Blot dig!

AM skrivendeJeg forventes at udlevere mig selv til nettets glubende surfere. Kort og kontant lade dem se alt, hvad der er værd at se af mig, alt hvad der kan – ja, i bund og grund sælge.

Det handler om min roman, som skal have en stump af mig med sig – en introduktionstekst til brug på Facets hjemmeside, når romanen om kort tid skal præsenteres.

En introduktion af mig altså. Hvad i alverden skal jeg dog skrive?

At jeg har en frygtelig hang til mørk chokolade, især med små hele kakaobønnestykker i?
At jeg godt kan lide Viriginia Woolf, men ikke HC Andersens eventyr (bortset fra Snedronningen, som er så grumt og erotisk)?
At jeg bor i et hus, som mine børns kammerater sammenligner med Rons hus (dog kan jeg ikke få stegepanderne til at vaske sig selv, trods ihærdige forsøg)?
At jeg er mindre bange alene i en skov end sammen med mængder af mennesker i en storby?
At mine virkelige venner kan tælles på en hånd – også en kokke- eller skovarbejderhånd?

Jeg ved det slet ikke.

Blot det var lidt lettere at blotte sig.

Reklamer

11 kommentarer

  1. Vil bare reagere på din kommentar om bogens udgivelse og forfatterens rolle. Jeg tror altid, at forfattere giver noget af sig selv. Jeg har selv siddet og analyseret litterære værker og følt mig meget pervers, fordi jeg kigger på, hvordan metaforer kan være udtryk for noget andet.

    Forfattere siger af og til. at de lærer om sig selv ved at læse analyser/anmeldelser. Jeg har en veninde, der udgiver en fantastisk børnebog til sommer. Det handler om et destruktivt forhold og er omsat til en kærlighed mellem en ræv og en høne. Det går lige ind i hjertet på mig, fordi jeg ved, hvordan hun havde det, da hun skrev det.

    Sådanne tekster kan være ligeså private. Og smukke. Jeg er vild med forfattere, der giver noget af sig selv. Derfor undrer det mig lidt at min favorit er Haruki Murakami, der altid skriver om midaldrende, lettere kedelige mænd, der ikke kan finde ud af det med følelser. Og selv giver han aldrig interviews. Alligevel rører hans tekster mig. Tror det er humoren og overraskelsesmomentet.

    Jeg ved slet ikke, hvad jeg skriver om længere i denne kommentar. Ikke andet end at det er dejligt at høre, at du også giver noget af dig selv i din debut. Interviewede Bente Clod over mail til min blog og i hendes “svendestykke”, brugte hun også sig selv meget.

    Boede engang sammen med en canadisk kunstner som i et år tegnede tvillinger. I alle motiver brugte hun dobbeltheden. Hun var selv tvilling. Nu siger hun, at hun ikke bruger det mere. Det skulle bare ud af systemet. Men hun holder aldrig op med at bruge sig selv. Og det tror jeg ikke, at kunstnere nogensinde gør. Ikke hvis det skal være vedkommende. Selvom det bare er en følelse, så giver man liv til sine figurer ud fra en følelse, man engang havde.

    Måske er jeg lidt bange for ikke at kunne skrive fiktion. Men det er så en anden historie 🙂

  2. Ps. Ved ikke hvordan du skal “servere” dig selv eller om du behøver det. Vi er mange der holder af dig og dine ord. Og jubler over din udgivelse.

  3. Kan virkelig godt genkende det med, at det er svært ikke at kunne tale med sine nærmeste om bogen. Og at du ikke kunne holde det ud. Det meste af min familie ved intet om min roman. Kan ikke lige overskue det. Men det sidder lige der på tungen “Jeg skal udgive en bog”. Jeg troede jo bare, det skulle være anderledes… På den anden side ved jeg, de vil være glade på mine vegne og altid har støttet mig.

  4. For mig er det blevet et spørgsmål om, at de dele af min (fjernere) familie, som exempelvis ikke kan så godt med, at jeg også beskriver sex, kan ‘skjule’ sig bag mit halve/trekvarte pseudonym og lade som om, de ikke kender mig :-). Det mener jeg faktisk meget alvorligt, selv om det måske lyder lidt pudsigt.

    Jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke er flov, men godt vil have det dække, at mit navn ikke ligefrem kan gafles på krak. Men ellers – ja, så er det MIG og det er MIN roman.

    Og alligevel er der jo en lille øm plet af angst, for der vil altid være meget af en selv og ens egne erfaringer i stykke skønlitteratur – og i et tidligt værk som min Fred og Ro (som jo faktisk startede allerede i 2000 (ja, endnu før) er der en del stumper. Man har dette ‘grundstof’, som man skal have tygget igennem (nu på min roman Caritas er jeg langt fjernere fra det personlige stof).

    Jeg tror, det er en del af det at skrive, at man både blotter sig og er meget privat i én stor pærevælling.

    Mht. din blogroman tror jeg ikke, du skal være så bekymret. Du har jo kamoufleret, eller afklaret med de beskrevne, at det er OK. Og jeg tror, du kan have stor gavn af at skabe kongruens mellem dine forskellige sider, som jo supplerer hinanden så flot. At kunne sige, at hende Spacemermaid altså er den samme som NN – det vil utvivlsomt give en øget respekt og forståelse for din ‘brugbarhed’ – i begge sfærer.

    Hvis jeg var dig, ville jeg ganske stille lade navnet komme med på flappen, og jeg ville roligt lade det blive en del af det gode PR-stof til interviews etc., at ‘så fik vi endelig at vide, hvem hun er’.
    Hvis du ikke offentliggør dit navn andre steder end på bogens flap inden udgivelsen, så vil det altså give en yderligere øget interesse for at købe bogen 🙂

    Kvalerne mht. at alle mulige så vil ‘kende’ dig og kunne finde dig – dem forstår jeg godt, og rent praktisk ville jeg virkelig få mig selv ud af vejvisere og telefonbøger etc. på forhånd. Hvis det først er ordnet, så synes jeg egentlig ikke, det er så uhyggeligt mere.

    Tænk også på, at jeg fx godt ved, hvem du er, men det gør jo ingen egentlig forskel. Det er et navn og et virke – men for mig er du jo stadig i bund og grund Spacemermaid.

  5. Jo, jeg slipper vist ikke udenom at servere mig selv 🙂 – jeg skal lave udkast til et forfatterportræt til forlagets hjemmeside. Det er svært. Hvad er relevant, hvad ikke?

    For resten kender jeg godt skrækken for ikke at have mere stof (du skrev om skrækken for ikke at kunne skrive fiktion). Da jeg havde skrevet mig ud af mit ‘grundstof’ (i min e-roman Keramik og i den kommende Fred og Ro), frygtede jeg, at jeg var løbet tør, – men kom videre med noget meget fjernere fra mit ‘grundstof’ – i min nye roman, som jeg arbejder på nu.

  6. Jeg er også meget glad for Murakami. Jeg tror, det er hans figurers værdighed og ynde, der gør det for mig. Der synes at være en mening med dem, uanset hvad de gør, og uanset at man som læser måske aldrig fanger denne mening helt konkret.

  7. Ja det med at skrive noget om sig selv på få linjer virker helt absurd. For hvor skal fokus være? Uddannelse? Arbejde? Status? Jeg endte med at lave det lidt humoristisk. Det er nok mit skjold. Det værste ved bogen var at lave en bagsidetekst. Helt umuligt på et par linjer at vække appetit og informere…

    Jeg vil gerne sørge for det med vejviser og krak for at være på den sikre side. Der er jo hackere, der har afsløret en bloggers identitet på Nyhedsavisen. Ved du, hvem man skal kontakte for at fjerne sig fra krak osv.?

    Kan godt forstå det med at kamuflere for din familie.

    Mht skrækken for ikke at kunne skrive igen, må vi simpelthen give os selv lidt credit. Vi er nået så langt. Udkommer begge med vores første bog. Det er da stort. Og en fantastisk begyndelse 🙂

  8. Bagsiden – ja, den var en gru! Heldigvis sparkede min unge PR-bevidste illustrator mig hårdt bagi, da jeg var endt med en tekst, som var alt for kedelig. Det er hendes fortjeneste, at der kom et citat fra bogen med bagpå, og også at det blev lige det citat!

    Mht. telefonnumre etc. er det jo blot direkte henvendelse til teleselskaberne (ofte kan det gøres direkte fra deres hjemmeside). Mht. Krak og Moestrup skal du så vidt jeg ved via folkeregistret og bede om adressebeskyttelse. (Og der er vist noget om, at den skal fornyes, anmodningen, en gang årligt.)

    Ja, vi skal nok få skrevet videre! Vi er ret go’e 🙂

  9. Jeg skulle også vælge et citat til bagsiden. Endte med to siders muligheder 🙂 Valgte tilsidst et, der var mest neutralt og almengyldigt. Jeg gjorde det modsatte end dig, og gav den for meget gas. Glæder mig til at se coveret med tekst, tror det bliver stort.

    Har sagt det før – men det er et flot cover, illustratoren har lavet til din bog.

    Ja det er da det, vi er. Goe altså 😉

  10. Tror først, jeg fatter det, når jeg har bogen i hånden.

  11. I morgen skulle jeg få min bog i hånden for første gang!
    Forlæggerne ringede og gav mig lyden i den for lidt siden (se indlæg ovenfor!) – og han tilføjede, at den var blevet meget, meget smuk.

    Jeg kneb en diskret lille smule øjenfugt.

    Og jeg er spændt på dit omslag – og hele bogen – Rumfrue 🙂

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: