Fortryder du så, Kjeldberg?

ternhalvfigur2.jpg

En bekendt spurgte mig igen forleden, om jeg ikke alligevel har fortrudt, at Fred og Ro blev udgivet, med de ubehageligheder, det medførte.
Jeg sagde nej.
Jeg er glad for, at mange læsere og anmeldere har haft glæde af bogen.
At Fred og Ro gav mig nogle hug med på vejen må jeg acceptere. Jeg var forberedt på det, eftersom jeg jo gik ind og rørte ved noget, der kunne være ømme pletter. Man må generelt som forfatter forudse, at der kan komme negative anmeldelser, og selv om det gør ondt, så fandt jeg de to krasse af slagsen helt efter spillets regler. Og begge indeholdt de jo også positivt. Og der var de dejlige gode anmeldelser og læservurderinger til at veje det op.

Også nogle kritiske læserkommentarer her på bloggen – gående på det mindretalstyske tema – fandt jeg helt forventelige og faktisk rigtig givtige.

Nogle enkelte syrlige ansigtsudtryk i den private verden – ja, jeg havde ventet dem, og det er okay, at de kom. Man havde forventet, at jeg var spagere, ingen tvivl. Det var jeg så ikke, og overraskelser er ikke altid populære.

Nogle angreb et andet sted på nettet fra folk, som helt klart ikke havde læst bogen, var mindre behagelige, men desværre på en lidt bagvendt måde en bekræftelse af dele af bogens “påstande”.

Det allermest ubehagelige udi reaktioner var egentlig en håndfuld “anonyme” angreb med spredehagl her på bloggen – hvor man angreb bogen i nogle yderkanter, mig, min personlighed, min blog, min blogs kommentatorer, alt sammen underligt diffust, men vedholdende og ondt. Samme kilde, et par forskellige navne. Det var væmmeligt, fordi det var svært at se logikken – hvad gik vedkommende egentlig efter, hvad var årsagen til den forbitrede adfærd? En forbipasserende freak plejer ikke at være så vedholdende, og sådan en har det med også at hærge lidt rundt på naboblogge.
Da jeg fik opklaret, hvor angrebenes udspring var, gik min uro helt væk, mønstret var afkodeligt og i den pågældende kontekst “forståeligt”, og det var så det. (Selv om man selvfølgelig altid sidder med en sorg og en vis principiel rædsel over, at den slags bitterhed og dens “begrundelser” findes i nogle mennesker. Men sådan er det.)

At stå frem giver øretæver – ligesom det gør overhovedet at leve.
Og jeg har været heldig, at de allefleste reaktioner på min bog og på mine blogaktiviteter om den har været overordentligt positive og venligtsindede.

På det overordnede plan må jeg imidlertid sige:
Jeg var ikke ganske forberedt på, at Fred og Ro i den grad – af nogle – ville blive opfattet som et angreb. I mine skrivehænder var der for en del af figurerne stor kærlighed, for andre stor nysgerrighed og et ønske om at forstå. Heldigvis har min egen lille familie – herunder min ægtemand – støttet mig 100%. Det samme har en række venner. Det er jeg taknemmelig for.
Én ting er jeg temmelig ked af, nemlig at bogen en (lille) del steder er blevet opfattet som et portræt af det tyske mindretal. Sådan har den aldrig været tænkt. Den er et fiktionsportræt af én familie, der hører til der.

Men nej, jeg fortryder ikke. Jeg kan stå inde for min historie, og den har givet mig et såpas salg, at min forlægger tør binde an med at bekoste udgivelsen af nok en bog fra min hånd – Marcipansøstre. Til foråret.
Og jeg lover ikke for meget, når jeg siger, at den håndværksmæssigt er et modnere værk.
Og selve fortællingen skal nok give mig ny ballade. Masser. 🙂

Tak til min forlægger, Sebastian Schultz fra Facet. Uden ham havde jeg jo ikke siddet her med bøger i hånden. Og som det er fremgået af diverse poster her på bloggen, har han været mig en stor støtte i udgivelsesårets løb. Ydermere har han ofte været en fornøjelig samtalepartner om forfatterlivet og bogbranchen i al almindelighed.
Også tak til TamaraLara, min illustrator, som lige nu knokler med omslaget til Marcipansøstre. Hun er bare den bedste illustrator!

Til allersidst vil jeg endnu en gang benytte lejligheden til at takke min kære ven, kollega og sparringspartner Hans for al hans hjælp og vejledning gennem årene.
Uden ham havde jeg aldrig fået udgivet noget som helst.

Og resten af takkeriet vil jeg holde inden for privatlivets fire vægge, inden der går helt fuldfed Oscar i den.

At jeg takker læsere og anmeldere helhjertet er forhåbentlig unødvendigt at sige.

Reklamer

10 kommentarer

  1. Selvfølgelig skal du da ikke fortryde noget som helst, Kjeldberg. Tværtimod. Og som jeg skrev i anden sammenhæng forleden, så siger tilbagemeldinger (positive og negative) på et værk jo ofte lige så meget om tilbagemelderens baggrund som om værket selv.

    Jeg glæder mig allerede til næste værk. Så 2008, kom nu snart (dog først efter et par dages julero).

  2. Tak, kære Reinhard, for din opbakning, også i modvind.
    Og det er smukt af dig at minde mig om, at tilbagemeldinger og reaktioner kan sige meget om tilbagemelderen og hendes (hans) baggrund. Det er godt nu og da at huske det.

    Jeg glæder mig også til næste værk – og til at se det anmeldt, kommenteret, negligeret etc. Det bliver spændende at se mønstrene omkring den nye bog. Rigtig spændende!

  3. Nej. Du skal ikke fortryde.

    Flere af de negative reaktioner du har fået, beviser at bogen præcis har ret i sine observationer af overfladepænhed, hykleri og fortrængninger. Reaktionerne sætter nogle af anmelderne med videre i et lys der totalt bekræfter din roman, så det næsten er komisk. Anmelderne og så videre er tydeligt ikke klar over det. Det gør det endnu mere komisk.

    Om de anonyme ondskabsfuldheder på din blog ikke viser det samme?

  4. Tak for dine ord, J. Det er smuk opbakning.

    Du får lige en mail, da det er kutyme, at man som forfatter ikke offentligt detailkommenterer på negative anmeldelser, og det må jeg hellere holde mig til. (Og jeg finder, at det er en udmærket ordning – anmelderne skal jo have rum til at gøre deres arbejde. Men selvfølgelig tænker man som anmeldt forfatter et eller andet om det, der bliver skrevet 🙂 )

    Om de “anonyme” kommentarer: Der må jeg lige tænke over, hvordan jeg skal svare dig – den er lidt svær…

    Endnu en gang tak for din engagerede opbakning. Jeg er meget glad for at læse dine ord.

  5. Hej igen, J.

    Jeg har sendt dig en mail 🙂

    Om ondsindede “anonyme” kommentarer kort og generelt: De er jo ikke så anonyme, som enkelte kommentatorer tilsyneladende tror, idet man sammen med sin kommentar afleverer sin IP-adresse, som i visse tilfælde giver en meget specifik melding om, hvor der opereres fra.
    Men de oplysninger har man som blogejer ikke lov at offentliggøre, hvilket jeg nu heller ikke uanset evt. tilladelighed ville gøre – “af humanitære årsager”, kan man vel kalde det.

    Nok engang tusind tak for dine direkte ord og din smukke støtte.
    Og som sagt, jeg har sendt dig en mail.

    PS Og som tidligere skrevet: De allerfleste kommentarer til min bog og på min blog har jo heldigvis været sobre og endog rigtig positive. Det skal ikke glemmes.
    Jeg er meget taknemmelig over det.

  6. […] Hans Christian Davidsen fra Flensborg Avis har – med udgangspunkt i reaktioner på min roman Fred og Ro – en interessant og nuanceret kommentar vedrørende de tysk-danske grænsemindretals […]

  7. Ja, HCD’s kommentar relativerer faktisk andre kommentarer en hel del – man kunne næsten fristes til at sige: Sætter tingene i det rette lys. 🙂

  8. Jeg prøver at finde positive vinkler, det kan jeg se du også gør. Strengt taget er det umuligt at rette ind, hvis ikke man har nogen værdiskalaer eller bare målestokke for hvad oplevelse og kunst er, og hvad det skal gøre godt for; der kommer de negative vinkler ind som en nødvendighed, men, altså, vendt om, så de er et redskab for noget positivt.
    Uden at kende “Fred og Ro” fra andet end omtalerne tror jeg desværre at folk foretager den kortslutning at du skrev generelt om “hjemmetyskere”.
    Men din bog er jo en roman og ikke en historisk, kultursociologisk redegørelse for nationalforvirring, så der er da gået noget helt galt. Måske beror det på at du har talt om “informanter” eller altså om at få noget at vide om miljøet – det behøver man vel ikke at omtale at man gør?

    Har du publikum udenfor den snævre NordSchleswiger?

    Under alle omstændigheder, så må du skrive en roman mere, med andre skeletter i skabene – måske det så bliver tydeligt? 🙂
    Nej fortryd ikke dette her – jeg håber at du får den støtte, du fortjener.

  9. Kære Donald

    Tusind tak for din indlevede kommentar.

    Jeg tror, at en del af det, som har givet min roman modstand i visse kredse og medført visse kortslutninger, er den ømfindtlighed i dele af grænselandet, som Hans Christian Davidsen beskriver i sit indlæg på det tysk-danske debatforum.

    At gøre rede for, at jeg havde indsigt i nogle forhold i grænselandet, fandt jeg nødvendigt, og nødvendigt at fastholde, især da avisen Der Nordschleswiger satte milde spørgsmålstegn ved min baggrund for overhovedet at beskæftige mig med noget, der hænder i det tyske mindretal.

    Ja, jeg har publikum uden for Nordslesvig/Sønderjylland. Det største publikum nok uden for dette område. Den største biblioteksinteresse har, så vidt jeg kan bedømme, ligget i Københavnsområdet, Århusområdet – og sjovt nok i Esbjerg.
    Og bibliotekerne, som nævnte mig som læsværdig debutant, lå alle nord for Kongeåen.
    En boghandel i Torshavn på Færøerne bestilte i øvrigt bogen hjem!
    Også til et par håndfulde svenske biblioteker er jeg blevet solgt.

    Min roman Marcipansøstre, som udkommer i foråret er også fyldt med skabsskeletter, og en helt anden art end i Fred og Ro. Og denne roman foregår ikke i Sønderjylland. Nye knogler på suppen, kunne man sige.

    Tak for din støtte. Det luner.

    Mange hilsner
    Ane-Marie

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: