Danskersvin?

Graense
Da jeg første gang – sådan helt bevidst – mødte en mindretalstysker (= tysksindet dansk statsborger fra Sønderjylland), fnisede vi bag hans ryg i kor, der på kollegiet, over hans navn. Det var ganske tysk – og blev prompte til Fritz Schultz (hvilket det bestemt ikke var).

Da han hængte sine tøjklemmer i farveorden ude på tøjsnoren, hviskede vi ‘Ordnung muss sein’ og spurgte ham med uskyldige store øjne til hans fine klemmer.
Han svarede troskyldigt, glad.
Jeg ved ikke, om vi skammede os.
Ingen af os overvejede, at han blot havde fået nye tøjklemmer med til sin nye bolig og hængt dem op direkte fra pakken, hvor de jo altså ligger farvesorteret. Hvorfor skulle vi det? Han var jo tysker.

Vores ven, som ikke hed Fritz Schultz, havde mørke øjne og store buskede bryn, og når han blev kritisk engageret, kunne han se meget passioneret ud. Lyn og glans i øjnene, rynket pande og brynene ned over lynene. Så sendte vi hinanden øjekast og talte bagefter om, at han da vist havde del i sit folks sjæl.
Det havde ingen betydning, at emnet for hans ildhu havde været forargelse over uretfærdigheder mod fattige enlige mødre eller sælunger. Vi vidste nok, hvordan tingene hang sammen. Nogle af os piger var ligefrem lidt bange for ham.

En dag kom spørgsmålet, uundgåeligt: Hvad synes du så om Hitlers gerninger?
Der blev helt stille. Ingen trak vejret. Alle muskler stod spændte i alle de ventende kroppe og ansigter.

Så kom svaret, som jeg i dag ikke husker. Jeg husker kun, at han ikke syntes om dem, slet ikke, de gerninger.
Og så husker jeg det kollektive suk, da alle atter trak vejr. Pyh, tænk engang, han var ikke nazist, selv om han var tysker. Tænk dog.

Hvornår det her foregik?

1946?

47?

55?

60 da?

Næ. Det var i 1984. Næsten 40 år efter krigens ophør. End ikke den unge mands forældre havde været voksne under Hitler.

***

Min roman Fred og Ro foregår i det tyske mindretal i Sønderjylland.

Reklamer
%d bloggers like this: