Whauw – marcipansøstrenes hjertelyd!

Oiijj – det er stort hver gang! Som at se scanningsbilledet eller høre hjertelyden. Fik lige noget ind ad døren, som fik pulsen lidt i vejret og sommerfuglene til at flapse i maven. PDF’en til Marcipansøstre, 1. korrektur. Åh, dog – den findes, min roman! Det var ikke bare et fata morgana.

Kan man andet end elske Sebastian Schultz og hans forlag?! 🙂

Et langt sugende uforløst samleje

Eivissa er en by på Ibiza, et populært turiststed, og den nittenårige Jakob er rejseleder. […] I lufthavnen ved transportbåndet møder han den nogle år ældre Rahel, som han forelsker sig hovedkulds i. Eller måske er det slet ikke forelskelse, men fortryllelse og besættelse af hendes store skønhed. Hun er uopnåelig, tilhører ikke de almindelige turister, men har sammen med vennen og ledsageren, den homoseksuelle Adrian et hus i et velhaverkvarter på Ibiza. De tilhører et slags turistaristokrati, og han bliver inddraget i et skæbnesvangert trekantsforhold med de to.Det er vanskeligt at referere handlingen, faktisk er der næsten ingen på det ydre plan, så ville den i hvert fald lyde yderst banal. Den foregår inden i disse stærke og skrøbelige personer og mellem dem. I bogens første halvdel skrider handlingen dog nogenlunde kronologisk frem, men så er det som om den lidt efter lidt går i opløsning eller splintres, bliver mere abstrakt eller absurd, den følger Jakobs springende associationer. Den er spontan, dagbogsagtig. Jeg mener ikke privat eller selvbiografisk, det ved jeg ikke noget om. Jeg taler om virkningen, man kommer helt ind i Jakob, tænker, føler og handler med ham.

Sådan indleder Kåemer Asmussen sin anmeldelse af Hans Schmidt Petersens roman Eivissa. Anmeldelsen vil i sin helhed blive bragt på Fyldepennen.dk inden for en eller anden fremtid (se nedenfor).
Kåemer Asmussen har venligt givet tilladelse til offentliggørelse af en del af anmeldelsen her på stedet inden da.

Endnu et udsnit:

Bogen minder om Knut Hamsuns ”Pan”, selvom det her ikke er naturlyrikken der er rammen, men grisefester, vin, sangria, sang og dans i gaderne. Det er ikke fuglefløjt og skovens koglende lyde, men bægerklang og larmende partyorkestre der spiller ”O, la paloma blanca”. Og sex naturligvis i alle dens afskygninger fra den næsten normale til den mere avancerede, med sære, udspekulerede påfund.

Da Jakobs voldsomme og insisterende følelser ikke kan blive forløst med den dejlige Rahel afreagerer han på den mere tilgængelige og søde Ditte. Men selv midt i disse sexscener er det Rahel der er der. Bogen er et langt, sugende, uforløst samleje med Rahel, og munder ud i en infernalsk ”liebestod”.

Og lidt mere:

Her er ikke tale om en uskyldig ferieflirt, men om en tragedie af hamsunske dimensioner. I Hans Schmidt Petersens forrige bog ”Den gode amerikaner” kunne man være i tvivl om forfatteren til sidst var gået agurk, eller om den absurde slutning var nøje planlagt. Sådan er det ikke her, her samles handlingen til sidst i en skærende, disharmonisk men dybt tilfredsstillende akkord.

Uddrag af Kåemer Asmussens anmeldelse af Hans Schmidt Petersens roman Eivissa, Aschehoug 2007.
Anmeldelsen kan nu læses i sin helhedhttp://www.fyldepennen.dk.