Hvorfor gør du det der?

Hvorfor skriver du så sådan en bog, når du er så bange for, hvordan den vil blive set på?Sådan spurgte en praktisk person mig, da jeg gik rundt og bed negle over min roman, som snart udkommer.

Hvorfor gør man egentlig sådan noget?
Vel fordi man finder det nødvendigt.
Ved Fred og Ro var det sådan, at jeg så smerte, som ikke var comme il faut. I den ene og den anden og den tredje elskede person så jeg den. Også i uelskede personer så jeg den samme pine.
Hvordan lever man med smerte, som ikke er tilladt? Som er usynlig, eller måske latterlig?
Hvordan overlever man med had, som ikke eksisterer – officielt?
De spørgsmål kørte i mig – og Fred og Ro blev et forsøg på et svar.

Men så har du jo gode grunde, siger min praktiske ven.
Ja, men jeg er ingen fighter.
Jeg kunne skrive Fred og Ro, men gå i brechen for den og tage mod tæv, eventuelt endda slå elegant igen, det kan jeg ikke. Ikke engang i en yndefuld diskussion. Jeg er ikke polemiker.
Jeg er fiktionsskriver.
Det skræmmer mig i disse dage.

Faktisk er jeg så hunderæd, at jeg selv tror, det er løgn.

Reklamer

6 kommentarer

  1. Hvo intet vover, intet vinder!

  2. Nogle gange er der kun én ting at gøre: At sige tingene, som de er.
    Du har netop selv formuleret dit svar til mulige nysgerrige interviewere og polemikere. Brug det! 🙂

  3. Jeg er sikker på, at læseren i din roman vil genfinde det kærlige menneskesyn, der altid får dig til at prøve at forstå.

    🙂

  4. Du har ret, Digta. Jeg må samle alt det vovemod, jeg kan, og strække det så langt som på nogen måde muligt. Der er ikke andet at gøre.

    TC: Tak. Du har ret. 🙂

    Reinhard: Tak. Jeg er så glad for, at du ser det sådan.

  5. Fordi man ikke kan lade være 🙂

  6. Nemlig, Rumfrue!

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: