Blogspasser Kjeldberg

Skriveplads på ½Nogle gange forsøger jeg mig som rigtig blogger. Men jeg må erkende, at jeg ikke duer til det. Jeg har ikke overblikket og vedholdenheden. Jeg glemmer at følge med på de blogs, hvor jeg ellers havde fundet noget interessant – eller måske endda var gået ind i en ‘samtale’. Eller jeg glemmer min egen blog, glemmer at tjekke den for kommentarer, glemmer at svare i dagevis – eller når det bare ikke.

Jeg kæfter lidt op på min egen blog – eller meget op – nu og da, plaprer lidt løs på andres til tider; men jeg bliver aldrig sådan en, der virkelig kan det der med at blogge ordentligt.
Nu fx. er jeg helt væk i en kær vens roman, som snart skal til hans forlag for anden gang, og jeg sidder der og klipper hæle og skærer tæer (eller foreslår brug af saksen og kniven), og jeg er helt opslugt af de ændringer, han har begået i manuskriptet – betaget af mange af dem, for hans styrker strutter frem ved det, hans evne til at give det ordløse ord og det ildesete uimodståelige portrætter. Andre af ændringerne er jeg mindre glad for, askese der hvor der burde være voluptas – nej, nej, nej.

Det korte af det lange: Jeg færdes som en senil i bloguniverset, glemmer hvor jeg var ved noget, glemmer hvor jeg skulle hen, bliver drivende gennemdistræt.
Jeg kan ikke kombinere min opslugthed med den fornødne blogske udadvendthed.

Jeg er simpelthen blogspasser – som mine børn så kønt ville formulere det.

I hvert fald når jeg redigerer og saver i en så dejlig roman som hans.

Reklamer