Hvem var din første forfatter?

Inspireret af blogging her og der, om hvorvidt forfattere ser ud som de skriver – og formentlig deraf følgende om man dermed kan se på dem, at de er forfattere, har jeg lyst som en lille weekendspas at spørge ud i det store internetrum:

Hvem er den første forfatter, du bevidst så, hvor var det – og så hun/han ud til det?

Min første bevidste oplevelse af en forfatter var synet af en herre hver aften til spisetid på Tranekær Gæstgivergård. Mine forældre og jeg passerede ham på vej ind den store spisesal, han havde sit faste hjørne i en mindre stue, hvor han sad alene med aftensmaden, et tidsusædvanligt skæg til alderen (i hvert fald i mit miljø) og en pibe ved hånden. Min far hilste naturligvis høfligt, og til sidst måtte jeg spørge min kære fader, hvad det det dog var for en mand – for dels havde han det skæg, dels LÆSTE han altid i en bog, mens han spiste, noget jeg lille pige godt vidste, at man bestemt ikke måtte.

Frank Jæger, forfatter – aha! Læse når man spiser – hm-hm… Der var endnu et attraktivt aspekt ved det erhverv (det første var det at skrive ikke for sjov, men for dyb alvor, som job. Leg gjort brugbar).

Tiden var vel allerførst i halvfjerdserne, måske halvfjerds, Jæger boede i et lille hus i Tranekær, men fouragerede altså på kroen (som kaldte sig gæstgiveri).
Og kort efter anlagde også min far for resten fuldskæg.

Jeg må have set andre forfattere før, men uden at lægge mærke til, at det altså var FORFATTERE. Albert Dam har jeg formentlig set, men troede bare, at han var en ligesom doktor Larsen, én mine forældre kendte, fordi han var bysbarn, ikke en som havde begået et eller andet, som nogen uden for byportene kendte til.

Og så var der Per Højholt. Jo, han sad på biblioteket, da jeg var meget lille, sad der og var bibliotekar. Det må have været ham. Der var i hvert fald én bibliotekar, som jeg var bange for, fordi han opførte sig helt anderledes end de andre bibliotekarer. Han talte højt, og så GRINEDE han – på en meget skræmmende måde. Jeg gik i en stor bue uden om bibliotekarbordet, når han var der.

Men han gælds ikke, for jeg anede ikke, at det var sådan en, en skrivert.

Nej, min første var Jæger.

Hvem var din første, kære læser?

Reklamer

16 kommentarer

  1. Da jeg var omkring de 7 – 10 må det være Astrid Lindgren – og da jeg rundede de 13 – 15 Tove Ditlevsen – 16 – ? klart Sylvia Plath og så blandede bolsjer for resten.

    Nu er “min første forfatter” meget præget af i går i Dansk forfatterforening. I dag slår (næsten) inge Gitte Broeng!
    😉
    Kh
    Lonni

    TAk for respons og fint indlæg her!

  2. Hm..Og ligner jeg det jeg skriver? Så må vi kigge på hofnarren pt.

    😉
    Kh
    Lonni

  3. Jeg tænker og tænker…spændende spørgsmål. Hvornår så jeg for første gang en forfatter og vidste at det var sådan een?
    Meget tankevækkende.
    Faktisk.

  4. hey – jeg tror spamfilteret åd min kommentar..

  5. Fed post, Kjeldberg. Tak for skønne anekdoter. Hvis ikke du allerede havde røbet forfatterens navn, kunne du have sendt anekdoten til Weekendavisen, der kører en forfatter-anekdote-gætterkonkurrence i øjeblikket. Skal lige gruble over, om jeg nogen sinde har set en forfatter uden at vide, at det var “sådan en”.

  6. Per Højholt.

  7. Jeg har ingen anelse. Derude på landet, hvor jeg kommer fra, var der vist ingen forfattere, og de mest belæste var lærerne fra landsbyskolen.
    Den første forfatter jeg kan huske, at jeg lagde mærke til var H. C. Andersen, og det var fordi mine forældre købte “Mit skattekammer” til mig. Det var bøger med eventyr.

  8. Tak for dine ord Lonni – og nej, spamfiltret åd dem ikke, jeg har bare lidt forsinkelse på min blog.
    Den første forfatter, jeg læsemæssigt SÅ, var i øvrigt også Lindgren. Åh, det var så dejligt. Denne stemning af en tryg verden, som åbnede sig, mens man fulgte linjerne med øjnene…
    Hofnarren? Ligner du en hofnar for tiden? Det lyder spændende!
    🙂

    Kh
    Ane-Marie

  9. Beolog: Ja, mit spørgsmål kan forekomme Se og Hør-pjanket, men så stikker det alligevel dybere (sagde hun!) – for det har jo også med forfatterselvbilledet og samfundets syn på forfatteren at gøre. Og med iscenesættelse. Tog Blixen forfatteren på, når hun iførte sig turban og tommetyk kohl? Og i givet fald hvorfor? Havde hun behov for at stive sig af? Gik hendes budskab bedre igennem, når hun førte sig excentrisk? Solgte hun bedre på den vis?
    Går du og jeg klædt på samme vis, når vi går i brugsen og når vi går til et arrangement, hvor vi er til stede som forfattere? Taler vi på samme måde de to steder? Hvorfor eller hvorfor ikke?
    Jeg synes ikke, der tales meget om forfatteres selviscenesættelse, men at den finder sted en del steder, er jeg ikke i tvivl om. Og jeg synes, det er interessant, hvad vi synes kan sælge os, understrege vores identitet – eller hvad vi nu tænker, når vi sætter hatten på sned eller hænger usmagelige øreringe i os.

    Og så – for mit vedkommende – er jeg sikker på, at en af årsagerne til, at skriverdrømmen vedblev at blomstre i mig, var Jæger med bogen ved tallerkenen – at han måtte det, som jeg elskede, men absolut ikke kunne få lov til i mit pæne hjem! (Og nu skælder mine børn mig ud, når jeg læser ved bordet…)

  10. Ouv ja, det skulle jeg have gjort, Kirsten, anekdotet til Weekendavisen. Meeen min fortælling var vist på den anden side ikke med så spændende pointe, at det ville have gjort sig.
    🙂

    Bo: Per Højholt? Hvordan? Hvornår? Og lignede HAN så sit skriveri?

  11. Digta: HC Andersen husker jeg, at min mor læste højt for mig, da jeg endnu ikke selv kunne læse. Jeg var ikke så vild med ham. Jo, Snedronningen. Og Den lille Idas Blomster.

  12. Jeg ved ikke, hvad der skal til, for at anekdoten er spændende nok til WA – min var heller ikke spændende nok. Den var om Pia Tafdrup, som jeg hørte læse op på det Danske Institut i Rom i 1996. Da blev jeg inspireret og enig med mig selv om at begynde at skrive igen efter mange års pause.
    Men den første rigtige forfatter, jeg så, altså live mener du? – det var Peter Seeberg på Skive Gymnasium. Han var i hvertfald meget forfatteragtig at se på, synes jeg, men der var nu ikke noget eksotisk over det møde. Og det var godt at vi havde strikketøj med….

  13. Jeg sidder lige og spekulerer på, om mit første forfatterbekendtskab egentlig var Hans Schmidt Petersen. Men da jeg mødte ham første gang, var han endnu ikke forfatter, ikke officielt i hvert fald. Gælds det så?

  14. Naiij? Kender du også Hans? Small world!

    Joo, lad os sige, det gælds…

    Så han så ud, som han senere kom til at skrive? Havde han ild i håret eller noget?

  15. Øøøøhhh, det tænkte jeg ikke så megte over dengang. Vi kom til at gå i 1.g sammen, men sammen med ham startede omkring 15 nye piger på det alderstrin, så opmærksomheden var nok et andet sted.
    Men havde han haft ild i håret, havde jeg nok bemærket det, i hvert fald når vi spillede fodbold i idrætstimerne og han lavede hovedstød.

  16. Tak for uddybningen – trods den skuffende mangel på hår-ild 🙂

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: