Masochisme og fortabelsens psykologi

koldbrandlet.jpg

Han myrder tre børn, fordi han ikke kan holde sig selv ud. Det er en roman fra 1984. Forfatteren hedder Elisabeth Siegel, romanen Koldbrand. Jeg har læst den et par gange, i flere omgange, for den fanger, men er også så ubehagelig, at man (i hvert fald denne læser) må flygte ud af dens ’spind’ nu og da for at finde op og ned på verden og sig selv.

Romanen er noget af det mest særprægede, ubehagelige og samtidig fængende og velturnerede, jeg har læst.
Vi starter ved begravelsen af de tre myrdede børn. Her fra følger romanen hovedpersonen, Claes Lintrup, mens han iagttager politiets forsøg på at opklare den voldsomme forbrydelse, samtidig med at han ser tilbage og gransker sit liv og sit sind.

Bogen vakte opsigt, da den udkom, og det forstår man, mildt sagt, godt.
Hovedpersonen er en tilsyneladende velfungerende universitetsadjunkt, vellidt, venlig og dygtig. Men allerede fra barndommen har han gået med en usagt hemmelighed: vedholdende fantasier om vold, straf og ydmygelse. Da han kommer ind i voksenlivet, går det mere og mere klart op for ham, at hans seksualitet er uløseligt forbundet med disse temaer, og han lider voldsomt under sit ’særpræg’, føler det umuligt at betro sig til nogen om det – end ikke til sine kærester – og finder det seksuelle liv mere og mere pinefuldt og fyldt med skam. Selv da kæresten Lillian formår at få hemmeligheden ud af ham og kærligt går ind på hans masochistiske behov, giver det ikke Claes den tiltrængte fred med sig selv og verden.
Claes’ sind oprulles i detaillerede fragmenter, lige fra den tidlige barndom. Også hans seksualitet skildres uforblommet. Det, som nok har vakt allermest opsigt, da bogen var ny, er formentlig, at forfatteren formår at få læseren til at lære Claes at kende uden afsky, uden fordømmelse, trods den gruelige handling – mordene – som er bogens udgangspunkt.

Bogen består i høj grad af Claes’ tankeflod, og man kan undre sig over, at en roman kan bære så megen sindslighed. Men den bærer.

Det er – jeg siger det igen – en mærkelig bog.
Man sidder der og får indblik i fortabthedens psykologi, nærmest nysgerrigt følger man Claes rundt i hans tanker – og så gyser man pludselig i kolde sæt ved at se, at fortabtheden er en variant, se, at på ét tidspunkt var Claes blot en lidt speciel dreng, en lidt speciel mand af en lidt særlig sindsstatur, med en lidt særlig – meget borgerlig normal – let overemsig familiebaggrund, og så går han over grænsen, langt over den, ganske få minutter – og hans liv er nede i det dybeste mørke. Men Claes er stadig også manden/drengen fra før.
Til forståelsen heraf bidrager den elegante parallel mellem på den ene side Claes’ boghandlerfar, som egentlig skulle have studeret, men i sine for-studieår fortabte sig i forsøgene på at forstå enhver tanke, enhver teori, enhver stump viden ned til dens oprindelige rødder – og altså kartede ud ad enhver tangent i en besat samvittighedsfuld stræben på at få alt med – og på den anden side fortælleren, Claes, som samvittighedsfuldt og kvalfuldt forsøger at forfølge sine egne sindslige særpræg og manifestationer til deres rødder og ud i deres yderste konsekvens. Hverken Claes eller hans forhadte far kan i grunden sætte sig ud over deres sinds tvangsprægede graven, ingen af dem kan bevæge sig derhen, hvor de kan ’realisere det almene’. Ganske vist har Claes’ far kone og barn, men et liv med andre mennesker har han egentlig lige så lidt som Claes, for hvem alle kæresteforhold og andre relationer med tiden uvægerligt kæntrer.
Elegancen fuldendes af romanens egen opbygning, som er sådan konciperet, at forfatteren, på Claes- og Claes’-far-manér, graver sig ned i mangeartede detailler om Claes’ liv. Samvittighedsfuldt forfølger og redegør Siegel for enkeltheder og omstændigheder, for i sidste ende at overvinde den (tilsyneladende, og kun tilsyneladende) tvangspræget samvittighedsfulde og sig-fortabende struktur og lade læseren stå med et helt og fuldt og fungerende billede af Claes. Denne opbygning fortjener lydelig applaus.

Indsigt i masochismens mekanik, virkelig masochisme, ikke hygge-masochisme – jo, også det; men især indsigt i fortabelsens psykologi og samtidig skærende belysning af de usagte sider af det normale: forældres manglende vilje til at indse deres børns hele sind, børns angst for andre børn, barndommens grusomhed, forældres had til sig selv udlevet i had til børnene – blot til exempel.
En stor bog, en bog skrevet med stort mod, og i bund og grund med en stor næstekærlighed og indsigt i, at selv menneskehedens mest skyede paria er – mennesker.
Den bør stadig læses.

© Ane-Marie Kjeldberg
Oktober 07

Elisabeth Siegel
Koldbrand
Redaktion Arena, Gyldendal, 1984