Sandheden om Kjeldbergs roman

fred_stor1.jpg

Forlaget Facet afslører nu over for pressen, hvad Kjeldbergs roman omhandler:
Sex og skjulte dagsordner i det tyske mindretal i Sønderjylland.
Eller sådan cirka.

Læs pressemeddelelsen her:

5. maj 2007 udkommer romanen ‘Fred og ro’ af Ane-Marie Kjeldberg:

Miriam gifter sig med Hannes, hvis baggrund er en glad og positiv familie fra det tyske mindretal i Sønderjylland. Familiens muntre melodi udgøres af latter, selskabelighed, sport – og fælles billedlotteri.
Parret flytter ind i en fløj af Miriams svigerforældres ejendom Unter den Linden.

De to unge har fantastisk sex, der er solskin i de små stuer ved fjorden og fællessang på det tyske bibliotek, og da Miriam bliver gravid, tegner alt så lyst, at hun nemt vænner sig til, at Åbenrå hedder Apenrade, Frederik udtales Frellerik, og at hun altid ved, hvornår der tales til hende, eftersom der kun da tales dansk.

Men hun mærker et tiltagende, gådefuldt pres fra de fast sammentømrede omgivelser – og Hannes reagerer uventet.
Sexen er med tiden hendes og Hannes’ eneste egentlige kommunikation og stadig en lys glæde.
Da også dette drejer sig uventet og barsk, indser Miriam endelig, at noget er helt galt.

Det går op for hende, at den glade familiemelodi har en næsten ikke hørbar understemme, hvis partitur holdes skjult, men tilsyneladende spilles af både familien og omgivelserne – såvel de tyske som de danske – i det venlige sønderjyske landskab.
En nedtonet fortid rulles ikke godvilligt op, men begivenheder fra Anden Verdenskrig spiller vedholdende deres kringlede dissonanser ind i Miriams ægteskab og forvrider det, så langt at Miriam oplever sin egen personlighed forandres.

Romanens tre hovedpersoner, Hannes, Miriam og husvennen Bolle, ser ikke historien eller dens forudsætninger ens og lægger heller ikke nødvendigvis vægt på de samme hændelser.

Fred og Ro foregår i 80’erne, men fortæller tidløst om at bære på fortiden.

***

Forfatterens baggrund for at skrive romanen:
Ane-Marie Kjeldberg har en række forskellige nære berøringer med mennesker, som har deres rødder i det tyske mindretal i Sønderjylland – og hendes undren over, hvor lidt det omgivende danske samfund kender til mindretallets mangeartede undertoner, fødte Fred og Ro.
Romanen spørger via én families historie, om nationale minoriteter levnes et valg. Den spørger i sin yderste konsekvens, om organiserede minoriteter kan være sjælsskrøbeligheds-fabrikker med uberegnelige virkninger og langstrakte efterdønninger.

Ane-Marie Kjeldberg er født 1960 i Silkeborg.
Hun er forsynet med en tysk oldefar – og har en far, som udførte modstandsarbejde under besættelsen 1940-45.
Forfatteren har boet i Oslo, Århus og på Sjælland. Hun bor nu i Østjylland.

Forfatterens blog: https://kjeldberg.wordpress.com/

Blogs om ‘Fred og Ro’ (et interaktivt litterært eksperiment: Læserne kan se romanens hovedpersoner blogge, se hvad de linker til, følge deres samtaler med hinanden og læserne – og ikke mindst selv stille spørgsmål og kommentere og dermed bidrage til blog-historiens fremdrift):

Miriams blog: http://miriam.urbanblog.dk/
Bolles blog: http://bolle.urbanblog.dk/
Hannes’ blog: http://hannesbloggen.wordpress.com/

Bogens salgspris er kr. 199,-

Reklamer

4 kommentarer

  1. Det lyder spændende!

  2. Tak skal du have, Digta 🙂

  3. Bestiiiiiiiiiiiiiilt 🙂

    Har endda ønsket mig en signeret udgave af forlaget hihi.

    Jeg ønsker dig så meget held og lykke med udgivelsen, kære du!!

  4. Tak, kære Morgan. Så har jeg i hvert fald solgt to! 🙂
    Og tak for de gode ønsker. Jeg suger dem til mig.

    Huhh, forlaget kan vist slet ikke hjælpe med sådan en signeret version, for det er slet ikke forlaget, der sender ud, men et eller andet boghandlernes fjerne gigamægtig-lager.
    Men send mig en mail med din adresse (hvis du har mod på det), så skal jeg sende dig et postkort med min kragetåede signatur 🙂 (Spacemermaid og jeg udveksler hilsner til hinandens bøger på den vis!).

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: