Schmidt Petersen debuterede på dansk. Det var i 1993 på Gyldendal med Den lodne Bøg, som fik Bogforums Debutantpris.  Siden gik det videre på både tysk og dansk, og det blev undervejs til en tysk Marlowepris. Hans roman Den gode Amerikaner kaldte Politikens Angela Brink ”en genialt foruroligende ikke-krimi”, og hans nye danske krimiserie om Carsten Mathiesen har både Berlingske og Politiken nævnt blandt årets allerbedste bøger. Schmidt Petersens fremmeste råd til folk, der gerne vil være forfattere, er: Lad være!

I interviewet på mit skrivekursus’ hjemmeside fortæller den topanmeldte dansk-tyske (krimi)forfatter Hans Schmidt Petersen om en hård branche, som man kun skal gå ind i, hvis man virkelig vil skriveriet og kan tåle kritik og kasserede manuskripter. Han fortæller også om obsession og dejlighed, om at vente i 17 år på en udgivelse – og om at ville være en transparent forfatter. Læs det hele på Kjeldbergs Skrivekursus.