Den store kollektive tyskerskyld

Dierk N., læser af bloggen og kommende læser af min roman, har stillet følgende spørgsmål om den “kollektive tyskerskyld”:

“Hvad mener forfatteren med at “man har ikke forarbejdet i det tyske mindretal den store kollektive tysker-skyld”?

Det, tyskerne havde lavet og begaaet mellem 1933 og 1945, er en historisk kendsgerning og uden tvivl det vaerste hvad det er sket. Men er det meningen at der findes stadigvaek en kollektive tysker-skyld ikke kun for alle tysker som har oplevet hitlertiden, men ogsaa for dem, som er foedt efter 1945 ?”

449907_pointing_girl1.jpgNej, de følgende generationer har ingen skyld. Mange af datidens generation har jo faktisk ej heller.

Det jeg sigter til er for det første, at skyld i psykologisk forstand arves. Har vi som forældre traumer over et eller andet, vi har begået eller der er overgået os, så giver vi på en eller anden måde skylden videre til vores børn. Også selv om vi lige præcis tier om sagen. Vi har særlige handlemønstre, særlige reaktioner – og de gives videre, måske ikke i eksakt samme form, men de præger.

For det andet er tyskere i verdens øjne stadig skyldbærere. Det er uretfærdigt, men ikke desto mindre er det sådan. Som havende tysk ægtemand oplever jeg det jævnligt. Tyskere er den eneste danske minoritet, det stadig er stuerent at gøre grin med her i DK. Det siger en del.

Min fornemmelse er, at nogle i det tyske mindretal har haft sværere ved at få forarbejdet denne kollektive skyld – både den konkrete i forne generationer OG den af omgivelserne påduttede – end fx tyskere i Tyskland.
Det er formentlig svært at få forarbejdet færdig, når der hele tiden står en majoritet uden om og peger. Man er hele tiden i ilden, så at sige.
Man har forsøgt bare at få dagligdagen til at glide, er det mit indtryk – og det gælder jo også det danske samfund, som vistnok ikke har tilskyndet til dialogisk forarbejdelse.

I Sydslesvig har man – vist fra officiel side – oprettet “fortælleværksteder” (måske gælder det også i andre dele af Tyskland), hvor folk tilskyndedes til at berette om krigens tid. Hvilket, så vidt jeg ved, greb meget om sig og førte til udgivelser af bøger etc. Samt til givende dialog med bl.a. danske tidligere modstandmænd.

764088_shhhh.jpgHer i DK har jeg oplevet, at hjemmetyskere eller andre danskboende tyskere, der havde oplevet hån eller andre overgreb for deres tyskhed, gik meget stille med det – for ikke at blive misforstået eller yderligere hånet.
Det samme har jeg oplevet vedr. gammel konkret skyld – havde forældre eller bedsteforældre haft håndgribelig skyld i forbindelse med krigen, så tales der ofte meget sagte om det. Det er “farligt” stof, som kan give knubs.

Igen tror jeg, at for megen tavshed (fra begge sider) kan give grobund for myter og erkendelsesmæssigt koma (hvor mange danskere erkender fx, at de rask væk griner ad, gør nar ad og hæver øjenbryn over tyskere?)

Reklamer
%d bloggers like this: