Hvorfor gør du det der?

Hvorfor skriver du så sådan en bog, når du er så bange for, hvordan den vil blive set på?Sådan spurgte en praktisk person mig, da jeg gik rundt og bed negle over min roman, som snart udkommer.

Hvorfor gør man egentlig sådan noget?
Vel fordi man finder det nødvendigt.
Ved Fred og Ro var det sådan, at jeg så smerte, som ikke var comme il faut. I den ene og den anden og den tredje elskede person så jeg den. Også i uelskede personer så jeg den samme pine.
Hvordan lever man med smerte, som ikke er tilladt? Som er usynlig, eller måske latterlig?
Hvordan overlever man med had, som ikke eksisterer – officielt?
De spørgsmål kørte i mig – og Fred og Ro blev et forsøg på et svar.

Men så har du jo gode grunde, siger min praktiske ven.
Ja, men jeg er ingen fighter.
Jeg kunne skrive Fred og Ro, men gå i brechen for den og tage mod tæv, eventuelt endda slå elegant igen, det kan jeg ikke. Ikke engang i en yndefuld diskussion. Jeg er ikke polemiker.
Jeg er fiktionsskriver.
Det skræmmer mig i disse dage.

Faktisk er jeg så hunderæd, at jeg selv tror, det er løgn.

Reklamer

Strikkelises grumme bog

fred_lille.jpg

Nu er der ikke ret længe til, at Fred og Ro har sin officielle udgivelsesdag. Fik lige forlagets pressemeddelelse til gennemsyn.

Jeg må indrømme, at jeg er bange. Ikke på grund af pressemeddelelsen, for den så flot ud (var meget imponeret over, at romanens titel indgår som ‘vandmærke’…!) (og en sådan fokusering på små ting fortæller mig også, at jeg ER bange…)

Nej, jeg er bange for, “hvad folk vil sige” (den evige trussel fra barndommen). Læsere – de ‘civile’ og eventuelle anmeldere. De eventuelle læsere, som kender mig. De som ikke gør.

Som forfatter går man jo sjældent rundt og ligner sin bog. Jeg kender én, som har skrevet en empatisk roman om hård masochisme og mordet på tre små børn. Hun ser sgu ikke sådan ud. Hun lyder heller ikke sådan.

Jeg kender en anden, som har skrevet om afbrænding af en uskyldig mand på et bål samt en bestialsk voldtægt, som ender i mord. Sådan ser han heller ikke ud, og han har den blideste stemme og det venligste smil.

Om mig var der en gang én, der sagde, at jeg lignede en, der var rigtig god til at strikke. (Jeg tror, hun mente det meget, meget sødt.)
Jeg kan absolut ikke strikke og kunne aldrig finde på det.
Men jeg ser sikkert sådan ud.

Og min bog er – for nu at sige det mildt – ingen strikkebog.

Strikkelise har skrevet en grum bog, fyldt med sex og ikke særligt hyggelige observationer. En redaktør har engang sammenlignet visse af bogens scener med David Lynch.

Lynch.
Jeg bliver sgu lynchet for det.
Gå rundt og ligne en inkarneret strikker og så skrive sådan noget.
Det kan man ikke.

(Og absolut intet galt i at strikke (tak til familiemedlemmer mv., som har forsynet mig med trøjer etc. i livets løb), men når ‘store strikkeevner’ er det første, man tænker, når man ser mig, så er jeg jo nærmest en quisling…)