Rapport fra en bankboks

noegler.jpg

Her sidder jeg så i Harnings bankboks (forklaring: Se denne post inkl. kommentarer). Her er lidt snævert og meget mørkt. Nu og da dukker Harning op med lidt proviant og en sprække af lys. Der er meget stille i banken. Det er nok, fordi det er søndag. Eller egentlig er her altid stille. Men det føles mere stille i dag. Jeg har ikke bevidstheden om kunderne og de ansatte deroppe et sted over bokshvælvingerne.

Jeg har kun selskab af mit manuskript og nu også 1. eksemplar af selve den trykte Marcipansøstre.
Man må lide en del for litteraturen. Gad vide, om ikke forlæggeren kunne sidde her noget af tiden, så jeg kunne komme lidt ud? Spurgte faktisk forleden, men det dur åbenbart ikke. Jeg er jo primærkilde til romanen, og som sådan næsten så værdifuld som selve teksten. Næsten.

Nå, nu synes jeg, jeg hører bump af tunge døre og raslen af nøgler. Harning er vist på vej med mere proviant.
Frygter, at hun vil forsøge at fravriste mig manuskriptet, når jeg i et svagt øjeblik kaster mig over svensk knækbrød, limpa og pærecider fra Herrljunga. Nu har jeg jo også selve bogen at passe på. Har sat mig på den. Måske opdager hun den ikke.

Heldigvis ved hun ikke, at jeg kan miste enhver koncentration og vagtsomhed for en 88 fra GB. Eller en päronpinne.

Reklamer

Flowskriv med Skjoldborg

flowskrivning.jpg
Bo Skjoldborgs bog Flowskrivning er nu udkommet. Er bogen som Skjoldborgs kurser, kan den varmt anbefales.

“… for alle, der har brug for at få mere glæde og effektivitet ind i deres skriveproces”. “Flowskrivning beskæftiger sig med, hvordan du skaber en mere effektiv og glædesfyldt skriveproces, der både fører til bedre tekster og et generelt bedre arbejdsliv og måske også et bedre liv i det hele taget.”
(Citat fra forlagets beskrivelse af værket.)

NB! 25% af bogen kan downloades gratis her. Lidt af en mulighed!

Jeg har selv haft fornøjelsen at være på Dansk Forfatterforenings flowskrivningskursus, ledet af Bo Skjoldborg. Særdeles givende og styrkende – også for det basale: selve forfatterselvtilliden.

På Skjoldborgs hjemmeside om flowskrivning har jeg for resten i selskab med mange andre brugere af forfatteren og skrivecoachens kurser fået lov at optræde med et begejstret anbefalerudbrud, i øvrigt hentet her fra min blog.

Bo Skjoldborg
Flowskrivning
Dansk psykologisk Forlag
2008