Plejehjemspersonale lever i fantasi om en bus – demente lindres

bus_stop.jpg Foto: Marcelo Terraza

Denne fortælling fra virkeligheden er, så jeg græder:

Et plejehjem i Horsens har bygget et fiktivt busstoppested i forhallen. Her søger rastløse demente hen, når de vil hjem til deres forlængst afdøde forældre eller ægtefæller.
Personalet venter tålmodigt på “bussen” med de gamle, mens de taler med dem om de mennesker, de vil besøge. Efter en tid falder de demente til ro, de har fået talt, fået luft for følelser – og kan følges tilbage til en fredelig kop kaffe.

Hvor er det fint og stort. Personalet lever en fiktion, indfølende og fantasifuldt, man er fri for at bruge magt, og de gamle får lindring.

Levet litteratur på dagligplanet.

Bravo!

Kilde: Politiken.

Reklamer

Debat: “Marcipansøstre er pædofilihygge”. “Nej, den er nødvendig.”

marcistabel.jpg

Via Bo Gorzelak og hans blog er jeg blevet gjort opmærksom på, at Marcipansøstre diskuteres på nettet. På et debatsite, sol.dk, mener et par stykker eller tre, at romanen skal “stoppes”, fordi den er “rystende” og noget “pædofile rigtig kan sidde og hygge sig med”; mens andre ikke deler den holdning, men derimod finder, at bogen lyder væsentlig og nødvendig.

Også andre steder ses romanen diskuteret.

Meget fascinerende for forfatteren, at bogen sådan lever sit eget liv helt uden for ophavskvindens kontrol og daglige sfærer og bliver ment noget om. (Dog også en lille smule underligt foruroligende, sidder jeg og mærker…)

Gorzelak sætter i øvrigt tingene på plads om må og ikke-må i en glimrende og velgørende præcis post, hvor han slår Marcipanen og Kofod med ét smæk.

***

Bonusinfo:
Marcipansøstre vurderes positivt af litteraturmagasinet Sentura og af bibliotekernes lektør.

“Dine første bøger var trælse – men denne her!”

briller.jpg

En stemme i telefonrøret på udgivelsesdagens aften:

“Jeg har læst dine to andre bøger, og jeg syntes de var trælse!”

En blid stemme tilhørende en moden kvinde.

Hun fortsætter:

“Men denne her! Marcipansøstre. Den er helt anderledes! Jeg har læst hele eftermiddagen, og nu er jeg færdig med den. Den er så god. Du hæver dig sådan op over dit emne, og du anskuer det fra en vinkel, som man ellers aldrig ser. Den bog må virkelig kunne vække debat.”

Stemmen tilhørte min første “civile” læser uden for kredsen af indviede sparringspartnere mv.

Mgllp. Fokus på første del af læserens budskab. Synke, synke.

Og så alligevel rødmende glæde – for man ved det jo selv som forfatter, kender alle fejlene i de gamle værker, ved, at noget – forhåbentlig – har ændret sig.

Den blide stemme fortsatte:

“Der var alt for meget sex i Fred og Ro, det var næsten kun sex. I den her er der også sex, men der er så meget andet. Og jeg kan slet ikke forstå, hvis nogen kan blive forargede over den.”

Det er så spændende at få formidlet læsernes opfattelse af ens bøger.
Først i mødet med læseren er bogen skrevet færdig.

Er 15-årige piger pr. definition seksuelt idioter?

marcipann.jpg

Min roman Marcipansøstre udkom i torsdags, og i dagene forud oprulledes Kofodsagen. Jeg var himmelfalden over, hvilket massivt apropos denne sag var til min romans skildringer af purung seksualitet og voksnes manipulerende modvilje mod at acceptere den.

Jeg har bidt mig i tungen i flere dage nu, for ikke at tale om Kofod og hans pige. Talt har jeg nu, så rettere: Jeg har bidt mig i tastaturet.

Men eftersom sagen ruller og ruller, kan jeg ikke lade være nu at spørge, højt og tydeligt:
Hvad med pigen?

Vi hører igen og igen plæderinger for og imod Jeppe Kofods moralskhed eller mangel på samme.

Hvad med pigen? Hvis hun nu gerne ville i seng med hr. Kofod (og intet tyder, så vidt jeg kan se, på, at hun ikke ville), har hun så ikke lov? Hun er seksuelt myndig, den såkaldte lærerparagraf i loven om krænkelser af “sædeligheden” kan åbenbart ikke have relevans – hvad i alverden blander vi os så for?

Vi, der selv har været unge, eller har haft unge på nært hold, ved da ganske udmærket, at nogle piger på 15 er særdeles modne, også seksuelt – og har egen vilje, egne mål og egen velfungerende dømmekraft.
Det er ikke første gang, vi hører om en 15-årig, som godt vil til køjs med en mand af højere alder – hvorfor hykler vi det til noget uhørt og mistænkeligt? Hvorfor rasler vi med antydninger af, at Kofod nok har gjort hende noget forkert?

Hvorfor kan vi ikke respektere PIGEN i denne sag? Vi har en seksuel myndighedsalder, den må vi vel som samfund tro på – og i hvert fald må vi i den givne situation acceptere den.

Hvorfor har vi så travlt med at tåbeliggøre denne pige, gøre hende til det uskyldige, bævende offer for en “slem” mand?
Jeg tror ærlig talt helst hun er fri for vores “omsorg” og vores skinhellige rablen derudad i neurotiske nypuritane bodsøvelser på andres vegne.

Ilde hørte sandheder – interview om Marcipanen

marcistabel.jpg marcimidtjyll08bill.jpg

Allerede to dage før Marcipansøstres udgivelse var der et grundigt interview med romanens forfatter i Midtjyllands Avis.

Et par korte citater og klip:

“Denne gang er temaet børn og unges seksuelle søgen kontra voksen grænseoverskridelse.
Ane-Marie Kjeldberg fik ideen til bogen efter at have talt med en voksen kvinde, der var udsat for seksuelle grænseoverskridelser som barn.
– Kvinden fortalte, at hun slet ikke havde opfattet, at det var forkert, før omgivelserne fandt ud af det og gjorde hende til offer.
Hun fik at vide, at det var forfærdeligt, og det var det jo også, men der var slet ikke plads til de andre følelser hun også havde. Hun havde faktisk dårlig samvittighed over for krænkeren, og ønskede ikke at han skulle straffes, men det kunne hun ikke sige til nogen.”

marcimidtjyll08stump2.jpg

marcimidtjyll08stump.jpg

marcimidtjyll08stump3.jpg

marcimidtjyll08stump4.jpg

Fra Midtjyllands Avis 25.03.08
Journalist Kenneth Lynghøj

“Blogging with a purpose”-award til disse fem…

Harning har givet mig en “Blogging with a purpose”-award (med en smuk begrundelse). Den skal jeg give videre, hvis jeg vil lege med.

Det vil jeg godt 🙂

“Blogging with a Purpose”.


Hermed reglerne:

1. Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen.

2 De nominerede blogge skal have et formål

3. I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog

4. De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog. Logoet skal linke tilbage til denne blog (jeg går ud fra, der menes oprindelsesbloggen, red.)

Og jeg nominerer følgende (og deltag kun, kære nominerede, hvis I bryder jer om denne lille “spøg”):

Stensamler, som blogger for poesien, med poesien og af poesien

Brian Storm (Ørnbøl), som gør cirka det samme og supplerende vistnok har samme nydelse som jeg selv ved at lege og arbejde med PR-muligheder og gå og analysere på dem bag kulisserne (tror jeg nok! Måske fornemmer jeg forkert!)

Ordholder, som blogger for en unik kombination af litteraturen, fagligheden, kreativiteten og følsomheden og ikke går på kompromis med det, hun tror på

Reinhard, som venligt og uden at gøre væsen af sig – men med sproget og skarpsynet i sin magt – blogger for sit forfatterskabs iboende talen for rimelighed mellem mennesker (herunder mellem børn og voksne) – og i det hele taget for denne rimelighed, som ligger ham dybt på sinde

Den stille pige, som blogger på familiens side og med en stilfærdig, men vedholdende hengivenhed og empati for og med sit barn og dermed for alle børn, som ikke lige passer 100% i vores hurtige samfunds praktiske standardkasser

Award til Kjeldberg!

Midt i alt hurlumhejet med udgivelsen i går fik jeg slet ikke fat i det, men jeg har altså fået en pris!

En Blogging with a purpose Award – den er givet mig af Harning, med en smuk begrundelse:

“formår at beskrive forfatterens alle kvaler mens hun nyder en päronsplit i bankboksen og samtidig formår at have overskud og mod til at påtage sig børnenes stemme i kontroversielle emner”.

Meningen er, at jeg skal give stafetten og prisen videre til fem andre meningsfulde bloggere. Det sker snarest – jeg skal bare lige nå at overveje lidt!