“Her er ingen normale mennesker” – tysk anmeldelse af Kjeldberg nu på dansk

baggrundtop.gif

Erotik, vanvid – og mindretallets tavshed

Forfatterinden Ane-Marie Kjeldberg har skrevet en roman om det tyske mindretal. ”Fred og Ro” hedder værket. Ro og fred. Men ét er ganske sikkert: Romanen vil give ringe i vandet og skabe røre – i det mindste i ”hovedpersonernes” rækker.

Forfatterinden sætter en hjemmetysk familie fra Sønderborg-egnen og denne families umiddelbare omgivelser i sin romans centrum. Familien har et problem: Den har ikke fået gjort op med sin fortid, hvilket så igen udløser en kædereaktion, som fører til yderligere – fatale – problemer.

Handlingen: Miriam stammer fra en pæn, flertalsdansk præstefamilie og er alligevel ikke vokset op i en problemfri verden. Hun forelsker sig i den rare, men konfliktsky Hannes fra en hjemmetysk familie. De gifter sig, får en lille datter og flytter ind hos Miriams svigerforældre. Deres hus ”Unter den Linden” har plads nok til den lille familie. Skulle man mene. Hannes’ familie modtager først den nye datter med åbne arme. Det ændrer sig, da svigermor Asta bliver klar over, at den unge frue i huset ikke er til sinds at tilpasse sig svigerforældrenes forventninger. Det gør Miriams liv kompliceret: Hun opdager, at hendes svigermor beskæftiger sig med højst mærkværdige ting: Uafbrudt vasker hun det fine porcelæn af, selv om det aldrig bliver brugt, eller hun skyller honningglas. MED honning. Eller bikager med bier. Asta er hobby-biavler. Efter et selvmordsforsøg forsvinder denne interesse. Ernst, passioneret kirkegårdsgænger og omsorgsfuld ægtemand, giver derefter Asta en sanktbernhardshvalp, som Asta i overført betydning vil i struben på: Således spærrer hun i en tilstand af tiltagende fjern- eller forrykthed dyret inde i en kasse, hvor det kun tilfældigt bliver opdaget. (Ja, også en hund lever livet farligt i mindretallet.) Til sidst møder Asta og sanktbernharden deres endeligt, stukket ihjel, foran et bistade.

Hannes’ søster Lise har også et kors at bære: Den læreruddannede kvinde finder ikke rigtig fornøjelse ved sit arbejde og søger sig derfor et andet erhverv: Telefonsex. I denne funktion ”betjener” hun anonymt blandt andre sin egen far og sin gamle skolekammerat Bolle. Bolle er læseretarderet og også rigtig rar, om end med et socialt handicap, hvori på den anden side hans navn, Bolle Eduard Auschwitz, måske ikke er helt uden skyld. Og så er der også Adolf Mark, en kollega af Bolles far, en af de uforbederligt reaktionære, holocaustbenægter og hitlerbeundrer. I det tyske mindretals rækker finder Adolf om ikke et hengivent, så dog et tavst publikum til sine udgydelser. Miriam er – i modsætning til det tavse mindretal – opbragt og udgransker dybdepsykologisk på bedste Daphne-du-Maurier-manér en mørk familiehemmelighed, som jeg ikke vil afsløre for Dem: Så megen spænding skal der dog være…

Forfatterinden kommer ikke fra mindretallet, men påberåber sig imidlertid pålidelige ”informanter” fra ”miljøet” (forfatterindens eget ordvalg). Ved fortsat læsning erfarer den forbavsede læser, at Astas mærkelige optræden og Hannes’ passivitet, de andres tavshed – for slet ikke at nævne Ernst – hænger sammen med, at mindretallet ikke har fået gjort ordentligt op med sin fortid – og til sidst bryder mentalt sammen under sin historiske skylds åg: Sådan noget gør nemlig modtagelig for sygdom i sindet – med selvmord, telefonsex og alt hvad dertil hører. Apropos: sex. Kjeldbergs roman er en sand samling af sex-scener af – og her åbenbarer forfatterinden en vellykket pen – kildrende erotisk tilsnit. Det er der nok ikke så mange, der gør hende efter.

Romanen, hvis handling foregår i 80’erne, har ved sin udgivelse ført til en livlig diskussion på internettet. Forståeligt, at ”hovedpersonerne”, hjemmetyskere, føler sig trådt over tæerne: Kjeldberg sætter EN mindretalsfamilie, Dalebergen-familien, og dens allernærmeste miljø i begivenhedernes centrum. Og her er ingen normale mennesker. Man taler tysk, virker nærmest ubehjælpsomme på dansk, bliver syge som følge af fortrængninger af mørk nazifortid. Ydermere hører Dalebergen-familien til de ti procent af mindretallet, hvis dagligsprog ikke er sønderjysk. – Var det ikke for mindretals-konfliktudløsende ingredienser som disse, som forfatterinden krydrer sin roman og dens dagligdags handling med, havde romanen for eksempel også kunnet foregå i en majoritetsdansk familie…

Men læseren bliver ikke for én linje ladt i tvivl om, at der er tale om det tyske mindretal. Dalebergen-familien bliver hermed til en allegori for det tyske mindretal, til en homogen gruppe, der lever efter sine egne uskrevne love, afskærmet fra og mistroisk betragtet af den majoritetsdanske virkelighed. Ane-Marie Kjeldberg betoner i sin internet-dagbog (= blog), at det på ingen måde har været hendes hensigt at fremstille sin roman som ”sandheden om mindretallet”. Ikke desto mindre og ikke til at undres over: Sådan virker den på hjemmetyskere – og sådan virker den på mig som udenforstående: Dette er ikke det billede, som jeg i gennem 11 år i Danmark har dannet mig af mindretallet. Uforbederligt reaktionære findes i mindretallet og i flertallet, i Polen og i Putins Rusland. Overalt.

Med Adolf Mark og med Asta, som under den tyske besættelse spytter en tilfangetaget i ansigtet, griber Ane-Marie Kjeldberg til den berømte ene kam og skærer litterært alle hjemmetyskere over den – netop fordi hendes persongalleri begrænser sig til en lille mindretalskreds. En og anden læser kan måske finde længe plejede – og forældede fordomme bekræftet heri. Med sin roman har Ane-Marie Kjeldberg pustet nyt liv i en hensygnende konflikt mellem fler- og mindretal – ved hjælp af Bolle Eduard Auschwitz og Adolf Mark og alle de passivt tiende.
Hvorfor? – Jeg aner det ikke. Måske er årsagen et eller andet uforløst traume…

*

Ane-Marie Kjeldberg: Fred og Ro, forlaget Facet, 383 sider, 199 kroner.
Se også forfatter-bloggen kjeldberg.wordpress.com

Forfatterinden:
Ane-Marie Kjeldberg, årgang 1960, kan henvise til en uddannelse inden for voksenpædagogik samt studier i klassisk filologi og arkæologi. Til hendes omfattende erhvervsmæssige spektrum hører bl.a. en beskæftigelse som kreativ medarbejder for et forlag, der har specialiseret sig i erotiske lydbøger.
Kjeldberg er gift og mor til tre børn. Hun er født i Silkeborg, har boet i Oslo og på Sjælland og har nu bosat sig i Østjylland. I 2004 debuterede Kjeldberg med romanen ”Keramik”.

(lev.)

——

Anmeldelse fra Der Nordschleswiger 31. maj 07. Gengives her i dansk oversættelse og i sin fulde udstrækning med tilladelse fra Der Nordschleswiger og signaturen (lev.).
Originalversionen kan ses her.
Copyright til teksten tilhører avisen Der Nordschleswiger og signaturen (lev.)

Oversat fra tysk af Ane-Marie Kjeldberg

Advertisements

28 kommentarer

  1. Henvisning til kommentarer fra læsere af den tyske version af anmeldelsen – her.

  2. Afsnittet der begyndes med “Men læseren bliver ikke for én linje ladt i tvivl om, at der er tale om det tyske mindretal” er jo det rene cirkelsluttende usammenhængende nonsens.

  3. Hahahaha – tillykke Ane-Marie! Ja, nu har jeg jo siddet og læst mange af de første anmeldelser af henholdsvis Karen Blixens og Virginia Woolfs værker – og der var så sandelig også mange sure opstød fra diverse kritikere dér. Hvad jeg så hæfter mig ved, og hvad der får mig til at vove at sætte dig ind i den ærværdige rækkefølge uden endnu at have læst hele din bog, er det faktum, at “Fred og Ro” i lighed med Blixens og Woolfs værker øjensynlig formår at vække stærke følelser. Det ser jeg som et rigtig godt udgangspunkt. 🙂

  4. […] Man kan selv læse Der Nordschleswigers anmeldelse (oversat) her på linket. […]

  5. Jeg synes, det er lidt en skam, at romanen i ovenstående anmeldelse fremstår som en pegen-finger-historie om de gode (danskerne) og de skyldige (hjemmetyskerne).
    For mig er romanen ikke et spørgsmål om ‘dem mod os’ eller omvendt, men et kærligt billede af, hvordan en stribe (på begge sider) i bund og grund rare mennesker slås for at få tingene til at hænge sammen, hvilket ikke lykkes, fordi man ikke kommer ind til kernen for årsagen til den gensidige mangel på forståelse.
    Anmelderen sammenligner desuden med egne indtryk gennem de sidste 11 år. De 11 år har jeg ikke mulighed for at kommentere overhovedet, men vil gerne henlede opmærksomheden på, at handlingen altså udspiller sig i firserne. Jeg kender personligt adskillige eksempler på mennesker fra mindretallet, der oplevede deres ungdom i halvfjerdserne og firserne.
    For flere af disse mennesker gælder, at de enten
    1. i dag har børn og er bosat et sted i det øvrige Danmark, men helt bevidst ikke taler tysk med deres børn, fordi ungerne ikke skal stemples som anderledes ligesom deres forældre blev det i sin tid
    eller
    2. er bosat i Tyskland men af lignende grunde som ovenstående ikke kunne forestille sig at bosætte sig i Danmark med deres børn
    Og så er der dem, der er bosat i Sønderjylland, men som heller ikke sætter deres børn i mindretallets skoler.
    Med andre ord:
    Historien sætter sine spor den dag i dag. Og det første skridt er at åbne øjnene for, at det altså har sin pris at have en historie.
    Det er ikke et spørgsmål om godt eller ondt, ej heller et spørgsmål om at have ret eller ej.
    Det er et spørgsmål om erkendelse.
    Det er det, romanen handler om.

  6. Jeg kan kun give anmelderen ret. Man skal ikke snakke sådan om det, det gør det bare værre. Det er sådan som når man er i skidt humør, så kan man gå der og hænge med munden, eller man kan se på sig selv i spejlet og smile. Når man smiler går det allerede meget bedre. Sådan skal man se på det.

    Selvfølgelig er der noget, vi har allesammen oplevet noget, der er blevet råbt eller grinet, eller vi har ønsket os, at vores forældre bare snakkede dansk altid eller sønderjysk, alle steder, og at vi selv også gjorde, at vi ikke skulle høre på tysk og læse på tysk.
    Og selvfølgelig er der sådan noget som det med vejskiltene, hvor de ville have at der skulle tyske navne på, Hadersleben og så videre, så kommer der noget igen, så begynder de at kigge, naboerne, og de griner sådan. Det skal man ikke kræve sådan noget med tyske navne.
    Men hvis vi bare lader være med at snakke om det, så skal det nok gå over. Måske ikke i vores tid og heller ikke i vores børns, men når vi får børnebørn engang og de er voksne, så slutter det nok.
    Man skal bare ikke snakke omdet. For der er jo noget, der skete jo ting under krigen, det glemmer de ikke så nemt, og vi jo heller ikke, det er ikke så mærkeligt.

    Vi skal ikke snakke mere om det, der er jeg helt enig med anmelderen, og jeg synes ikke, at nogen skal læse sådan en bog. Men måske gør jeg det alligevel, når den nu er der og der står så meget om den. Man bliver jo alligevel lidt nysgerrig.

    Men jeg tror nu ikke at en forfatter kan sætte sig ind i hvordan det virkelig er. Hun kommer jo bare og ser det udefra og er egentlig ligeglad. Det kan ikke være andet.

  7. Thomas:
    Hvorfor skulle en forfatter ikke kunne sætte sig ind i det, fordi hun kommer udefra? Hun kunne jo se på det med friske øjne, som hverken du eller jeg har?

    Og Kjeldberg lyder da alt andet end ligeglad, hvorfor siger du det?
    Jeg kan læse mig til, at hun har dybt kendskab til mennesker fra hjemmetysk kreds. Hun bekymrer sig sgu da.

    Og hvorfor skal vi tie og lade som ingenting? Det har vi gjort i 60 år nu, og vi har stadig mareridt om natten.
    Der er steder jeg altid undgår, fordi der blev råbet efter mig der, ikke bare råbt, men jeg blev trængt op i en krog osv osv.
    Kjeldberg har hørt efter, når vi jamrede over, at der var blevt råbt nazisvin. Også selv om vi bagefter forsikrede at det gik ellers godt.

    Vi har lært at vi ikke skulle snakke om det, fordi der var så megen skyld og vrede.
    Har du tænkt over, hvor mange depressioner, der er i hjemmetysk kreds? Hvor mange selvmord?
    Jeg går og tæller for tiden. Der er mange.
    Hvad nu hvis vi havde snakket om det i stedet?

  8. Åh ja, Thomas – lad os tage den fulde konsekvens af din tankegang: Lad os forbyde det kunstneriske udtryk og brænde alle eksisterende bøger. Så kan vi lære at holde vores kæft og se den anden vej.
    Så går det nok altsammen!

  9. Finder at anmelderen læser fuldkommen udenom den kærlighed, der er i romanen. Det er en kærlighed, der holder fast og ikke bare siger, nå, det var mærkeligt, det gider jeg ikke have med at gøre.
    Jeg fornemmer en forfatter, der har oplevet folk te sig underligt og har villet finde årsagen i stedet for bare at kassere dem.

    Anmelderen ser åbenbart heller ikke den udlevering af dansk fordomsfuldhed, der er i bogen? Det er jo ikke charmerende det, som forfatteren lader os se af Miriams egen mistænksomhed overfor den på mange måder rare Hannes. Der viser forfatteren et skarpt og også kritisk blik på sine “egne” cirkler – og sig selv?

    Og al den snak om romanen nu handler om hele mindretallet, det er jo meningsløst. Den handler om familien Dalebergen. Hvis anmelderen eller andre får det til, at den handler om hele mindretallet, så er det jo noget der sker inde i anmelderens og de andres hoved, ikke andre steder. Det kan man da ikke bebrejde forfatteren.

    Ja, de kunne være lige så tossede et andet sted. Det siger forfatteren jo heller ikke.

    Forfatteren har observeret at noget er særligt nogle steder i mindretallet, at noget gør ondt hos nogle, og så ser hun på det via familie Dalebergen.

    At anmelderen gennem 11 år i Danmark ikke har opdaget det som Kjeldberg har – ja, hvad skal jeg sige til det?
    Meget om forfatteren Kjeldberg siger det ikke, men måske noget om anmelderens grad af følsomhed for de små tegn?

  10. Jeg har ikke laest bogen. Jeg har kun laest anmeldelsen i Der Nordschleswiger og e-mail-blog- siden’s kommentarer. Jeg er spaendt paa bogen og har allerede bestilt den.

    Men inden jeg har laest bogen, allerede det her nu: Jeg er foedt i 1967 som tysker i Danmark og levet i Soenderjylland indtil 1986. Jeg blev konfronteret regelmaessigt med udraab “nazisvin” og hitlerhilsen osv. i barndoms- og ungdomsalderen. Hvorfor gjorde man (altsaa nogle fra danske flertallet) det dengang og hvorfor goer man det stadigvaek idag?

    Hvad mener forfatteren med at “man har ikke forarbejdet i det tyske mindretal den store kollektive tysker-skyld”?

    Det, tyskerne havde lavet og begaaet mellem 1933 og 1945, er en historisk kendsgerning og uden tvivl det vaerste hvad det er sket. Men er det meningen at der findes stadigvaek en kollektive tysker-skyld ikke kun for alle tysker som har oplevet hitlertiden, men ogsaa for dem, som er foedt efter 1945 ?

    Hvad betyder det at “man ikke maa snakke om det”? Om hvad ? Maaske om skylden ? Men hvilkens skyld? I det mindste dem, som er foedt efter 1945 kan ikke vaere personligt skyldigt, fordi de havde ikke gjort noget.

    Hvad saa med daarligt samvittighed ? For mig kan jeg ikke se èn grund til at have en daarlig samvittighed, fordi jeg har ikke gjort noget, ligesom mine venner fra ungdomsalderen, som tilhoerte ogsaa det tyske mindretal, havde ikke gjort noget.

    Det, man sporede dengang og det man sporer stadigvaek idag, er en hade hos nogle danskere (including dem, som er ung idag) mod alt tysk. Og nu kommer en bog og skildrer blandt andet en hjemmetysk familie med hele dens maerkvaerdigheder og paastaar, at dér er noget, nemlig at man sku` tie stille, som er aarsagen til de der maerkvaerdigheder. Naar man saa tar hensyn til navnesymboliken (hedder Bolle virkeligt Auschwitz til efternavn?; hvorfor hedder én Adolf?) saa kommer jeg – inden bogen er laest – til tilbageslutningen, at bogen bekraefter fordommerne, nogle har i det danske flertallet overfor tyske mindretal. Er det meningen med litteratur ? I oevrigt passer ovennaevnte tilbageslutningen til debatten om Knud Romer Joergensen´’s “den som blinker..”.

    Dierk N. 01.06.2007

  11. Er enig med Tina!!!!!

  12. Nej, nej Dierk, det er synd, at du har fået den opfattelse af bogen.
    Jeg har selv levet i mindretallet, og jeg har læst bogen. Bogen siger ikke, at “mærkværdighederne” i den hjemmetyske familie Dalebergen skyldes, at de skulle tie stille. Den skildrer det hele meget komplekst. Den skildrer, at der er en skyld (det er der jo tilbage i tiden i mange familier der), men også at der er personlige hemmeligheder, der har med krigen at gøre (svigermoren Asta har for eksemple stået med et ben i begge lejre, kan man godt sige, og hun har ikke turdet tale med nogen om det).
    Jeg kender selv til dette at bære rundt på dårlig samvittighed over, hvad vi som “folk” har gjort. Også selv om jeg er født langt efter krigen.
    Bogen fortæller sandelig også om, hvordan det er at blive uretfærdigt tilskreven skyld for hitleræraens gerninger; bogen ser jo netop, at vi der er kommet til senere, ikke har skyld.
    Det er ikke nogen dum bog.
    Forfatteren ser netop også på danskernes skyld, deres afsky og faktisk også meget angst. Også uvidenhed. Forfatteren skåner ikke danskerne.
    Det er slet ikke en beskylderbog.
    Fremfor alt synes jeg at bogen beretter om, hvordan det er at være en, der er blevet heilet af og råbt tyskersvin efter og så skulle dukke nakken og vente på, at det nok skulle gå over.
    Den fortæller noget om hvorfor vi har lært os eller er blevet lært at dukke nakken.
    Og så siger den også noget om hvordan det er at være tæt på en, der har lært at dukke nakken sådan. Det betyder jo noget at have lært det. Man er på en særlig måde også overfor dem man elsker, det er jeg helt sikker på.
    Mange danskere er enten stadig fjendtligt overfor tyskere – eller også er de overdrevet positive (en slags omvenddt racisme). Kjeldbergs bog ser menneskeligt på “os”, spørger og holder fast. Og så er den fremfor alt andet kærlig. Det er jo en roman om Miriam, der elsker en hjemmetysk mand; ja måske elsker hun endda to.
    Det med navnene. Tror at Bolles navn er symbolsk tænkt. Han er sådan i splid med sig selv. Han er så meget sønderjyde, men så er han også tysker og han føler sig påduttet så meget skyld. Han vil være tysker og vil ikke og vil. Han siger et sted i bogen, at når han siger folk sit navn, er det som om han truer dem med en lyserød vandpistol, der lige pludselig skyder med skarpt.
    Adolfs navn skyldes jo bare at han er en gammel mand. Han er fra 20erne vil jeg mene, altså fra før den tid hvor der var negative konnotationer til det navn.
    Jeg synes det er en klog bog.
    Også modig. Vi kan jo se, at forfatteren ikke kun har fået forståelse for sin hensigt. Tværtimod. Men så længe der står på mindretallets hjemmeside, at fortidens problemer er overvundet, mens vi stadig er nogen der går og har ondt i maven, så er det nødvendigt at nogen tør sige: “Men jeg ved, at der er nogen, der går med smerter stadigvæk”.
    Jeg håber du vil synes om den, når du får den læst.

