Den uforbedrelige nazi ved det store natlige bål – gør Kjeldberg ofre til bødler?

fred_stor1.jpg“Hvordan skal jeg som hjemmetysker være andet end harm?” Sådan skrev Hans Schmidt Petersen i en kommentar her på bloggen vedrørende min nys udkomne roman Fred og Ro. Han mener, at jeg gør historiens ofre – hjemmetyskerne – til historiens bødler.
Således faldt hans ord:

“Det tyske mindretal er helt uden tvivl historiens offer. Først fik de frataget deres land ved en fingeret folkeafstemning, så blev de kriminaliseret ved hjælp af straffelove med tilbagevirkende kraft, siden kunne de kaldes nazisvin, uden at nogen tog dem i forsvar.
Nu kommer så Ane-Marie Kjeldberg og gør historiens ofre til historiens bødler, inklusive den uforbedrelige nazi ved det store natlige bål.
Det bliver serveret i et indsmigrende opfindsomt sprog; men hvordan skal jeg som hjemmetysker være andet end harm?”

Jeg vælger at gøre hans kommentar og mit svar på dens afsluttende spørgsmål til en selvstændig post, da jeg føler, at hele tankegangen – hans og min – har almen interesse og væsentlighed i relation til min roman. Hermed altså hovedparten af mit svar på Schmidt Petersens afsluttende spørgsmål – “hvordan skal jeg som hjemmetysker være andet end harm?”:

Du kunne fx. se på, at jeg som ‘udefrakommende’ kommer og påpeger, at der i mindretallet er en dyb smerte, at der i det danske flertal er en undertone af opfattelse af tysk – og især mindretalstysk (hvis vi endelig opdager, at det findes) – som nazistisk. Jeg griber i egen dansk barm, jeg udstiller danskhedens ‘ret’ til at fnise (eller det, der er meget værre) over alt tysk.

Og du kunne se på, med hvilken kærlighed eksempelvis den mindretalstyske Bolle er skildret, Lise ligeledes, men især Bolle. Ser du det?

Ja, jeg skildrer nogle mindretalstyskere, som opfører sig skævt og hårdt også. Men jeg går ned i deres personlige historie og ser på, hvorfor de gør det.
Jeg ser på, at man som mindretalstysker under krigen næppe kunne gøre meget andet, end man gjorde. Hvordan skulle man? Man kendte jo ikke krigens udfald, og man var tysk og ens fæller var. Man var jo yderst udsat, hvis man ville gøre noget andet end at følge strømmen og bakke op om det tyske fædrenes land.

Jeg forsøger med min bog at forholde mig til osteklokkeeffekten: Hvordan får man forarbejdet den store kollektive tysker-skyld, når man lever i et mindretal omgivet af et hadefuldt flertal? Er det ikke meget naturligt, at man lærer sig at tie og lade som ingenting – og derved ikke får forarbejdet? Modsat tyskerne i Tyskland, som er omgivet af fæller og har haft rum til at tale og være, fordi der ikke stod en hadefuld kreds udenom og pegede.
Og kan det i parentes bemærket undre, at flertallet startede ud med et had – under og lige efter krigen?

Den uforbederlige nazi ved det store bål? Men de var der jo, Hans, det er jo også en del af hele osteklokkeeffekten. Det er ikke alt, men det er noget.

Og så til slut:
Jeg har aldrig påstået, at min roman er sandheden om det tyske mindretal som sådan. Den er en fortælling om ÉN familie i mindretallet. Én familie med skader på sjælen.
Og NB: Visse af figurerne er absolut elskelige. Og de allerfleste af de andre er skildret med stor ømhed.

Men prøv om du ikke i det mindste kan se, at Bolle er en figur, der er omfattet med stor hengivenhed.

Jeg forsikrer dig, at Fred og Ro er skrevet i stor kærlighed til en lille håndfuld af mennesker – mennesker, som er nogle af dem, der har stået mig nærmest i denne verden.

14 kommentarer

  1. To ting gør mig kvalificeret til at deltage i debatten her:

    1. Jeg er opvokset i Sønderjylland inden for bl.a. mindretalstyske rammer (som søn af tyske indvandrere dog ikke hjemmetysker)

    2. Jeg har læst bogen

    Min holdning er, at hvis man som mindretalstysker vil være harm over den bog, så er der god grund til, at bogen blev skrevet.
    Selvfølgelig er de der, de skæve mønstre, og nazisten er der også, og hvad så? Skal vi fornægte det? Vi fornægter heller ikke eksistensen af en korrupt borgmester eller en charmerende storsvindler fra danske rækker.
    Så sent som i halvfjerdserne havde jeg skolekammerater, der, belært af fædrene, fornægtede jødeforfølgelsen. Historieundervisningen fik heldigvis has på deres holdninger, men ikke fædrenes.
    De var der, de mennesker, der så sent som i firserne uden for de trygge sønderjyske grænser helst ikke skiltede med, at de altså ikke var ‘helt almindelige’ danskere.
    Og de var der, de unge mennesker, som var så fikseret på deres mindretalsstatus, at de var overbeviste om, at et parforhold til en ‘rigtig’ dansk dreng/pige var en umulighed alene på grund af denne status. Og bestyrket blev de af forældregenerationen, hvor man kunne høre udtryk som ‘tabt for os’, hvis nogen så alligevel fandt kærligheden andetsteds.
    Og ønsket om at bevare sin særstatus lever mange steder den dag i dag. Tænk bare på den aktuelle vejskiltediskussion i mindretalsområdet (vist nok på begge sider af grænsen).
    Det er da specielt. Så hvorfor ikke skrive om det, og hvorfor ikke gøre det, når man som AMK gør det med et kærligt penselstrøg og med forsøget på at forstå menneskers adfærd?
    Kan man blive harm over det, er der grund til diskussion.

  2. Kære Hans

    Først nu læser jeg virkelig grundigt den første del af din respons – var så fokuseret på dit afsluttende spørgsmål.
    Og det falder mig ind, at jeg må spørge dig, hvad du egentlig mener med denne ‘offer’-historie. Ser du det sådan, helt gennemført, at mindretalstyskerne var ofre og kun ofre?

    Ane-Marie

  3. Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal svare på det spørgsmål. Det virker lidt ledende på mig.
    Hvad jeg gerne ville ind på, i en provokerende stil, det er noget, der altid har forstyrret mig ved Fred og Ro: dens ubetvingelige alvor.
    Tag Heil-scenen ved bålet. Hovedpersonen er rystet, og romanens tone skaber aldrig nogensinde en distance til hendes rystethed, mens jeg tænker, herregud, enhver social gruppe har gakkede individer, dem lever man med, dem gider man heller ikke diskutere med, værre er det ikke. Hvis mindretallet så var gennemsyret af nationalsocialistisk tankegang, så ville jeg sige, ja, her er noget; men det er det jo ikke på nogen måde, ikke så længe, jeg har levet.
    Det er, som om romanen kun levner mulighed for en måde at tænke og føle på, inden for den gængse demokratiske konsensus, og alt, hvad der falder uden for, det er bare sygt.
    Jeg kommer til at tænke på Søren Krarup i den sammenhæng. Jeg bryder mig ikke om manden og hans idéer; men jeg har altid godt kunnet lide hans anderledeshed. For et år siden stod han for eksempel frem og sagde, at i hans øjne var det det danske mindretals opgave at kæmpe for et Danmark til Ejderen. Den tankegang blev hurtigt manet til jorden af den gængse demokratiske konsensus (den slags må vi ikke røre ved? hvad skal tyskerne tænke om os), mens jeg tænkte, det var sgu da en sjov tanke, meget skør naturligvis og ganske urealistisk, men også forfriskende.
    Ualvorligt, som mine kommentarer.

  4. Reinhard: Tak for dit input derude fra det virkelige liv, hvor det hele kom fra.
    Og tak for din støtte til romanen og dens hensigt.
    Det er jeg meget glad for.

    Hans: Ja, jeg fornemmede en ironisk distance der i offer-tankerne.

    Dit implicitte pålæg til mig om at tage mindretallet let har jeg svært ved at sætte mig ind, al den stund jeg ikke har oplevet mindretallets ‘børn’ tage det let. Jeg har mødt mennesker, som var tyngede af deres mindretalskhed. Der findes sikkert mindretalske mennesker, som ikke er spor tyngede, men jeg er stødt ind i dem, der var, og dem ville jeg gerne skildre. Netop fordi de danske omgivelsers umiddelbare holdning generelt var – og er? – at tyskere er “usårlige, hårde individer”. Jeg så noget helt andet.

    Jeg kan ikke rigtig se, at min roman kun levner mulighed for én måde at tænke og føle på. Jeg synes egentlig, den belyser helt andre måder at tænke og føle på, end dem vi som ‘danske’ danskere oftest har kendt – og endda giver indblik i oprindelser og grunde til disse anderledes tanker og følelser.

    At min hovedperson er chokeret over lovprisningstalen til Hitler (det er dog ingen Heil-scene) er ganske bevidst. At det får lov at stå, som det er, er ligeså bevidst.
    Det vil simpelthen være en gængs reaktion blandt gemene danskere. Man er opvokset med stor skræk og afsky for nazitiden.
    Og i et dansk miljø vil der almindeligvis blive grebet ind over for en ældre herre, som lovpriser Hitler. Nogen vil protestere, bede ham holde op – et eller andet.
    Det specielle ved denne scene i min roman er jo netop, at denne indgriben ikke finder sted.

    Jeg påstår ikke, at mindretallet efter krigen var gennemsyret af nationalsocialistisk tankegang.
    Jeg påpeger kun, at der var – eller kunne være – en påfaldende tavshed og passivitet rundt om personer med sådanne holdninger.

    Og som Reinhard andetsteds her i kommentarerne har påpeget, så var det ikke så enestående med disse holdninger, det var ikke kun attituder, som sære fortabte outsidere stod for.

    Så at tage mindretallet let – det har jeg umiddelbart svært ved. Dertil har jeg set for megen smerte blandt meget elskelige mennesker.

  5. Det lyder alt sammen så rigtigt, hvad du siger, Ane-Marie, og også, hvad du siger, Reinhard; men hvad der er rigtigt, behøver ikke at være sandt, for slet ikke at tale om interessant.
    Jeg forstår godt den der med hjemmetyskernes smerte, også den der med nazitiden, også de uforløste følelser i den forbindelse; men det er jo ikke alt sammen kun smerte i det tyske mindretal, ikke alt sammen uforløste følelser og nazitid, ikke engang tilnærmelsesvist.
    Så kan man sige, jeg beskriver jo ikke hele mindretallet, jeg beskriver blot en familie, og så er der ikke rigtig noget at komme efter; men så behøver vi heller ikke at diskutere mindretallet som sådan i den sammenhæng, så er det bare en meget syg familie, vi taler om.
    Eller det er ikke ærlig ment med denne ene familie, i virkeligheden er det mindretallet, der repræsenteres ved den familie, så er det en smule løgnagtigt; men så kan man samtidig diskutere mindretallet som sådan.
    Til gengæld står jeg så af, fordi jeg ikke på nogen måde finder lige netop den familie repræsentativ.
    En sådan familie kunne sådan set kun bruges som sindbillede for en større gruppe i satirens form; men dertil tages især hovedpersonen alt for alvorligt, selv om hun jo gør en række meget tåbelige ting.

  6. Tak for den, Hans. Jeg vender lige tilbage.

  7. Uden at kende Ane Marie Kjeldberg og uden at kende den roman, som du her kritiserer, Hans Schmidt Petersen, så forstår jeg godt, at Kjeldberg trænger til en tænkepause. Formentlig er det en pause til at tælle til ti hun har brug for.

    Din argumentation hænger ikke sammen.
    Primært:
    Hvorfor skulle litteraturen ikke være berettiget til at beskrive særtilfældes reaktion på konditioner, der er generelle for en bestemt gruppe?
    Hvorfor skulle litteraturen og litteraturdebatten ikke være berettiget til at forholde sig til, inddrage og diskutere det almene i særtilfældets forudsætninger?

    Sekundært:
    Anne Marie Kjeldberg giver så vidt som jeg kan læse udtryk for, at hun med sin roman ikke ønsker at give en fremstilling af dette tyske mindretal som sådan, men af en særlig familiegruppe i det.

    Men selv hvis hun nu alligevel har den intention, har det så ingen interesse fordi du ved første blik ikke finder gruppen repræsentativ?
    Jeg læser det sådan, at Kjeldberg ikke selv kommer fra det tyske mindretallet, men har førsthånds viden om mindretalsbefolkningen. Kan det ikke være muligt, at hun som udenforstående ser og sætter sit fokus på noget, som du, der kommer fra mindretallet, er for fastlåst til at se?
    Kunne det ikke være en overvejelse værd at give romanen den chance at beskæftige dig med hvorfor Kjeldberg har skrevet noget, der strider sådan mod dine anskuelser?

    Det undrer mig, at nogen kan forvente, at litteraturen skal fremsætte behageligheder og gennemsnit. Selv når det handler om ens egne cirkler må man vel som litteraturbruger forvente, at litteraturen med en forfatters øjne ser det i en emnekreds iøjnefaldende og rusker op.

  8. Er det ikke vores primære opgave at vende blikket indad? Så længe vi har behov for grupper hhv. referencegrupper er vi jo kun nået lige vidt – hvad enten vi befinder os i 1980´erne eller i 2007 – hvad enten det gælder en eller anden forfatter eller en eller anden litteraturbruger.

  9. Kære John

    Tak for din kommentar. En tælle-til-ti-pause mht. Hans Schmidt Petersens bidrag havde jeg egentlig ikke brug for, men en vis tænkepause.
    Din primære indvending mod HSP’s kommentar er som talt ud af mit hjerte. Kerneordet, kernebegrebet er for mig: ‘særtilfældet’. Det vigtige er for mig nogle konkrete (i min romans regi fiktive) personers håndtering af livets betingelser. Nogle af disse livets betingelser er i min roman denne mindretalskhed.

    Din sekundære kommentar er jeg glad for, i og med at den støtter min ‘ret’ som udefrakommende til også at have en oplevelse af virkeligheden og en ret til at formidle den.
    Det er en dejlig principiel støtte at få.
    Når det er sagt, må jeg så tilføje, at sandheden jo altid vil have mange sider, og at forskellige forgreninger af et miljø kan se meget forskellige ud.
    Og jeg er sikker på, at Hans Schmidt Petersen har evnen og rummeligheden til at se mange facetter af mange sager.
    Og samtidig ingen tvivl om, at en udefrakommer altid vil se med mere ‘forbavsede’ øjne på det, som den hjemmehørende opfatter som upåfaldende selvfølgeligheder.

    Mange hilsner
    Ane-Marie

  10. Kære Hans

    Johns primære svar var som sagt faktisk som talt ud af mit sind, så jeg har egentlig ikke så meget at tilføje.

    Dog dette. Du skrev således:
    “men hvad der er rigtigt, behøver ikke at være sandt, for slet ikke at tale om interessant”.

    Sandheden, kan vi vel være enige om, afhænger af øjnene, der ser? Den findes næppe i én autoritativ udgave.

    Om min romans anskuelse af ‘sandheden’ er interessant?
    Måske skulle jeg oprette en ‘Jeg har læst Fred og Ro’-post, hvor læsere kan sige et par ord om oplevelsen af bogen…? Det vil jeg da lige tygge på.

    Mange hilsner
    Ane-Marie

  11. Kære Spørgsmålstegn

    Jo, vi skal se indad. Eller måske ‘skal’ vi ikke, men det er i hvert fald, hvad jeg gerne ville med min roman.

    Jeg finder ikke gruppen i sig selv voldsomt interessant. Jeg finder det interessant, at jeg har mødt en række mennesker, der tilsyneladende indeholdt stor smerte – og at de havde en homogenitet i deres smertepunkter og deres baggrund: Alle havde deres udgangspunkt i en bestemt gruppering – nemlig det tyske mindretal.

    Fokus er for mig ikke på gruppen, men til dels på, hvilke fællestræk der mon har givet nogle ensartede smertetræk hos ellers vidt forskellige mennesker.

    Men allermest er fokus på individers smerte og smerteytringer under nogle givne betingelser.

    At gruppen – det tyske mindretal – som sådan er blevet så meget betonet i omtale af bogen, kan til dels ærgre mig, da bogen, som sagt, ikke er et gruppeportræt, men et menneskeportræt (herunder i øvrigt også et portræt af Miriam, som ikke hører til mindretallet, samt en skildring af hendes baggrund, som bestemt ikke er idel lykke og kernesund sjælshelse). Men på den anden side er det sandsynligvis nødvendigt at give lidt fodnoteforklaringer om gruppen som sådan, da den i det store danske land er temmelig ukendt.
    Og at forbinde bogens handling med mindretalskheden giver også muligheden for den almene relatering til minoritetsforhold, som jeg finder helt relevant. En række af vores mere presseaktuelle og eksotiske mindretal har ganske sikkert sjælsmekanismer af samme art som i Fred og Ro i fuld udfoldelse visse steder.

    Men om jeg nu har forstået din kommentar ret om det indadvendte blik og behovet for referencegrupper, Spørgsmålstegn, ved jeg ikke.
    Uddyb hjertens gerne – eller korriger mig, hvis jeg er kommet helt på vildspor mht. din kommentar.

    Mange hilsner
    Ane-Marie

  12. Jeg har læst bogen. Mindretalsproblemet er et vigtigt element som udløser af de skjulte konflikter, hovedpersonernes familier dækker over, men bogens psykologiske dramaer kunne sagtens have trigget på en anden baggrund eller af lignende traumatiserende begivenheder. For mig handler bogen det alment menneskelige, der opstår, når vi tror vi gør det rigtige, når vi tror vi bliver forstået, når vi mener det godt, og det alligevel går skidt.

    Jeg kan slet ikke få øje på den tunge alvor, HSP omtaler, og jeg læser endda glimt af kærlig humor visse steder. Jeg kan især godt lide skildringen af hovedpersonen Miriams familie. Ingen tvivl om, at der er traumer der også, men alligevel kommer der på et tidspunkt en sommerhusscene, hvor vi aner, at der også er kærlighed og varme (hendes familiesituation stilles jo så igen op over for veninden Heidis, og således ser vi, at problemerne er alle steder, og at de tackles forskelligt). Miriam elsker sin familie på trods af dens skavanker, og stikker ikke sig selv blår i øjnene. Det gør Hannes, mindretalstyskeren, derimod. Hans reaktion på problemerne er at løbe væk, at negere, og jeg synes det fremgår meget tydeligt, at det er nogle mønstre, han har fra sin familie, en familie, der altid har levet på den slags fortrængninger. Familiebaggrunden, den meget specielle i dette tilfælde, og reaktionsmønstrene, kan ikke skilles ad.

    Ane-Marie, jeg synes du mestrer den balance, der består i at beskrive det almene, smerten osv, og samtidig at pege på det specielle, som for den udenforstående er et interessant indblik i en mindretalsgruppes problemer. I min læsning, har det specielle ikke haft større tyngde, end det er berettiget til.

  13. […] en del vægt på den nordschleswigske mindretalsproblematik, hvilket har givet anledning til nogen diskussion på forfatterens blog. Det er ganske vidst et vigtigt element som udløser af de skjulte konflikter, hovedpersonernes […]

  14. Kære Kirsten

    Tusind tak for din oplevelse af bogen – og din smukke formidling af oplevelsen.
    Din anmeldelse på din egen blog har jeg også læst gang på gang – den gjorde mig så glad og fjernede en del af den usikkerhed, som jeg har båret rundt på om Fred og Ro.

    Hvis jeg kan samle mig til det, får du en mail i aften, ellers i morgen formiddag. (Jeg er lidt ør i hovedet efter dagens oplevelser.)

    Endnu engang tusind tak.
    Når man oplever sådan at få sit ‘budskab’ mærket, så er det det hele værd.

    Kærlig hilsen
    Ane-Marie

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: