Panikblogging

Jeg oversprings-panik-blogger som en gal.

Jeg har også rendt rundt og vandet nyplantninger i haven, ført indviklede filosofiske (lomme-sådanne?) diskussioner, stirret mig ør på malerier af Samal Joensen Mikines og Ingalvur av Reyni, glas af Trondur Pattursson, skulptur af Janus Kamban.

Overspringsrenden, -vanden, -stirren og -bloggen.

Og det hjælper ikke. Jeg er stadig lige panikslagen ved tanken om den udgivelse. Det nærmer sig det monomane.

Måske skulle jeg melde mig ud af verden for et par dage. Eller kunne man spole lidt frem? Sådan at noget af den frygtede fremtid blev mild fortid? Bare en lille FF?

Reklamer

Reinhard Klahns modige konfrontation med sine læsere

Reinhard

Se forfatteren Reinhard Klahns modige konfrontation med sine læsere her.

Og så den slags læsere…
Han har sgu min respekt.

Fem dage til skafottet

fred_lille.jpg

Om fire dage sender forlaget anmeldereksemplarerne af min roman ud.

Om fem dage er de på de fleste redaktioner.

Jeg føler det, som om det er mig, der skal sættes på vognen, den der kører hen til guillotinen.

Men oftest bliver en debutant/semidebutant slet ikke læst, endsige anmeldt. Måske slipper jeg for kniven. Måske slipper jeg for noget som helst. Måske får jeg lov bare at visne ubemærket.
Måske fortrækker jeg ligefrem det, frem for en slagtning med flydende blod og rullende hoved og strikkende Marianner på sidelinjen.

Jeg ved det ikke.

Jeg er rædselsslagen.

Kjeldbergs første læser har givet op

fred_stor1.jpg

Min første læser uden for redaktør-, illustrator- og fortrolig-kritiker-kredsen har nu givet op over for min roman Fred og Ro.

Der er tale om en ældre – meget ældre – herre, som har læst den halve roman plus foretaget lidt pluklæsning i slutningen.
Han skrev et smukt håndgjort brev til mig om god og sandsynlig handlingsopbygning, god og psykologisk set fin personkarakteristik og smukt sprog. Og så stod der ikke mere, kun at han nok ikke kunne læse resten.

Så grubler man lidt, prøver at læse i det tomme felt neden for den kærlige hilsen eller mellem de gammeldags skråskriftlinjer. Men jeg kunne ikke greje, hvad det usagte var.

Til sidst samlede jeg mod og ringede op. Forsikrede, at han bestemt ikke behøvede læse færdig, at jeg var glad for de rosende ord. Og så spurgte jeg med bankende hjerte, hvad der hindrede færdiglæsningen.

“Det ved du vist godt,” lød svaret.

“Næeeøh…” sagde Kjeldberg med bævende røst.

Efter en pause, hvor hjertet – mit – slog ti baglæns kolbøtter, kom det lavmælt, men meget roligt:

“Jeg bryder mig altså ikke om skildringer af sex.”

Sådan altså.
Min første læser er stået af pga. min uforblommethed.
Vil det fortsætte sådan?
Vil anmelderne også – om jeg så må sige – udøve coitus interruptus med mit værk?

Måske har jeg skudt mig selv noget så grundigt i begge fødder ved ikke at lade tæppet gå, når pulsen galopperer…