Min forlægger torturerer mig

935020_telephone.jpg

Opringning fra min forlægger:

“Kan du høre, hvad det her er?” Bonk-bonk.

Jeg: “Øh-næh – du banker på et eller andet.”(Er manden blevet gal?)

Forlægger: “Ja. Hvad tror du, det er?” (Manden er gal.)

Jeg: “Øhh – det kunne lyde som en bog?” (Han lavede bankestuntet med Fred og Ro i sin tid, men hvorfor skal jeg nu høre ham banke på “fremmede” bøger? Han trænger vist alvorligt til ferie…)

Forlægger: “Hvad tror du, det er for en bog?” (Øhhh…? Tankeparalyse…)

Jeg (skrigende): “Hvad? HVAD? HVAD? Mgllpp!! Det kan ikke passe?!”

Men det kunne det. Det var min Marcipansøstre, som allerede var der som bog, allerede trykt i de første eksemplarer! Nu – første februar! Bog, Marcipansøstre, mit manuskript, dér, nu!

Og herefter fulgte så en længere torturscene, hvor bæstet ind i øret på mig bankede på bogen, bladrede i den (dette svippelippelip) – og endog beskrev dens lugt. GENTAGNE gange!
Arrgghh!!!
Men pyhh! – jeg får et eksemplar tilsendt – måske allerede i morgen!

Det kom fuldstændig bag på mig, at bogen allerede er så langt i processen.

Og forlæggeren gnæggede.
Sebastian Schultz – torturør og fus-tager.

Reklamer