De ni læsninger – og min

876148_reading___.jpg

Nogle gange kan man sidde med et værk, som er blevet højlovet af et stort set enigt anmelderkorps og tusind af ens bekendte, og man kan vende og dreje bogen efter endt læsning, og man kan tænke: “Var det virkelig den samme bog, som den vennerne og anmelderne besang?” Man kan tænke, jamen personerne var jo helt flade, psykologien kunne ligge på en enøre, og sproget var så fyldt med tillægsord, at man kunne have holdt udsalg på dem, og alligevel havde der været rigeligt til tre romaner. Og kombinationerne af ord var dem, der falder ud af ærmerne, og dei ex machina væltede rundt over og under hinanden i en stadig mere hektisk ynglen.

Og dét, som skulle være så fantastisk ved værket, det falder slet ikke rigtig i øjnene, fordi det andet lander som grus i dem i stedet, nej, ikke som grus, som store skærver.

Måske burde min læsehest have sikkerhedsbriller?

Reklamer

5 kommentarer

  1. uha ja – det kender vi vist alle det der. personligt havde jeg det sådan med både “Frøken Smillas fornemmelse for sne” og “DaVinvi mysteriet” – hvorfor dælen blev de så store?

  2. Åh jo, det kender jeg også godt. Har adskillige af den slags bøger stående i reolen fx Hanne Reintofts “Ravns føde”, ih du milde for en omgang overfladisk ufølsom smøre, og så fra sådan en engageret person … men det er jeg vist ret ene om at mene. :-/

  3. Åh dejligt, at jeg ikke er ene om de der “undringer” 🙂

  4. Kender det godt. Og bliver ligeså forundret, når jeg læser fantastiske bøger, som jeg tilfældigvis er faldet over og aldrig har hørt om.

  5. Ja, heldigvis kan det gå begge veje 🙂

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: