Presset minoritetsanmelder og skyggepsyke

Det, der tiltaler mig allermest ved Kåemer Asmussens anmeldelse af min roman, er hans blik for svigermoderen Astas psyke og for familiens pressede mindretalspsyke som sådan:

“Det handler om Miriam og Hannes, men efterhånden er det nær på, at hovedrollen bliver overtaget af svigermoren, Asta, som er varmhjertet og hjælpsom, men som også ved bedst hvad der er godt for en, og som nærmest går i opløsning, når det bliver stadig mere klart, at hun ikke kan blive ved med at kontrollere sine omgivelser, og gennem hende presser fortidens konflikter og traumer sig frem.

[…] Hun [= Miriam] er den der kommer ude fra og ser alle konflikterne, konflikter der kommer af at tilhøre det tyske mindretal og som rækker tilbage til hitlertiden og nazismen. Hun er den der spørger efter årsagerne og som mener at problemerne bør løses. De andre, familien og de som tilhører kredsen, ser ikke traumerne, selv ikke når de tårner sig op og gør livet uudholdeligt. De har aldrig set andet, og betragter problemerne som livets almindelige vilkår.”

Kåemer har uden tvivl helt særlige forudsætninger for at goutere en roman som min, eftersom han selv har levet et minoritetsliv af den pressede slags – på flere leder og kanter, idet han har været Jehovas Vidne og bøsse på én og samme gang.

Det glæder mig uhyre meget, hver gang jeg ser eller hører mine skildringer af menneskers psyke vel modtaget.
For mig er psykologien nemlig det store emne, ikke så meget i form af skønlitterære illustrationer af psykologiske teorier, som i skildring af netop de hjørner af menneskets sindslige reaktioner, der ikke er opmålt og gjort rede for.

644946_island_norderney.jpgDet fascinerer mig, at vi lever i et samfund, som har en stor rummelighed for og stor opmærksomhed på en række psykologiske temaer, mens andre temaer synes forbavsende upåagtede, umoderne så at sige, eller ligefrem ildesete, foragtede.

I Fred og Ro er de sindslige dynamikker efter 2. verdenskrig fortiede og neddyssede – og nogle af reaktionerne på romanen har bekræftet, at temaet “kom vi helskindet igennem den krig?” ikke er velset, men samtidig brændbart.

Den slags optager mig.

Lige nu fascineres jeg af en anden fortrængning eller ligefrem iskulde, som vores samfund og (måske især) mange af dets medlemmer bærer med sig: Tendensen til at kassere en misbruger (af piller, sprut eller andet voldsomt) som for stedse ubrugelig og upålidelig for andre mennesker.
Hvad er det for nogle perspektiver, sådan noget bærer med sig? Hvordan skal den misbrugende leve med, at han er ustolet på, uregnet med for resten af sit liv – uanset hvor meget han tørlægges eller cleanes? Hvad er det for en følelse, vi andre har inde i os, når vi hårdhændet reagerer sådan? Hvordan ser vi (ex-)misbrugerens liv for os, hvis vi nu bliver tvunget til at visualisere et eller andet? Og hvorfor tvinger vi yderst sjældent os selv til lige den visualisering?

Skyggepsyke kunne man vel kalde det.

Reklamer

Vergils Aeneide i Otto Sten Dues oversaettelse?

Skulle nogen ligge inde med Vergils Aeneide i Otto Sten Dues oversættelse – og have lyst at sælge mig den?

Eventuel henvendelse venligst på mailadressen nederst i spalten til højre.

Krydser fingre!

Jeg er et valmuebarn

798516_poppy.jpg

15. oktober bringer internet-kulturmagasinet Valmuer en præsentation af mig, min Fred og Ro og mit arbejde med romanen.

Magasinet udgives af forlaget Frother, og abonnement er gratis. Redaktøren, Ole Holmstrøm, er en generøs kulturel slider. Hurra for ham!

Jeg er billig

Nogle gange er jeg endda billigere end andre gange. Ved man, hvor man skal lede, kan man fange mig i billigst mulig tilstand.

Man kan endda få mail om, hvor og hvornår jeg skal gafles for at blive særligt billig.

Det’ sgu smart.

Klik og kik – hvis du tør…

Kåemer har talt

BogstavlHer kommer så et par klip af, hvad Kåemer egentlig sagde i sin anmeldelse på Fyldepennen.dk:

“Det er en god og klog bog, som jeg er glad for at jeg har læst.”

“Færden gennem bogen har dels været frydefuld, på grund af det sikre sprog og de originale formuleringer, og dels pinefuld fordi man jo lever med i personernes lidelser. De har dog også glæder, de erotiske scener mellem Miriam og Hannes er stærke.”

Læs hele anmeldelsen af min Fred og Ro ved at klikke her.

Med mor i foreningen

842447_old_door.jpgSå er jeg kommet ind i foreningen. I hvert fald har jeg betalt mit medlemsgebyr og venter på mit medlemsnummer.

I Dansk Forfatterforening.

Og hvorfor skal man så det?
Ja, det er jo en fagforening, ligesom så mange andre.

Men der er noget mere. I vedtægterne for undergruppen af skønlitterære forfattere står, at gruppen – blandt meget andet – skal arbejde for at styrke de skønlitterære forfatteres sociale status. Hvad det så helt præcist betyder.
Men det er noget derhenad, tror jeg, som gør det dejligt at komme ind. At man kan føle sig lidt blåstemplet. Ikke at jeg tror, at Rifbjerg og Bødker vil fare mig jubelskrigende om halsen ved næste generalforsamling, men.. men… jeg har gjort nok til at være med på den liste (som desværre endnu ikke er opdateret!), hvor de også er. De der navne, som man har kendt “altid”, de der navne med den salige lugt af bibliotek, boghandel, fred, fryd, ekspanderende verdner. Det er lidt sjovt, lidt tiltrængt skulderklapset, når man nu ikke ligefrem bliver økonomisk skulderkærtegnet af at skønlitterere eller bliver bestormet af higende storanmeldere.

aja-brilledame.jpgMin mor ville have store runde, fornøjede grå øjne ved at se mig der. Hun skrev selv, men troede ikke på det, der kom ud af det. Det var ellers godt – flydende, humoristisk, skarpt blikkende ind i en ungkvindesjæl. Hun forlangte hele skidtet brændt, lige inden hun døde. Jeg bad min far lade være, men han gjorde, som hun sagde.
Det var skrevet med grønt blæk.

På en måde er hun med, der på listen, inde i mit navn. Hun gav mig det præcise sprog i arv, nysgerrigheden over for sproget, som gør præcis. Jeg læste næsten lige så hurtigt som hende, der havde en ekstrem lix (eller er det teksterne, der har sådan én?) (præcist sprog, hva’ba?!) . Jeg var næsten lige så god til at sætte kommaer – men ikke helt.
Hun så og følte verden så tydeligt, at hun ofte ikke kunne holde det ud. Det som andre ikke så i farten. Det gjorde ondt at se så meget. Så holdt hun mund.
Jeg ser det samme – men jeg kæfter op. I hvert fald på skrift.
Jo, hende Karen Marie er indlemmet i Dansk Forfatterforening, – blind passager, men hun er der.

117007_the_hearing.jpgOg så er der kurserne og chancen for at møde endnu flere skrivende. Det fagligt lærerige – og det sociale i at møde andre, som har et kærlighedsforhold til tastaturet og har vrælet som over den bitreste kærestesorg, når afslagene dumpede tungt og dødt ind ad brevsprækken.

Medlem Kjeldberg.

Blogutroskab

743036_lipstick_kiss.jpg
Jeg har valgt at være utro. Jeg vil gerne opleve nye berøringsflader, nye tilgange til mig, nye inspirationer – nye mennesker.
Så jeg render lidt rundt og forsøger mig. Det er vældig givende, forfriskende, nogle gange temmelig overraskende. Enkelte gange længes jeg heftigt hjem til det velkendte og trygge. Heldigvis er det her stadig, og jeg kan lade mig falde i de arme, jeg kender, i de omgivelser, som er næsten så velkendte som min egen håndtaske (der ret beset er en skuldertaske af jordemoder-dimensioner). Det ER jo også her, jeg hører til, ingen tvivl om det. Men herligt at få lidt ved siden af.

Og altså for en ordens skyld: Det er bloggen, jeg er utro – denne blog, Kjeldbergs nye Drops, – idet jeg har oprettet et par eksperimentalblogs i andre blogosfærer 🙂

Nogle gange giver det “bare” et par andre/nye læsere, andre gange giver det nye mennesker, men også en helt anden tilgang til mig og mit skriveri – og ligeledes en helt anden måde at kommunikere på fra min side.
Jeg er sikker på, at det er sundt og lærerigt.
Men det her ER nu hjemme.

Utro af tastefingre, tro af hjertet.
Dét er madam Kjeldberg.