Strikkelises grumme bog

fred_lille.jpg

Nu er der ikke ret længe til, at Fred og Ro har sin officielle udgivelsesdag. Fik lige forlagets pressemeddelelse til gennemsyn.

Jeg må indrømme, at jeg er bange. Ikke på grund af pressemeddelelsen, for den så flot ud (var meget imponeret over, at romanens titel indgår som ‘vandmærke’…!) (og en sådan fokusering på små ting fortæller mig også, at jeg ER bange…)

Nej, jeg er bange for, “hvad folk vil sige” (den evige trussel fra barndommen). Læsere – de ‘civile’ og eventuelle anmeldere. De eventuelle læsere, som kender mig. De som ikke gør.

Som forfatter går man jo sjældent rundt og ligner sin bog. Jeg kender én, som har skrevet en empatisk roman om hård masochisme og mordet på tre små børn. Hun ser sgu ikke sådan ud. Hun lyder heller ikke sådan.

Jeg kender en anden, som har skrevet om afbrænding af en uskyldig mand på et bål samt en bestialsk voldtægt, som ender i mord. Sådan ser han heller ikke ud, og han har den blideste stemme og det venligste smil.

Om mig var der en gang én, der sagde, at jeg lignede en, der var rigtig god til at strikke. (Jeg tror, hun mente det meget, meget sødt.)
Jeg kan absolut ikke strikke og kunne aldrig finde på det.
Men jeg ser sikkert sådan ud.

Og min bog er – for nu at sige det mildt – ingen strikkebog.

Strikkelise har skrevet en grum bog, fyldt med sex og ikke særligt hyggelige observationer. En redaktør har engang sammenlignet visse af bogens scener med David Lynch.

Lynch.
Jeg bliver sgu lynchet for det.
Gå rundt og ligne en inkarneret strikker og så skrive sådan noget.
Det kan man ikke.

(Og absolut intet galt i at strikke (tak til familiemedlemmer mv., som har forsynet mig med trøjer etc. i livets løb), men når ‘store strikkeevner’ er det første, man tænker, når man ser mig, så er jeg jo nærmest en quisling…)

Advertisements

18 kommentarer

  1. Uha da da…en grum bog? Nu kan vi altså snart ikke vente mere på at se, hvad du har strikket sammen.
    Jeg kan godt forstå, at du er spændt. Der krydses alt, hvad krydses kan herfra.

    Opmuntringsknus!

    K

    PS: lige nu øver jeg mig på at skrive som noget, jeg ikke ligner…

  2. ,,Goddag, Ninus,” sagde [Plys], ,,er det dig?”
    ,,Lad os lade, som om det ikke er mig,” sagde Ninus, ,,og se, hvad der så sker.”

    A.A. Milne

  3. Tak skal I have, I søde mennesker.
    Humøret er ikke så højt her i lyset af, at min sammenstrikning snart ryger ud i verden.

    Opbakningen til ‘retten’ til at skrive på andre måder, end man tager sig ud ved første blik, gør godt.

    Glæder mig til at se, hvad du flikker sammen, når du skriver ulig dit ydre, Kirsten 🙂
    Og tak for Plys, Tina, – han lindrer i mange sammenhænge for tiden her i den lille skrivstova…

    Og snart er jeg forbi den 5. maj, og udgivelsesdagen er fortid.
    Efter os syndfloden, som min oldemor Ane Marie sagde.

  4. Synes du, jeg ligner det jeg skriver?
    Det var ikke så godt 😉

  5. […] jeg skrivende ud i den her? “Du ligner en der er rigtig god til at strikke” – fik Ane-Marie Kjeldberg en gang at vide. Og hun er absolut ikke strikkende. Ligner vi det vi skriver? Skriver vi det vi ligner? I så fald: […]

  6. Åh-uf hjælp, det er sådan et af de spørgsmål, som man kun kan besvare forkert 🙂

    Den må jeg søreme lige tænke over. Var ude hele dagen i går at købe øreringe og tørklæder og besøge en tam allike og dens ejer, så jeg har først fået chancen for at spekulere over sagen i går aftes…

    (Må grumt (dystertungsindigt!?) psykologisk skrivende købe fjollede store øreringe og tørklæder med glimmer og blomster? Og BRUGE skidtet? Må de tale med vrede alliker? (Måske er lige den del passende?))

  7. Sex? Er der sex i den? Det er der ikke i MIN bog? Eller er der?…nå jo, forresten…de ligger da vist og småbimser på side 49, cirka.
    Nå, det er jo også så længe siden.
    Nu er det forår, og vi skal alle være varme.
    Hurra, og frem med grillerne.
    🙂

  8. Altså, den med alliken og dens ejer – den er da helt og aldelse på sin plads.
    Og lad os så se noget frækt her på bloggen!

    Knus
    Taskedamen

    PS: du behøver ikke svare – spørgsmålet var retorisk og er nu jongleret videre til min egen blog.

  9. Beo: åhnje-åhnej, tænkte nok, at jeg var helt alene med det sex (sagde hun Gittes Monologsk). Og se nu, hvad Kirsten har fået mig ud i. Jeg er på et skråplan, som ender lige lukt i – ja, jeg ved ikke… Tør ikke tænke på det.
    Men griller? Dem går jeg til gengæld ind for.

    Kirsten: Pyhh, så fik jeg mig snoet udenom det spørgsmål!
    Og synes nu nok, at dine pjevsede asparges var et lidt tyndt svar på Tamaras forside
    🙂

  10. Jamen, det er saften og kraften, når man opdager dem….
    ok, jeg skal nok prøve at gøre det lidt bedre…en anden gang.

  11. Hmm, Kirsten – det der med, om du ligner det, du skriver. Måske vil jeg gerne besvare det alligevel.
    Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er meget begejstret for dine digte, deres sproglige præcision, deres beherskelse og sprængfyldthed.

    Og jeg synes, du ser brandnydelig ud – og venlig. Men vil man nu gerne skrive brandnydeligt og venligt? Eller vil man gerne se præcis, behersket og sprængfyldt ud?

    Så nu er jeg alligevel strandet der, hvor jeg ikke kan svare 🙂

    Men jeg tror ikke rigtig, man kan se på folk, at de forfatter noget – og heller ikke HVAD og HVORDAN de gør det…

    Og så alligevel – kan man se på ham med Den gode Amerikaner, at han er en genrebryder. Siger orange shorts og dertil rød skjorte noget?
    Kan man se på Kirsten Nørgaard, at at hun kan udtrykke meget og præcist med lidt & diskret – solbriller, tørklæde, skuldertaske og dertil et fandenivoldsk smil?
    Kan man se på Ane-Marie Kjeldberg, at hun elsker metaformylderbæ og tankeflod? Fortæller overdreven læbestift, glimmerøreringe, blomstrede tørklæder og en enorm og overfyldt skuldertaske den historie?

  12. Et lille stykke henad vejen kan man måske se lidt, hvad folk skriver , men man kan ikke altid se, at de er skrivende(hvad mon jeg skrev, hvis jeg var piercet over det hele?).

    Kan ikke helt slippe den tanke, at vores selvopfattelse (men den kan jo også snyde…) og dermed også udseendet har indflydelse på skrivemåden (nydeligt og venligt…øv!).

    Og vi danner helt sikkert hurtigt et billede af den skrivende ud fra det vi læser.
    Da jeg første gang så et billede af dig, lignede du ikke den “apokryf” (som du jo “hed” dengang), jeg havde forventet, sådan tynd og bebrillet 😉
    Med hensyn til din skuldertaske med fyld, så må jeg jo vente med at sammenligne, til jeg har læst din nye bog (glæder mig).

    God weekend!

    Kirsten

  13. […] nok ved det Hvem var din første forfatter? April 14th, 2007 Inspireret af blogging her og der, om hvorvidt forfattere ser ud som de skriver – og formentlig deraf følgende om man dermed […]

  14. Uh, jeg forstår dine krøllede tæer og kriller i maven. Det er jo næsten ligesom sceneskræk. Det bliver spændende, og jeg er sikker på, at det nok skal gå godt, og du nok skal få en masse gode anmeldelser.
    Bortset fra det, så er det mægtigt interessant, det du tager op her med, om vi ligner, det vi skriver. Det har fået mig til at tænke meget over tingene. Desværre tror jeg nok, at jeg ligner, det jeg skriver. Jeg ville ellers gerne se helt vildt spændende ud og skrive mægtigt eksotisk, men øhh … ja, men det er en interessant debat!

  15. Kirsten: Vekselvirkningen mellem fremtræden og (litterært) virke er uhyre interessant – og velsagtens temmelig vanskelig at komme til bunds i.
    Jeg har tænkt meget over forfatteres tendens til hatte – tror virkelig der er et højere hatteforbrug i det erhverv end hos gennemsnitsbefolkningen. Muligvis gælder det samme store tørklæder og lignende draperinger.
    Tynd og bebrillet? 🙂 Nej, tynd, det er (desværre) længe siden, skønt det var engang. Bebrillet er jeg dog, men var det ikke, dengang jeg var et magert gespenst.

    Digtafon: Jeg har næsten en hel sommerfuglefarm i maven efterhånden. Tak for de rare spådomme. Håber det går så vel.
    Måske skulle vi få foretaget et par plastiske operationer og komme til at ligne Virginia Woolf eller Blixen – hvad mon der så ville hænde? 🙂

  16. […] og let kritisk ost. Men nu blev det så det her, hvor jeg ser mere rar og friluftsagtig ud. Jeg har IKKE selv strikket trøjen.) (Billedet er for resten taget på Hald, og det er rigtig rart at tænke […]

  17. Det undrer mig lidt at I damer i den grad tror, at udseende er noget, man er født med eller nødt til at leve med. En stor del af forførelseskunsten går vist ud på at rette sig op, tage noget pænt tøj på, smykke sig enten det er med ørenringe eller manchetknapper eller noget helt tredie, sætte håret, pleje huden (det må dog ikke være ikke i sidste øjeblik), se ud som om man er digter (eller chefsmed m.v.) og så ellers igang med en samtale, som begynder med feriemål eller vejret og først senere forsigtigt nærmer sig ørenringe, ærmegab og familieanliggender.

  18. Velkommen, Donald, i Dropskogeriet.

    Jamen, nej, det tror vi skam ikke, at udseendet er en sag blot at affinde sig gudhengivent med – heller ikke når det ikke handler om at forføre kommende mager, men om det meget alvorligere: at forblænde læsere – vi hænger jo på os med ringe og håropsætninger og digterattituder. Der sker blot nogle gange det, at man får sig behængt på en forkert måde, så folk tror noget andet om én, end man troede, de ville. Måske fordi man ikke selv ved, om man skal tro sine egne øjne.

    (Men i de sidste mange år er der nu ingen, der har mistænkt mig for at strikke. Så jeg er vel på vej i den rigtige retning. Når de også holder op med at tro, at jeg hækler, er jeg vel ved at være der.)

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: