Nu trænger jeg til en god lang netpause.

Og i mellemtiden vil jeg henvise mine evt. tilbageværende bloglæsere til tre andre skrivende kvinders nylige blogposter. Det er god læsning:

Louise Juhl Dalsgaard om at tie og tale, eller, og…

Tina Charlotte Møller om “mobiltelefoner og headset og jetset og glatte frontcovers og mingling og smalltalk og netværk” og resten af det, der falder ind over en.

Fiona Robyn om tre ting til overlevelse.

Jeg kender dem, der betvivler værdien af som forfatter at eksponere sig via Facebook og blogs. Og jeg kender dem, som med stor inderlighed meddeler, at de BARE ikke gider.

Og jeg bliver jævnligt i tvivl – har det nogen betydning at skrive på denne måde om sig selv – og nu og da hinanden?
Mest er jeg måske sådan i tvivl, fordi jeg egentlig ikke dur til det. Det falder mig ikke naturligt og ikke nemt – ikke at formidle mig selv i hvert fald. Jeg kan godt skrive om, at nu fik jeg en anmeldelse, eller nu fik jeg antaget et manuskript, eller lokalbladet skrev en artikel om mig. Men det ind i mellem… Fortælle om, hvordan jeg skriver, hvad jeg tænker om det, hvordan jeg græder over det, smiler ved det, går i stå, kommer videre? Nej…
Fortælle om min førstelæser og min anden førstelæser? Hvad de gør, hvor hårde de er, hvor dejlige? Hvor jeg hader dem til tider? Og elsker? Hvordan jeg viceversa læser deres manuskripter, og hvor inderligt de hader  mig – og måske elsker? Nej, det er alt for følsomt, privat, dyrebart. Intimt.

Og fortælle om de små daglige ting, som er langt længere ovre i privatlivet, de ting, som også udgør mig som forfatter, men er meget svære at skelne fra den helt private Ane-Marie, den som bor et sted, arbejder, har et hjem, mand, børn, venner, ondt i maven, savner sin far og sin veninde, har begået enorme dumheder og andet godt fra dramaafdelingen, griner fjollet,  og græder over sin hunds ansigtsudtryk, når den vender ryggen til? Nej, det kan jeg slet ikke. Det er alt for nøgent til mig. Jeg kan ikke finde ud af det, har ikke hånden til den sikre dosering.

Men jo, jeg ved det jo – det HAR betydning at eksponere sig som forfatter. Hvis man er oppe i den meget tunge (jeg mener kendte) liga, betyder det måske mindre, men for os fra de mindre tunge klasser – jojo, det flytter noget, at man råber på sin blog og på Facebook. Det genererer salg og bib.udlån (og bib.anskaffelser), at man kommer i dialog med læsere – råb i sig selv gør det næppe.
Hvis man kan.
Jo, jeg har kunnet – det har faktisk været rigtig sjovt. Givende og lærerigt også mange gange at få denne respons på ens udgydelser – uventede vinkler på sagerne, personlige klangbunde, som nu og da har været vældig berigende.
Men disse mellemstykker, som en del forfattere formår så elegant, at jeg får svimlende præstationsangst – denne formidlen af forfatterpersonligheden, når der ikke lige er noget at fortælle om antagelse af et manuskript eller en anmelders ord om ens pragtværk – dem er jeg dårlig til.

Jeg må vel bare konstatere, at jeg på det felt er bedst til at tie, hvor andre taler.
Sådan.

Vild med ORD løber af stablen i Århus i april 2010. Festivalen vil have spændende forfatternavne – både internationale og nationale. Derfor vil arrangementsgruppen gerne modtage forslag fra publikum – dig, der læser dette – på navne, du gerne vil møde, høre og måske diskutere med.

Klik ind på dette link og foreslå den forfatter, du gerne vil møde.

Deadline for forslag er 12. nov. 09.

Jeg har det problem med Facebook og lign (fx denne blog), at jeg egentlig ikke har lyst til sådan at vise mit ansigt. Faktisk er det mer end en ulyst, det er en manglende evne; og jeg går og småmisunder de forfatterkolleger, som kan kunsten at vise et litterært ansigt, som samtidig forekommer fortroligt privat – i en tiltalende blanding, som aldrig kammer over i utidig intimitet. Disse kolleger kan noget, som er en kunstart i sig selv.

En af dem, der virkelig mestrer kunsten elegant er lyrikeren Kirsten Nørgaard, som også findes på FB
samt på en dejlig blog herude i den åbne verden:
http://stensamler.blogspot.com/

Nørgaards blog og FB-profil anbefales – de er en nydelse at følge, og de er lærestykker i fornem formidling af et forfatteransigt.

Nej. Jeg er faktisk ved at være ganske ked af tendensen til halvdulgt at se ned på krimier. Har selv været med på vognen, der enigt mellem tænder mumlede “ja, man skulle bare have skrevet en krimi, SÅ fik man anmeldelser”.
Jo, der findes veleksponerede, men dårlige krimier, meget dårlige, præget af stereotypt sprog og letkøbte samfundsmæssige og psykologiske “legitimeringer”, ligesom der findes dårlige romaner af anden art og dårlig lyrik.
Men der findes altså både begavede og beåndede krimier og krimiforfattere – det hele er ikke bare “bare”.
En af de begavede og beåndede har jeg skrevet om i foranstående post.

Forfatteren er min ven, men han har min professionelle anbefaling, ikke kun min venlige.
Og han har også skrevet ganske andet end krimier – i øvrigt.

Sneglens Hus. Hans Schmidt Petersen. C&K Forlag, 2009

Sønderjysk/grænselandsk, anmelderrost og begavet krimi. Anmelderrosen – fra fx Berlingske, Jyllandsposten, Kristeligt Dagblad og Litteratursiden.dk er fortjent. Bogen er præget af fuldt styr på litterære virkemidler, smukt sprog og ditto sans for menneskers psyke.
Dyb indføling i fremmedhed og fremmedhad – via forfatterens opvækst i det tyske mindretal i Sønderjylland OG via hans mangeårige liv som dansker i Tyskland, de seneste 14 år i Berlin.

Men allermest interessant er måske bogens mange kvinder og mange relationer til kvinder. Det er selvfølgelig ingen femikrimi, da den jo er skrevet af en mand, men bogens hovedperson, kriminalkommissæren Carsten Matthiesen, er en mand som i så høj grad relaterer til kvinder.
Det har hele tiden slået mig, at her var en usædvanlig kærlig, øm og respektfuld skildring af “dagligdagens” kvinder set med en mands øjne, relateret til af en mand – kolleger, venner, ægtefælle, mistænkte. Her er ingen nonchalant macho-kommissær, men et levende (og sårbart) menneske af manderacen. Måske netop en meget nutidig mand, en mand, som ikke hader kvinder – for nu at sætte det på en nem pang-form.

Berlingske gav Sneglens Hus 5 stjerner og kaldte den “den danske krimi, man har gået og sukket efter” og sagde yderligere: “Endelig en krimi der går lige i flæsket på dansk selvforståelse”.

Dansk-tyske Hans Schmidt Petersen har et solidt og højt begavet forfatterskab (på dansk og tysk) bag sig og fik af Politikens Angela Brink for et par år siden disse ord med på vejen om sin (af mange ikke-forståede) filosofiske roman Den gode Amerikaner (Aschehoug): ‘genialt foruroligende’ og ‘blændende’.
For sin debutroman Den lodne Bøg (Gyldendal) fik Schmidt Petersen Bogforums debutantpris, og for den tysksprogede Die Täuscher (Bastei-Lübbe) modtog forfatteren Det tyske Raymond Chandler-selskabs Marlowepris.

Ane-Marie Kjeldberg

Foto C&K

Så fik min reservebror, skrivefælle og litterære sparringspartner gennem de sidste ca. 8000 – vedvarende overraskende – år, Hans Schmidt Petersen, sit interview i P1’s Skønlitteratur.

Jeg reklamerer indædt for hans medvind, da jeg ved hvilke slidsomme forfatterår, der gik forud.

Så hermed et link til et i øvrigt vældig charmerende indslag om idylliske Åbenrå og mørket, som måske ikke er i byen og egnen, men i menneskene. Et indslag om sønderjyske nazisvin-tilråb, mindretalskhed generelt, ensomhed og skuen hunden på hårene, om tryghed og spænding – og om det paradoksale i den nordiske krimibølge, en bølge udsprunget i et af verdens tryggeste hjøner.

Her linket. Indslaget om dansk-tyske Hans Schmidt Petersen og hans 8. bog, Åbenrå Noir-krimien Sneglens Hus findes godt halvt fremme i programmet.

—

Sneglens Hus
Hans Schmidt Petersen
C&K, 2009

Kort forfatter-info her

Man kan tænke over den stavl af selvhjælpsbøger, man fik gennem årene, inden giveren gik uden en lyd – og uden et eneste pamflet flagrende i sit spor. Burde man ha’ anet uråd, mens stavlen groede? tænkte hun og bladrede lidt i bunken for at se, om der skulle være noget om “Strong, Confident Women coping with Silence and Closed Doors”.

Bunken væltede og afslørede storsmilende halvgamle kvindeansigter i perfekt liftet stand og titler som “Stol på Verden”, “Lær at have Tillid”, “Livet er Kærlighed”. Hun hældte mælk (skummet) over dem, nu hun var i gang.

Foto C&K Forlag

Hør Hans Schmidt Petersen fortælle om sin anmelderroste grænselandskrimi Sneglens Hus og om at blive kaldt Hitlersvin som barn – i P2’s Kulturnyt i dag.

Hvor er det fedt, at DK har fået øjnene op for hr. HSP!
(Jeg er så glad!)

Bibliotekslektøren har udtalt sig om kollega Kirsten Nørgaards lille ny, Galileos Finger: “til læsere, der godt kan lide et anderledes, eksperimenterende tekstunivers”, hed det bl.a. Og endvidere: “Skarpt iagttagende samling haibun til krævende læsere, der ikke er bange for at prøve noget nyt”.

Jeg siger glad tillykke!

Hele udtalelsen kan man rekvirere ved at henvende sig til sit bibliotek.

Bogen kan hjembestilles til alle boghandler.