Kjeldbergs søgeservice

Jeg kan se, at en eller flere personer i de sidste dage ihærdigt har søgt på termer som “hvad skal barnet hedde” og “Hvad skal barnet hedde (bog)” – og er landet på min blog.

Da min blog nok ikke kan hjælpe meget i den retning (ja, man kunne da kalde barnet Ane-Marie, selvfølgelig :-)), vil jeg som en ekstraordinær service (!) henvise til bogguide, hvor man kan købe bogen “Hvad skal barnet hedde?” Klik her.

Bogen kan sikkert også lånes på biblioteket. Gå ind på www.bibliotek.dk og søg under bogens titel.

Ydermere findes et glimrende – og gratis – netsite, hvor man kan kigge navne. Se her.

Familiestyrelsens liste over godkendte fornavne findes her.

Forhåbentlig lykkes det at finde et godt navn til den lille. (Og jeg synes nu, det ville være kønt med Ane-Marie i det mindste som mellemnavn 🙂 )

Reklamer

Omslåeren brygger farligt

gabrielle_d_estree_-_louvre.jpg

Nyheder fra illustratoren: Hun har brygget koncentreret de sidste dage og har superherlige idéer til Marcipansøstres forside!
Lige nu er billedet ovenfor (af Gabrielle d’Estrées og hendes søster) i brygget sammen med – nej, det vil jeg ikke fortælle, nogen kunne løbe med konceptet! Men det lyder bare godt, – en vidunderlig, forskrækkende kombination. Jeg er begejstret.

At være jomfruelig eller ej…

Ja, er jeg nu en ung bly jomfru eller er de tider længst forbi? Det er der åbenbart delte meninger om. Også biblioteksvæsnet og Hald Hovedgaard mener noget om den sag. Så nu er jeg da i syv sind: Er jeg eller er jeg ikke…?

For: Bed lige mærke i, at Litteratursiden.dk anser mig for at være debuteret i år.
Hald Hovedgaard har anset mig for at være debuteret i 2004, så derfor er jeg blevet tilstået skriveophold på stedet siden da.

At være eller ikke være…

Til helvede med Ole

olpes-bog.jpg

1. november udkommer en bog om at gå ad helvede til. Den hedder Græd vagabond – når din sol går bag sky. Det er en beretning om Ole Petersen, som pludselig beslutter at gå en tur. En ret lang tur. Han følger gamle spanske pilgrimsruter og spadserer 3500 kilometer.

Efter smadrede fødder, 1400 km, besat, tavs konkurrence med andre pilgrimme og mareridtsagtig kollaps på et pænt spansk hotel opdager han, at turen er mislykkedes, og at han må tage endnu 800 km. Og så lidt mere.

Det er historien om en mand, som i bogstaveligste forstand går i sig selv og til ro.
Og læseren opfordres ikke til at gøre det samme. Bogen er der bare, og man kan lænestols-gå med på Ole Petersens fodrejse. Hvad man vil bagefter, bestemmer man selv.

Græd Vagabond – når din sol går bag sky
er en rapport fra en indre og ydre rejse. En meditativ bog om en vandring fra nutidig vestlig uro ind i et selvforglemmende flow, der lader en cirkel sluttes.

Jeg har fået lov at udtale mig om bogen på dens forflap, og dette er ordene:

Græd Vagabond – når din sol går bag sky er ikke en sådan-redder-man-sit-liv-koncept-&-hurra-jeg-gjorde-det-OGSÅ-bog. Den er helt anderledes moden og selvstændig og maner ikke til efterligning, men til personlig eftertanke og personligt valg. Og bogen tør godt være stilfærdig.
Det er stærkt og smukt.

Græd vagabond – når din sol går bag sky
Ole Petersen
ISBN 978-87-92032-77-5
Forlaget Herodaman, i kommission hos forlaget Underskoven
205 sider, 198 kr.

Masochisme og fortabelsens psykologi

koldbrandlet.jpg

Han myrder tre børn, fordi han ikke kan holde sig selv ud. Det er en roman fra 1984. Forfatteren hedder Elisabeth Siegel, romanen Koldbrand. Jeg har læst den et par gange, i flere omgange, for den fanger, men er også så ubehagelig, at man (i hvert fald denne læser) må flygte ud af dens ’spind’ nu og da for at finde op og ned på verden og sig selv.

Romanen er noget af det mest særprægede, ubehagelige og samtidig fængende og velturnerede, jeg har læst.
Vi starter ved begravelsen af de tre myrdede børn. Her fra følger romanen hovedpersonen, Claes Lintrup, mens han iagttager politiets forsøg på at opklare den voldsomme forbrydelse, samtidig med at han ser tilbage og gransker sit liv og sit sind.

