Bærehat til debutromaner

fred_lille.jpg

29. marts 07. Det blev dagen, hvor jeg holdt min førstefødte bog i hænderne.
Jeg kan ikke i få ord beskrive alt det, der for mig impliceres i det faktum. Det er enorme mængder af følelser og tanker efter syv – på mange planer – yderst stormfulde skriveår.

I stedet vil jeg sige noget om numre, inspireret af min forfatterkollega Spacemermaids milde følelsesmæssige skuffelse (til gengæld sover hun med sin forside 🙂 ) , da hun i dag modtog ISBN-nummeret på sin kommende blogroman :

Jeg har altid haft noget med ISBN. Da jeg som seksårig fik lov at lære at læse, bemærkede jeg snart, at bag på alle rigtige bøger stod dette ‘ISBN’ – og jeg læste det som et rigtigt ord, udtalt isbn (lidt arabisk klingende, Tusind og én natsk måske?).
Jeg vidste ikke, hvad det betød, tænkte heller ikke på at spørge nogen, men fik det til, at det nok var en slags angivelse af graduering af en eller anden (mystisk & udefineret) styrke, for der stod jo også altid disse tal bagved, så nogle bøger havde altså en isbn på 87-11-29861-8, og andre havde noget andet.

En art gradueret og gådefuld blåstempling altså, – og noget af den magi har forførende hængt ved. Der er tryllestøv i ISBN-numre, når jeg ser på dem. De gnistrer blåt og fløjlsmørkt, nattelilla og blødt.

I dag kom så selve bogen, og jeg har omhyggeligt båret den med mig rundt i huset, har ikke kunnet efterlade den. Og jeg har vedvarende formanet min familie om ikke at røre den med fedtfingre eller spilde på den!

Mine børn har foreslået, at jeg får lavet en slags bæresele til den, så jeg konstant kan have den på ryggen, eller en slags bærehat, så jeg kan have den oven på hovedet, hævet over skvulpende kaffekopper og så videre.

Men i morgen sender jeg nu mit eksemplar til min 87-årige far. Han skal have min roman, og når folk er i den alder, skal man ikke udsætte. Så må jeg vente med at have et stk. af pragteksemplaret, til hovedoplaget udkommer om en måneds tid.

Og til min kære ven Hans vil jeg nok engang sige tak. Tak fordi du for seks år siden troede på mig, troede nok på mig til at give mig opmuntring og ros – og enorme mængder af høvl. Og tak fordi du har holdt ud, rost og høvlet, selv om du ikke altid syntes, at jeg gik i den rigtige retning.
Jeg synes, det har været alle tårerne og kampene værd.
Tak, du.

Reklamer