Gnæg uden sømpistol + krævende sø og yugen

Nogle gange kan man få lidt dårlig samvittighed over de pligter, man lader de daglige omgivelser ene med, når man begraver sig i skrivning på et herligt arbejdsrefugium.
Men visse retter har vist allerbedst af ikke at være udsat for flere kokkes fordærv, end nødproceduren lige akkurat kræver – formentlig falder retten langt mindre påbrændt ud på den vis – så jeg vil med frank og fornøjet samvittighed nyde mine sidste refugiestunder for denne gang og glæde mig over, at en sur julepligt, som kræver smilet monteret i position med sømpistol og superlim, har kunnet arrangeres uden om mig i år :-).
Jeg er et uforskammet heldigt asen.

Også søen, ved hvilken mit refugium ligger, har nu møvet sig plads i min nye roman, kan jeg berette. Skriveheller kræver deres. Ubønhørligt.

Jeg har ikke fået skrevet mange sider. 40 styk nye kun, plus en del redigering. Vigtigst er, at jeg har fået fat i den lange ende af en stille stil, en meget enkel, som giver mig adgang til en anden tænkning, en, der har strejfet mig inde i visse japanske forfatteres værker. En lethed som adkomst til det tunge måske. Eller et mindre tungt syn på dette tunge.
Yugen er jeg lige ved at sige. Men det tør jeg ikke.

Reklamer