  13. Jeg er ogsaa enig med Tina. Bogen ser ud til at vaere en megen interessant basis for diskussion.

    Thomas: Jeg kan ikke se, at anmelderen anbefaler ikke at snakke om DET. Jeg er absolut ikke enig med at man ikke skal snakke om DET. Maa jeg nu faar at vide hvad DET er ?

    Skuffe: Forfatteren siger jo selv at en af bogen baggrundsmotiver er en dyb smerte, forfatteren har opdaget hos det tyske mindretal. At saa romanen (i det mindste delvis) ogsaa handler om det tyske mindretal, kan saa da ikke vaere “meningsloest”.

    Men: Hvad er det for en smerte? P.g.a. hvad foraarsaget?

    Bogen ser ud at vaere meget laesevaerdig, fordi den beskaeftiger sig ikke kun med kaerlighed, erotik, sex, parforhold osv. men ogsaa med mindretallet, saa jeg glaeder mig til og laese den.

  14. Carsten: En del af skrivningen af en historie foregår i læserens sind, og det er måske det, vi ser her…

    Tina: Tak for den smukke sammenligning, som jeg bestemt ikke kan leve op til. Men tusind tak 🙂

    Reinhard: Tak, du, for at forstå min manglende pegefinger.

  15. Tak, Skuffepen, for pingback og energisk og støttende kommentar til romanen og mig i relation til anmeldelsen – ovre på din blog.

  16. Thomas L.:
    Ja, anmelderen siger, at der efter hendes opfattelse ikke er sådan noget i mindretallet, som jeg skildrer, eller i hvert fald ikke så meget, at det er værd at skildre – sådan cirka læser jeg hende.
    Og du tolker hendes ord sådan, at hun siger, at man helst skal tie om det, som ER.
    Det finder jeg tankevækkende. Tak for dine ord.

    Og jeg tror ikke rigtig på, at det er bedst at tie.

    Ligeglad er jeg heller ikke. Jeg elsker et par mennesker med rødder i mindretallet. Alene derfor.

  17. Tak for opbakningen, Lisbeth og Tina.
    Ja, Lisbeth, jeg har også nogle gange gået og talt op, som du nu gør…

    Tak også for dine erfaringer, Lisbeth. Jeg er meget glad for, at du vil dele dem med mig og læserne af bloggen.

  18. Skuffe, jeg er glad for din læsning. Især at du ser kærligheden. Og også blikket på det danske.

    Dierk N.: Jeg har svaret på de fleste af dine spørgsmål i to selvstændige indlæg – her og her.
    Jeg er glad for dine kommentarer, også fordi de jo netop viser, at der ER noget som råben og heilen og alt det. At der er nogen, også nutidige, der bærer grimme oplevelser med sig.

    Kirsten::-)

  19. Smerten spørger du til, Dierk. Hvad der forårsager den.
    Jeg har oplevet den som noget meget komplekst. Lidt af det har jeg prøvet at gøre rede for i de to nye blogposter. Og så forsøger jeg jo at komme rundt om den i romanen.
    Jeg er glad for, at du vil læse den – og håber, at du vil kunne bryde dig om den, eller om noget af den…

  20. Dierk:
    Du spørger til navnene.

    Bolles navn er jo grusomt. Der er for mig meget billede i det. Han er så splittet. Og han er plaget af sit navn. Den plagethed har jeg oplevet hos en del mindretalstyskere, som ikke havde hans efternavn, men blot meget tyske for- eller efternavne eller begge dele. Det er jo også én af de ting, mange danske rask væk smiler ad…
    Hos Bolle er det så ført ud i en yderste konsekvens.

    Adolf Mark er en ældre mand, født før Hitlertiden. Jeg har givet ham navnet Adolf for klart at markere, at han er gammel – at han med sin hitlerhang ikke er én af de unge, han er et ‘fortidslevn’.

  21. Lisbeth: Ja, der er mange der er syge, det tænker jeg også på sommetider. Men måske er der ligesåmange andre steder.

    Tina Møller: Jeg siger da ikke man skal brænde bøgerne. Siger bare at jeg ikke tror det hjælper at snakke om alt det dåelige hele tiden.

    Dierk N.: Anmeldeen siger at hun ikke ser mindretallet sådan, at der er en fortid som ikke er opgjort med.. Det læste jeg som at anbefale at ikke snakke om det der er. Der er jo meget. DET er mange sager. Alt det hvor vi er anderledes på en måde, så man bliver gal eller bange for at der skal ske noget, eller bare ked af det. Jeg har grædt mange gange, da jeg var dreng, fordi det aldrig holdte op.

    Ane-Marie Kjeldberg:
    Vi ER anderledes. Jeg villbare gerne have det glemt. Men jeg vidste ikke, at du kendte noget rigtigt til hjemmetyskere, så er det jo noeget andet. Så har du jo ikke bare gjort det for sjov.
    Måske hjælper det heller ikke at prøve at glemme sig fra det.
    Da jeg var barn ønskede jeg mig sommetider, at det var en beskidt trøje jeg kunne tage af og så var jeg ligesom alle andre.

  22. Jeg har ikke læst bogen, men når jeg læser her på bloggen synes jeg at du har for meget dårlig samvittighed Kjeldberg.

    Mindretalstysker kender jeg ikke til, men jeg ved noget om at være sammen med en mand som kommer fra en gruppe der bliver uretfærdigt beskyldt for alle mulige forbrydelser. Årsagen: At nogen i gruppen har begået forbrydelser. Men han har ikke.
    Han har nogle reationer på det som kan være vanskelige at leve med. Han har det hårdt og det er synd for ham, men man skal på den anden side ikke bare sige at når det er så synd for ham, så må man ikke pege på at der er noget galt.
    Han har ikke lov at lade det brede sig upåtalt bare fordi der er nogen andre, der har været uretfærddige mod ham.

    Jeg bliver ked af det og vred når det går ud over mig. Jeg hjælper ham også ved at sige der er noget galt i stedet for at lade ham opføre sig mere og mere mærkeligt.

    Hvis du Kjeldberg har erfaringer som ligner mine skal du ikke skamme dig over at have været vred og ked af det. Det er sundt, du har ret til grænser og du hjælper ved at holde fast og samtidig konfrontere.

  23. Kære Thomas

    Jeg er glad for at få lov at læse om dine syn på sagen og dine erfaringer. Jeg synes jo, at det på mange måder underbygger min bog. Tusind tak for dine ord.

    Kære Alice

    Også tak for dine tankevækkende ord. En ny vinkel på emnet og meget klog, synes jeg. Den personlige vrede og ked-af-det-hed på området tror jeg, at jeg er kommet om ved for år tilbage. Tilbage blev granskelyst vel, og ømhed.
    Dårlig samvittighed? Som samfundsfænomen i relation til emnet – helt afgjort vældig interessant og værd at give tanker.

    Mange hilsner
    Ane-Marie

  24. […] kontrast til min roman Fred og Ro, som foregår i en mindretalstysk familie i Sønderjylland og af nogle er vurderet meget uapssende kritisk over for hjemmetyskheden (mens andre finder den anderledes […]

  25. hej er du en munk

  26. Hej Lars

    Nej, jeg (Ane-Marie Kjeldberg) er ikke munk. Det kunne jeg i det hele taget ikke være, eftersom jeg er af hunkøn. Men jeg er heller ikke nonne.

    U. Levisen, som har skrevet anmeldelsen, som du har lagt din kommentar ved, er heller ikke munk. Hun en nemlig også en kvinde. Nonne er hun heller ikke.

    Hvis du vil vide noget om munkevæsen, kan du fx prøve at se på Øm Klosters hjemmeside – måske kan du ringe eller maile til museet og stille eventuelle spørgsmål.

    Her er et link til Øm Kloster:
    http://www.klostermuseet.dk/

  27. Du er godt nok en rar og tålmodig sjæl Kjeldberg!!

  28. Hej J.

    Dejligt at få det sort på hvidt 🙂
    Et par stykker i mit bagland vil vist ikke heeelt være med til at skrive under på det med det tålmodige 🙂

    Faktisk synes jeg, det er sjovt at hjælpe med sådan noget. Det rykker også tit i mig, når jeg ser, at google har ført folk herind med specielle søgninger. Fx var der en søgning, der lød “hvad hedder det berømte tyske porcelæn?” – og jeg fik en næsten uimodståelig trang til at lave en post, hvor det bare stod: “Er det Meissner-porcelæn, du tænker på? Eller Kellinghusen?”

    Og nej, jeg ved såmænd ikke, om Lars var på udkik efter viden om munkevæsen… Men man må jo lade tvivlen komme den anklagede til gode 🙂

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: