Bibliotek.dk som “silent blogger”?

764088_shhhh.jpg

Også bibliotek.dk har opdaget kommunikations- og eksponerings-værdien i blogging og har fået bladet fra munden på egen blog.

Om der vil opstå megen trafik på bloggen er så spørgsmålet. Liv på en blog kræver jo som regel, at der sidder en blogger bag og udfører bloggeradfærd – kommenterer på andre blogs, besvarer kommentarer på egen blog nogenlunde jævnligt. Om man på bibliotek.dk er opmærksomme på det, kan jeg ikke helt udtyde.

Indtil nu synes det at være et problem på en del danske virksomheds- eller fag-blogge – at blogejeren (eller andre bag bloggen) ikke “opfører sig som en blogger”. Og følgelig bliver kommunikations- og eksponeringseffekten mindre end måske forventet. Også på nogle forfatterblogge rapporteres om fænomenet: Der er næsten ingen kommentarer og ret få læsere, simpelthen fordi der ikke kommenteres udad (på andres blogs), og de kommentarer, der modtages, besvares ikke eller kun yderst sporadisk og sjældent.
Man kunne vel kalde det silent blogging.

Men på bibliotek.dk’s blog kan man i hvert fald indtil videre blandt andet læse noget om, hvad andre brugere søger på, når de søger bøger, om bibliotek.dk’s stavehjælp – og sommerlæsning (kan vist også bruges om efteråret…).

Reklamer