Bogen vakte opsigt, da den udkom, og det forstår man, mildt sagt, godt.
Hovedpersonen er en tilsyneladende velfungerende universitetsadjunkt, vellidt, venlig og dygtig. Men allerede fra barndommen har han gået med en usagt hemmelighed: vedholdende fantasier om vold, straf og ydmygelse. Da han kommer ind i voksenlivet, går det mere og mere klart op for ham, at hans seksualitet er uløseligt forbundet med disse temaer, og han lider voldsomt under sit ’særpræg’, føler det umuligt at betro sig til nogen om det – end ikke til sine kærester – og finder det seksuelle liv mere og mere pinefuldt og fyldt med skam. Selv da kæresten Lillian formår at få hemmeligheden ud af ham og kærligt går ind på hans masochistiske behov, giver det ikke Claes den tiltrængte fred med sig selv og verden.
Claes’ sind oprulles i detaillerede fragmenter, lige fra den tidlige barndom. Også hans seksualitet skildres uforblommet. Det, som nok har vakt allermest opsigt, da bogen var ny, er formentlig, at forfatteren formår at få læseren til at lære Claes at kende uden afsky, uden fordømmelse, trods den gruelige handling – mordene – som er bogens udgangspunkt.

Bogen består i høj grad af Claes’ tankeflod, og man kan undre sig over, at en roman kan bære så megen sindslighed. Men den bærer.

Det er – jeg siger det igen – en mærkelig bog.
Man sidder der og får indblik i fortabthedens psykologi, nærmest nysgerrigt følger man Claes rundt i hans tanker – og så gyser man pludselig i kolde sæt ved at se, at fortabtheden er en variant, se, at på ét tidspunkt var Claes blot en lidt speciel dreng, en lidt speciel mand af en lidt særlig sindsstatur, med en lidt særlig – meget borgerlig normal – let overemsig familiebaggrund, og så går han over grænsen, langt over den, ganske få minutter – og hans liv er nede i det dybeste mørke. Men Claes er stadig også manden/drengen fra før.
Til forståelsen heraf bidrager den elegante parallel mellem på den ene side Claes’ boghandlerfar, som egentlig skulle have studeret, men i sine for-studieår fortabte sig i forsøgene på at forstå enhver tanke, enhver teori, enhver stump viden ned til dens oprindelige rødder – og altså kartede ud ad enhver tangent i en besat samvittighedsfuld stræben på at få alt med – og på den anden side fortælleren, Claes, som samvittighedsfuldt og kvalfuldt forsøger at forfølge sine egne sindslige særpræg og manifestationer til deres rødder og ud i deres yderste konsekvens. Hverken Claes eller hans forhadte far kan i grunden sætte sig ud over deres sinds tvangsprægede graven, ingen af dem kan bevæge sig derhen, hvor de kan ’realisere det almene’. Ganske vist har Claes’ far kone og barn, men et liv med andre mennesker har han egentlig lige så lidt som Claes, for hvem alle kæresteforhold og andre relationer med tiden uvægerligt kæntrer.
Elegancen fuldendes af romanens egen opbygning, som er sådan konciperet, at forfatteren, på Claes- og Claes’-far-manér, graver sig ned i mangeartede detailler om Claes’ liv. Samvittighedsfuldt forfølger og redegør Siegel for enkeltheder og omstændigheder, for i sidste ende at overvinde den (tilsyneladende, og kun tilsyneladende) tvangspræget samvittighedsfulde og sig-fortabende struktur og lade læseren stå med et helt og fuldt og fungerende billede af Claes. Denne opbygning fortjener lydelig applaus.

Indsigt i masochismens mekanik, virkelig masochisme, ikke hygge-masochisme – jo, også det; men især indsigt i fortabelsens psykologi og samtidig skærende belysning af de usagte sider af det normale: forældres manglende vilje til at indse deres børns hele sind, børns angst for andre børn, barndommens grusomhed, forældres had til sig selv udlevet i had til børnene – blot til exempel.
En stor bog, en bog skrevet med stort mod, og i bund og grund med en stor næstekærlighed og indsigt i, at selv menneskehedens mest skyede paria er – mennesker.
Den bør stadig læses.

© Ane-Marie Kjeldberg
Oktober 07

Elisabeth Siegel
Koldbrand
Redaktion Arena, Gyldendal, 1984

Jeg døber dig i Pegasus’, Melpomenes og Hippokrenes navn

613841_pegasus.jpg

Nu kan jeg vist ikke udsætte det længere. Afsløringens time er kommet. Navneskiftet er for længst sket, barnet hedder ikke længere Caritas, portrætmageren er i gang med at tegne og tænke og kaste ud under det nye navn, som de fleste af de få hidtil indviede har kaldt fedt og en kende ækelt skråstreg foruroligende.

Min roman, som udkommer i foråret på forlaget Facet hedder nu:

Marcipansøstre.

Huleboer

skrivehule2.jpg

Det gik lige op for mig, at mit næste skrivehuleophold ikke ligger ret langt fremme i tiden. I guder, hvor jeg ser frem til det! At begrave sig og mæske sig i skriveri – døgnet rundt, hvis man kan holde sig vågen. Åh, det er fryd!
For den helt nye roman ligger der og kalder og kalder på mig…

Hvor dejligt at blive helt fri for distraktioner for en tid. Intet arbejde, ingen kæmpebunker af vasketøj, ingen ælderlige tanteskikkelser, der dukker op og spreder lidt syrlighed og forsøg på kiv om den oldgamle roman (Fred og Ro fra i foråret!).
Bare pc’en og mig!