Kjeldberg kan ikke finde fødderne

Bogstakmedforf

Jeg er stadig ikke rigtig landet efter en smuk og dejlig, men også følelsesstormende udgivelsesdag i lørdags.

Jeg har på dagen og efterfølgende fået så mange positive reaktioner af forskellige slags, men jeg kan ikke rigtig samle ord til at skrive om dagen endnu. Skriversjælen flagrer til alle sider.

Men jeg vender snarest tilbage og svarer på dejlige kommentarer og linkninger samt fortæller lidt om denne for mig helt særlige 5. maj.

Advertisements

14 kommentarer

  1. Kære Ane-Marie Kjeldbjerg

    Jeg er ked af at bryde den gode stemning og gøre noget andet end at klappe på skulderen, som man nok helst skal på sådan et sted.

    Din bog har jeg endelig fået fat i nu efter at jeg havde læst om den. Jeg har læst meget på din hjemmeside her, og nu har jeg læst noget af bogen og set i resten. Jeg kan ikke undgå at sige noget negativt. Min forståelse er ikke god nok, da jeg ikke indser hvad der er formålet med din roman.

    Her på din homepage ser det ud til, at du mener at det er synd for det tyske mindretal, men også for danskerne. Fordi ingen af de to partnere kan komme ud af tyskerhadet fra Den Anden Verdens Krig.
    Da må jeg spørge. Hvorfor tager du så den beslutning, at du vil skrive en sådan bog?

    Vil du have tyskerhadet til at slutte? Er det så en måde at få det til at finde sted at skrive om tyskere i mindretallet, som elsker Hitler og andre som forsøger at fortrænge en dansk pige med mærkelige ordenregler og kold opførsle?

    Der har da måske været mennesker i mindretallet, som elskede Hitler også efter Krigen, og der er måske mennesker der opfører sig mærkeligt mod ikke tyskere.
    Er der ikke sådan slags mennesker alle steder? Syge mennesker?

    Hvad har du ud af at fortælle en historie om sådannne syge mennesker i det tyske mindretal?
    Gør du noget godt for hjemmetyskerne? Eller danskerne?

    Sætter du ikke bare en projektør på det, der holder tyskerhadet i levende live?

    Jeg kan ikke forstå din bog på anden måde.

    Venlig hilsen

    Martin

  2. Martin…selv hvis du havde en eller anden pointe som var god at få forstand af, så er det svært at forholde sig seriøst og nøgternt til din kritik – når du så tydeligt ikke er i stand til at fjerne dig fra de følelsesmæssige synspunkter du har, i forhold til tyskere, Tyskland, landets historie og de to mindretal i hhv. Schleswig og Sønderjylland.

    Du emmer af en eller anden forurettethed på egne eller andres vegne, og du bruger Ane-Maries roman som en måde af få følelserne væk fra dig selv og over i nogle som er langt væk fra dig.

    Jeg ville ønske at du turde skrive noget om din personlige smerte, i stedet for at prøve at få Ane-Marie til at overtage den, og påtage sig skylden for den.

    Du skal bare vide at der er mange mennesker med stor smerte…af mange grunde.

    Og lissom dig kan man blive meget sårbar.

    Men jeg vil vædde med at du agerer på andres vegne, måske nogle som har haft betydning i dit liv.

    Martin…du virker forpint.

    Velkommen i klubben.

  3. Problemet er da følgende:
    Det tyske mindretal er helt uden tvivl historiens offer. Først fik de frataget deres land ved en fingeret folkeafstemning, så blev de kriminaliseret ved hjælp af straffelove med tilbagevirkende kraft, siden kunne de kaldes nazisvin, uden at nogen tog dem i forsvar.
    Nu kommer så Ane-Marie Kjeldberg og gør historiens ofre til historiens bødler, inklusive den uforbedrelige nazi ved det store natlige bål.
    Det bliver serveret i et indsmigrende opfindsomt sprog; men hvordan skal jeg som hjemmetysker være andet end harm?

  4. Kære Hans

    Du kunne fx. se på, at jeg som ‘udefrakommende’ kommer og påpeger, at der i mindretallet er en dyb smerte, at der i det danske flertal er en undertone af opfattelse af tysk – og især mindretalstysk (hvis vi endelig opdager, at det findes) – som nazistisk. Jeg griber i egen dansk barm, jeg udstiller danskhedens ‘ret’ til at fnise (eller det, der er meget værre) over alt tysk.

    Og du kunne se på, med hvilken kærlighed eksempelvis den mindretalstyske Bolle er skildret, Lise ligeledes, men især Bolle. Ser du det?

    Ja, jeg skildrer nogle mindretalstyskere, som opfører sig skævt og hårdt også. Men jeg går ned i deres personlige historie og ser på, hvorfor de gør det.
    Jeg ser på, at man som mindretalstysker under krigen næppe kunne gøre meget andet, end man gjorde. Hvordan skulle man? Man kendte jo ikke krigens udfald, og man var tysk og ens fæller var. Man var jo yderst udsat, hvis man ville gøre noget andet end at følge strømmen og bakke op om det tyske fædrenes land.

    Jeg forsøger med min bog at forholde mig til osteklokkeeffekten: Hvordan får man forarbejdet den store kollektive tysker-skyld, når man lever i et mindretal omgivet af et hadefuldt flertal? Er det ikke meget naturligt, at man lærer sig at tie og lade som ingenting – og derved ikke får forarbejdet? Modsat tyskerne i Tyskland, som er omgivet af fæller og har haft rum til at tale og være, fordi der ikke stod en hadefuld kreds udenom og pegede.
    Og kan det i parentes bemærket undre, at flertallet startede ud med et had – under og lige efter krigen?

    Den uforbederlige nazi ved det store bål? Men de var der jo, Hans, det er jo også en del af hele osteklokkeeffekten. Det er ikke alt, men det er noget.

    Og så til slut:
    Jeg har aldrig påstået, at min roman er sandheden om det tyske mindretal som sådan. Den er en fortælling om ÉN familie i mindretallet. Én familie med skader på sjælen.
    Og NB: Visse af figurerne er absolut elskelige. Og de allerfleste af de andre er skildret med stor ømhed.

    Men prøv om du ikke i det mindste kan se, at Bolle er en figur, der er omfattet med stor hengivenhed.

    Jeg forsikrer dig, at Fred og Ro er skrevet i stor kærlighed til en lille håndfuld af mennesker – mennesker, som er nogle af dem, der har stået mig nærmest i denne verden.

    Martin og Beo – jeg skal nok svare jer også. Vender tilbage.

  5. Jeg læste romanen i et stræk, og sagde til min kone, det er sådan de er, det er sådan de er!!!!
    De ryger hash, sagde jeg til min kone, de laver telefonsex, de sniffer muhammedanske olier!!!
    Jeg har altid sagt, at hvem der ikke ville være dansk i Danmark, han skulle gå nach drüben!!!
    Det sagde jeg til min kone, jeg sagde, endelig er der en, der siger sandheden om dem.
    Nazisvin, siger hun sgu, sagde jeg til min kone, ud med dem, de er da syge i hovedet, de holder aldrig op.
    Den stakkels kvinde, sagde jeg til min kone, så blid og sød, og så et lille barn, og manden voldtager hende!!! Sådan er de sgu, de der tyskersvin, sagde jeg til min kone.
    Bøsser er de jo også hele svineriet, sagde jeg til min kone, ud med dem, og ud med alle muhammedanere, så vi danskere endelig kan være i fred i vores eget land.
    Min kone nikkede hele tiden, mens jeg sagde det.

  6. Dejligt at se dig så glad og sprudlende. Ikke meget fred og ro over det 🙂 Skal hente mit bestilte eksemplar – har lige fået en sms om, at den venter på mig.

  7. Kære Martin

    Tak for din kommentar, som jeg har tænkt meget over, og nu gerne vil svare på.

    Man kan sige, at hvis tavsheden og det slukkede projektørlys havde fungeret vel som håndtering af efterkrigstiden i det tyske mindretal og dets omgivelser, så havde det været nytteløst at tale og tænde projektører.

    Måske har tavsheden og det slukkede lys fungeret for nogle. Men ikke for alle.

    Nogle har lidt ved at have forældre, der troede på Hitler, ikke troede på Holocaust etc.

    Og mindretallet havde åbenbart ikke et selvopgør, der fik disse forældre på tanker, der var – om ikke andet – mere funktionelle for deres børn.

    Jeg tror, at det var disse forældres måde at komme over krigen og alle dens implikationer for mindretallet. De måtte holde fast ved, at det hele ikke havde været så galt, måske ligefrem godt. Det var en metode til at hindre det totale sjælelige sammenbrud, formentlig.

    Det var ikke majoriteten af mindretallet, der anskuede tingene sådan. Det var få. Men de var ikke syge outsidere, det var fungerende borgere med jobs og respekt om sig.

    Og deres børn kunne ikke hente hjælp nogen steder. Mindretallet som sådan greb åbenbart ikke ind. Og børnene kunne ikke gå uden for mindretallet og få hjælp – det ville nærmest have været selvmord (og ‘mord’ på egen forældre).

    Det jeg vil frem til, er den smerte jeg har fået indblik i – smerte som de voksne ikke kunne håndtere og børnene heller ikke.
    Smerten – ret beset – ved at være noget af det mest forhadte, omgivet af hadende. Og på mange måder var hadet jo berettiget, og alt og alle legitimerede det.
    Men at vokse op som ‘HITLERSVIN’ og ikke kunne undslippe det, det gør noget ufatteligt ondt ved en menneskesjæl, uanset hvor forståeligt hadet er.
    Smerten kan man hverken forklare eller tie sig fra.

    Men man kan vise den og måske skabe en forståelse for dem, der også i dag bærer på den slags smerte. Og måske kan man få hadende mennesker til at overveje effekten af massivt had.

    Mange hilsner
    Ane-Marie

  8. Kære Beo

    Tak for en smuk empati med forpinthed.
    Du har ret, den kan vi bære på af mange årsager.
    Og det kan gøre meget ondt at se den i et spejl af den ene eller anden slags.

    Samtidig er der det aspekt i min roman, at jeg også skildrer den smerte, som den mindretalske forpinthed kan påføre udenforstående, og også konfrontationen med dét kan gøre ondt – og på den vis bærer jeg som forfatter af bogen måske vitterligt på en skyld?

    Skulle jeg mon som repræsentant for majoriteten rent principielt ikke hellere bære over med og tie om en forpint minoritets smertepåførende reaktioner?

    Jeg ved det ikke.

  9. Space: Ja, det var en glad stund!

    Dejligt, at du snart får min bog. Det er så underligt at tænke på. (Ups, skal have sendt dit postkort! Uha, det var røget i glemmebogen midt i alt det her.)

  10. Hej Gunnar Saksøe

    Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal besvare dit indlæg. Jeg er ikke helt klar over, om det måske er en ironisk tilgang til romanen eller til den her foregående debat.

    Jeg er glad for, at min roman har kunnet fange dig sådan, men vil nu gerne lige sige, at den ikke handler om muslimer. Den handler heller ikke om at kalde nogen for nazisvin eller smide nogen ud.

    Men jeg er glad for, at du har sådan en rolig nær person i din kone.
    Hende må du hilse.

  11. Åh, sikke et dejligt billede!
    😀

  12. Hvor skal det altid være dem fra østkysten, der får romanerne?
    Dem der fra Gråsten-egnen, det er da ingen rigtige tyskere, det er hertugen af Augustenbrogs håndgængne mænd, det var en magtsyg mand, han var ligeglad med, om han var tysk eller dansk, han ville bare herske.
    Sådan er de derovre på Broager land.
    Er der måske nogen, der ved, at den tyske folkegruppe er førende inden for økologisk landbrug? Det er der aldrig nogen, der siger.
    Vi her i Tinglev, vi ryger ingen hash, jeg var inde på en af de der telefonsexlinier engang, fordi jeg ville vide, hvad der skete der. Jeg fik aldrig fat i nogen kvindestemme. Jeg fik kun fat i de der telefonsvarer, og så skulle jeg taste et nummer, og min kone fik fat i regningen, og så … jeg har æbler, som jeg kun sprøjter med brændnældesaft. Vi i folkegruppen er virkelig med på noderne.
    Min datter bor i Århus. Hun vil ikke tilbage til Sønderjylland. Hun siger, at det er provins. Hun siger det tit på skriftsproget. Vi har ellers altid snakket sønderjysk derhjemme. Med min søn snakker jeg også stadig sønderjysk. Han bor inde i Hellevad. Konen er skam sød. Hun snakker også sønderjysk. Hun ville ikke have børnene i tysk skole, og jeg sagde til min søn, det æ som det æ, og min datter sagde, vi må følge med tiden.
    Naturligvis må vi det. Men hvorfor får vi aldrig nogen romaner herovrefra? Det er da os, der er folkegruppens rygrad.

  13. Tak, Kirsten, – ja, der var humøret helt uden filter.

    Tak for din kommentar, Fetter. Jeg vil vende tilbage til den lidt senere med et svar.

  14. Kære Fetter

    Tak for dit spørgsmål og dine kommentarer.
    Jeg ved ikke, hvorfor der ikke er nogen romaner om mindretallet ovre fra netop din egn. Jeg vidste slet ikke, at der var mange mindretalsromaner fra østkysten. Vil da vældig gerne høre deres titler, for det er jo et spændende emne.
    Men jeg håber da, at der kommer noget fra lige din del af Sønderjyllandet også.

    Og jeg kan høre, at din familie er meget åben for forandringer. Det er der jo mange, der er. Mange rejser også væk – lever på helt dansk eller helt tysk.
    Tak for din belysning af, at det mindretalstyske kan være på mange måder.

    Mange hilsner
    Ane-Marie

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: