Hvad er meningen?

750934_browsing_3.jpg

Jeg har erfaret, at jeg har nogle lidt mere “blog-fremmede” læsere nu og da – og velkommen til dem! – samt at disse læsere er noget i tvivl om, hvad meningen med min blog er – og om, hvordan man i det hele taget bruger en blog.

Hermed et par ord om det:

Formål:
Jeg kører denne forfatterblog som en slags dagbog over, hvad der sker i mit forfatterværksted.
Hensigten er, at mine skønlitterære læsere og andre interesserede kan kigge ind og følge lidt med i mine arbejdsprocesser og mine tanker omkring mit skriveri og aktiviteterne i forbindelse med udgivelse af mine bøger. Samtidig giver en sådan åben-værksteds-funktion naturligvis også en eller anden lille ekstra opmærksomhed på mine romaner – og eftersom bøger i dag ikke sælger sig selv (og slet ikke når man kommer på et mindre forlag og har et mindre kendt navn) så er den effekt naturligvis ikke at kimse ad.

Ydermere giver de åbne værkstedsdøre mig en virkelig dejlig mulighed for kommunikation omkring mit skriveri, – jeg får reaktioner og kommentarer, som jeg ellers kun ville opleve meget sjældent. Det er inspirerende, spændende og tit støttende på en helt unik måde. Forfattererhvervet kan jo ellers ofte være ganske ensomt.

Funktion:
Rent praktisk er bloggen som sagt en form for dagbog, og nye indlæg tilføjes øverst på den.
Ude til højre er der henvisninger til nogle mere generelle “sider” på bloggen – her kan man læse fx udklip af anmeldelser eller en kort biografi af mig.

Alle kan kommentere på bloggen. Neden for hvert indlæg på bloggen er et kommentarfelt, hvori man kan skrive sine eventuelle kommentarer, som vil blive synlige for alle læsere af bloggen.
Vil man henvende sig til mig, uden at andre kan læse med, kan man evt. bruge den mailadresse, som er angivet ude i højre spalte.

Advertisements

4 kommentarer

  1. Hej Kjeldbjeg. Har efterhånden et pænt stykke tid (med stor interesse) fulgt din blog og blev overrasket over at se fotos. Må jeg spørge, hvorfor du valgte ikke at skrive under pseudonym mere?
    Kh. Sarah

  2. Hej Sarah Engell – og velkommen til.

    Jeg har haft portrætfotos på min blog og min gamle hjemmeside i en del år nu. Synes selv, at det kan være interessant at se personen bag værket – måske især efter, at jeg mødte verdens hyggeligst og rarest udseende kvinde, som viste sig at have skrevet den mest hårrejsende psykologiske gyser (og mordhistorie) :-).

    Selve pseudonymet – ja, det er lidt kringlet, faktisk skriver jeg under delvist pseudonym den dag i dag, blot et andet end før 🙂 (Jeg er så heldig at være forsynet med et hav af mellemnavne, som jeg kan bruge af).
    Jeg har egentlig aldrig haft problemer med at stå ved det, jeg skriver, men jeg ved, at nogle af bærerne af mit egentlige efternavn har det mindre godt med mine værker og deres emner og stil. Så ved at undlade at bruge mit egentlige efternavn giver jeg dem mulighed for at undgå at skulle knyttes sammen med mit – for dem – belastende litterære virke.
    Og så har jeg det rigtig godt med navnet Kjeldberg, som var min mormors – hun var nemlig også af visse kredse anset for at være en værre skammelig én 🙂

  3. He he, kender godt følelsen af at den være skammelige i familien.
    Det er dejligt befriende, når nogen tør at skrive åbent og ærligt – men desværre risikerer man også at støde dem, som står en nærmest.
    Fint, at du har mange mellemnavne at vælge mellem.
    Min første bog udkommer til foråret, og jeg er ret spændt på reaktioner fra min familie.
    Den er ikke biografisk, meeen der er hapset godt med inspiration fra familiemæssige forhold 🙂

  4. Heldigvis har jeg ikke stødt nogen af de nærmeste, de bakker mig fuldstændigt op (og hvor er jeg glad for det) – det er mere nogle få af de temmelig fjerne, som har det lidt svært, selv om heller ikke jeg har skrevet biografisk.
    Men naturligvis vil man altid som forfatter i sit værk have stumper med fra selve livet, blot sammensat i nye konstellationer. Det kan nu og da fremkalde forundring, at man på den vis sammenblander virkelighedskonfetti med fiktion. Og naturligvis kan man gå ind på problematikker, som andre ikke anerkender som problematikker, eller som de helst så fortiet – og så kan der opstå ubehag. Eller man kan skrive i en stil, som findes upassende.
    Og det gælder jo for alle læsere – også dem som ikke kender en – at den slags kan forekomme.
    Men skulle man behage alle, kunne man ikke skrive et eneste ord. I hvert fald ikke et ord, som var værd at læse.

    Herligt, at du også er “skammelig” 🙂 – jeg bliver ganske nysgerrig mht. din roman. Hvad er dens titel?
    Held og lykke med den i hvert fald.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: