Forfatterkollega dømmer Kjeldberg

Fik i går en mail, som jeg har frygtet i det stille. Fra en forfatterkollega, hvis hjerne, psykologiske sans og skriveevne jeg har stor respekt for, og som ikke strør om sig med blomstrende ord bare for at strø.

Hun købte min roman i lørdags. Og havde læst dens 380 sider på to dage.

Hun skrev, åh gud, hun skrev sgu, at jeg ‘skriver glimrende’ og har helt min ‘egen tone, som klinger rent fra første side’!
Og hun skrev ligefrem, at hun ‘klappede i sine hænder’.

Pyh, det var så stor en lettelse og glæde. Jeg ved, at hun ikke ville have sagt pæne ord, hvis hun ikke havde ment dem, sådan er hun ikke gjort.

En indvending var der dog også: At slutningen måske falder lidt brat.
Jeg er glad ved at få sådan noget at vide. Det er værd at notere sig til senere projekter.

Åh, jeg fik sådan blæk på skrivertanden til at komme videre med arbejdet med min Caritas, som ligger næsten færdig på min pc.

Tak, kollega!

Reklamer

2 kommentarer

  1. Kære Ane-Marie
    🙂
    Jeg er enig med din kollega. Sproget sitrer og vibrerer Kjeldbergsk!
    Her er, hvad jeg har skrevet på min blog:
    http://stensamler.wordpress.com/2007/05/14/fred-og-ro-har-naet-italien/

    Pøj, pøj med interviewet i dag – og god vind med Caritas!

    Knus

    Kirsten

  2. “Sproget sitrer og vibrerer Kjeldbergsk!”

    Jamen altså!
    Tusind tak.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: