Dedikationer og deres mystik

79282_mary.jpgMarple Kjeldberg i gang med sin hemmelige last?

Bøgers trykte dedikationer er blevet en lille hobby for mig. Eller en last? Jeg sidder og læser dem og forsøger at forstå – eller gætte og fantasere mig til – historien bag.

Hvorfor tilegner vi til dem, vi gør?

Hvem er hende der – og ham? Hvorfor skal lige de betones? Og hvorfor på den måde?
Det er lidt som med visse dødsannoncer. “Min ejegode hustru og børnenes kærlige mor” gør mig altid mistænksom. Hvorfor skal det implicitte udpindes? Er der dårlig samvittighed, utilstrækkelighedsfølelse, skam?
Bare kald mig Miss Marple! 🙂

Min Fred og Ro er tilegnet den mand, som sparkede mig i røven, så jeg kom til at skrive i stedet for høfligt at skrible. Det er ikke min ægtemand. Det er der sjovt nok nogle der har fået ondt i netop omtalte legemsdel over.

For mig personligt vil dedikationer altid have noget konkret med selve skriveprocessen at gøre, med taknemmelighed omkring den; men for andre er der åbenbart (også) helt andre følelser, tanker og hensigter med at tilegne.
Dedikationspsykologi er en videnskab for sig.
Jeg gransker videre, grubler, forestiller mig…
Tænker mit.

Alene her på mit bord ligger en stavl materiale at snage i.

Hvem er den Art, som elsker blomster? Hvem er Daniel? Gerda? Hvorfor skal “my african family” takkes? Og lige med det ordvalg? Hvorfor takkes dén ægtefælle på netop dén måde? Hvem er “dig”? Ved “dig” det selv? Er der to “dig”er, som begge tror sig sikre? Eller tre?
Og hvem i Guds navn er dog den der Lone?

Det kunne der skrives romaner om.
Eller bare en Spoon River Anthology II.

PS: Hvis nogen ved, hvem Lone er, vil de så ikke fortælle mig det? Please.

Advertisements

5 kommentarer

  1. Kære Kjeldberg! Jeg har et gæt på, hvem Lone kunne være, men nu ved jeg ikke, hvilken bog og dermed forfatter vi taler om, så jeg er lidt usikker.
    Kunne det måske være … nej, jeg tør ikke gætte.

    Men ja, dedikationer afspejler sikkert mange interessante relationer, så behold endelig MM-hatten på. 🙂

  2. Æhj, altså! Går du der og ved, hvem Lone er – uden at ville fortælle mig det?! Æsjj!

    Ja, der er fyldt med herligt stof i dedikationsprocesser. Formentlig er der ligefrem en kommunikation mellem visse værkers dedikationer. Spoon River siger jeg bare!

  3. Jeg har også et bud på en Lone. Men det anhænger af dedikationens forfatter…

    Jeg håber, du er kommet godt ind i dette nye år, der helt sikkert bliver lige så spændende for dig som det forgående.

  4. For ikke at tale om det som jeg altid undres over – hvordan vælge hvem dedikationen skal skrives til, hvad nu hvis der er rigtig mange (og jo har set bøger med flere sider men helt ærligt)
    Og hvordan undgår man at dem der ikke bliver nævnt, ikke bliver sårede,sure,vrede osv?

    Måske er dedikationer til enkeltpersoner foretaget udfra valget at fx “Lone” er den eneste som ellers ville blive sur over ikke at blive nævnt?

    Interessant..

  5. Hej Henriette. Du ved det også, ligesom Reinhard? Jeg føler mig helt udenfor!
    Jo tak, efter en indledende influenza er jeg i gang med 2008 og glæder mig til, hvordan Marcipansøstre bliver modtaget. Jeg ønsker også dig et spændende år – helst på højde med dit Jelne-år.

    Hej Harning. Ja, måske er det sådan, Lone er blevet udvalgt 🙂
    Jeg har faktisk selv (så godt som) besluttet ikke at dedikere mere (hvis jeg overhovedet får lejlighed til at stå der med noget, som kunne dedikeres…), netop af angst for at såre ved ikke at få alle nævnt. Marcipansøstre får kun en lille halvskjult hilsen til et STED med sig.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: