Opmaerksomhedssøgende idiot

gylden-berlin.jpg

Denne post handler om at være en kvinde, der sælger sig selv – og om at være i rollen som opmærksomhedssøgende idiot, når man egentlig mest er til hobbithuller og the.

Da jeg var ung og uskyldig og ikke skrev selv og heller ikke omgikkes andre skrivende, troede jeg, at en bog, når den først var udgivet, mere eller mindre solgte sig selv.

Da jeg lærte min første forfatter at kende, blev jeg klogere. Selv når man kom på Gyldendal, var det ikke en selvfølge, at alle de store aviser havde lyst at anmelde en. Det var heller ikke sikkert, at alle boghandler tog ens værk hjem. Og det var slet ikke sikkert, at læserne købte en.
Der skulle arbejdes. Der skulle skabes kontakter, interesse. Der skulle skrives artikler, holdes foredrag. Der skulle kort sagt møvles. Fra forlagets side – men så sandelig også fra forfatterens.

Det gælder også i dag. Og det gælder ikke mindre i dag, hvor udbuddet af underholdning og oplysning er endnu større og endnu tilgængeligere, end da min ven debuterede i 93.
Det gælder slet ikke mindre, når man som jeg kommer på et lille forlag.

Møvl er en gensidig forpligtelse. Forlaget er forpligtet over for forfatteren, og forfatteren over for forlaget. Og forfatteren over for sig selv.

Det er ikke altid lige rart at forfattermøvle, især ikke, når møvl slet ikke rigtig ligger til en. Man mærker nu og da, at ens fodarbejde vækker irritation. Nogle gange bliver man vist set som en selvcentreret idiot. Eller som en, der på lumsk og forargelig vis forsøger at sælge noget værre bras for at blive rig som en trold på andres bekostning. (Og rig som en trold bliver man ikke! Der suges konstant på labben i denne skrivehule. Men når man et vist salgstal, er der måske en chance for igen at blive udgivet. Når man det ikke, vil der ofte være lukket for al senere udgivelse.)

Nogle kan slet ikke lide, at der gøres PR for et konkret litterært værk. Måske ved de ikke, at de større forlag og/eller de større forfattere har diskretere muligheder for at skaffe sig mediedækning. Der bruges reklamebureauer og egne marketingsfolk med et budget og et netværk, som vil noget.

Nogle gange er man bestemt ikke i form til møvl.
Lige da jeg var udkommet med Fred og Ro, gik et dyrebart venskab i skår, endda delvist på grund af romanen – og der skulle alligevel skrives og snakkes og gives et enkelt interview og ringes og mailes og følges op over for redaktioner og journalister. Showet skulle gå på, selv om tiden uden for de officielle samtaler og mails mv. var et nedbrydende kaos fuldt af sorg og af tvivl – og igen og igen med blaf af ønsket om, at den roman aldrig var udkommet. Den var tuen, der fik læsset til at vælte, og måske-måske-måske var alt gået anderledes i dette venskabsforhold, hvis ikke… Men, smil, du er på!
En noget skizofren tid.

Sommeren gav en lille hvile fra møvlet – og en vis tid til eftertanke omkring det kuldsejlede venskab og omkring havariets sammenhæng med bogen og dens udgivelse.

Nu har jeg fået taget et ryk mere som møvler. Der kommer en artikel i vores lille minilokalblad i morgen om “Forfatterinden i xz-by” – og jeg fik omsider afsluttet artiklen til et af vores magasiner (krydser fingre for, at man vil bruge den). En anden artikel granskes i øjeblikket med interesse af et andet magasin. Og lidt andet her og der.
Men jeg kan godt mærke, at møvlets tid er ved at være slut for mig. Jeg skal have en pause, inden Caritas udkommer til foråret.

Det har været slidsomt. Også psykisk.
For egentlig er jeg mest til hobbithuller, the og hygge med dem, jeg kender, og som kender mig.
Og så til at SKRIVE – på den skønlitterære pc, vel at mærke.

Reklamer