Caritas

Så fik jeg lagt en af de sidste hænder på mit romanmanuskript Caritas, efter at min forlægger havde sat mærker og streger i det.

Lige straks skal det også sendes til den superillustrator, som jeg håber kan få tid til at lave bogens omslag (også denne gang) (hun stod også for Fred og Ros indpakning) . Jeg går med visse idéer til forsiden – men om de kan holde vand, ved jeg slet ikke.

Caritas udkommer engang i foråret. Også den giver mig formentlig hug i nogle kredse. Den fortæller om sværmerisk og beundrende kærlighed og samtidig om spirende teenageseksualitet, der sprutter frem af alle sprækker – og om den molotovcocktail af følelser, de to ting i kombination fører med sig, især da en- – nånej, nu skal jeg ikke afsløre for meget.
Mere til foråret!

Kollegaskabning

Jeg havde en gang en forfatterkollega, som jeg i den grad følte, at jeg kunne regne med.

Vi vidste, hvor vi havde hinanden, blandt andet vidste vi, at vi stod fuldstændig lige i behovet for at gøre os bedst muligt over for forlag, over for anmeldere og over for læsere. Vi havde herunder et direkte forhold til behovet for eksponering, vidste at vi begge behøvede den for at overleve – sådan rent teknisk overleve som forfattere. Der var ingen sentimentalitet, ingen hyklerier – og så vidt jeg ved ingen skjulte dagsordner eller nid eller misundelse, eller hvad man nu kunne forestille sig af mørk ballast.

Vores behov var ikke ens, dertil var vi på alt for forskellige trin i karrieren – han var gammel i gårde, allerede forlængst mangefold udgivet i det gamle århundrede og med en debut på Dalen, mens jeg var novice, debuterende i de beskednere hjørner.

Men vi kunne tale direkte om sagerne – og vi kunne hjælpe hinanden.
Jeg kunne hjælpe ham lidt netwise, noget han ikke rigtig orkede (han sagde, han ikke var god til det…). Jeg kunne være ubeskeden på hans vegne, møvle lidt for ham. Og jeg kunne korrigere lidt i hans tosprogsrust på skrivesproget.

Begge kunne vi læse hinandens ting og komme med redigeringsforslag. Vi forstod ofte hinandens intentioner så forfærdelig godt.

Og han kunne beskære mine tekster, som ingen anden kunne. Han kunne skære ned i mit sproglige og dramaturgiske udtryk, så det hele stod meget klarere. Jeg forsøgte at lære af det, men han kunne altid komme der med saksen og fjerne unødige kviste. Det beundrede jeg sådan, dette sprogblik, dette sceneblik. Jeg tror aldrig, han helt forstod, hvor meget det betød for mig.
Jeg kunne også låne hans pondus, hans anbefalinger af mig og mit her og der. Han gav novicen lidt vægt.
Og han var den, der i det hele taget gav mig modet til at skrive for fuld kraft. Han troede på mig, da ingen andre gjorde. Han gav mig råd og vejledning, han gav mig tiltro til mig selv. Uden ham – ingen romaner udgivet fra min hånd.

Han kunne også give mig en enestående sparring, når jeg var i begyndelsen af en ny roman. Han gav mig modspil, holdt mig fast, så en lille smule skævt på alting. Han kunne følge mine tanker, men havde sine egne sære at bidrage med.

Lige nu savner jeg det sådan. Hans sparring på en ny romanidé. Og hans sidste blik på en roman, som står lige foran udgivelse.

Gid livet må give os lejlighed til at praktisere som kolleger igen en gang. I en eller anden form.