Sidder hun bare og glor?

amskrivende08.jpg

Sidder fru Kjeldberg så med hænderne i skødet, hviler på laurbærrene (eller tidslerne) på forventet efterbevilling og venter på udgivelsen af Marcipansøstre 27. marts?
Laver konen ingenting?

Joe, hun passer sit arbejde og sådan-

Men bortset fra det?

Jow, skam da – også litterært foregår der lidt.

  • Fik skrevet på en lille tæt sag i en helt anden genre i nogle dage – fik den endda afsluttet (så lille var den). Måske kan den give lidt smør på brødet en dag. Og i øvrigt tror jeg på, at det er sundt at skærpe pennen på fremmede genrer nu og da – flirte med et andet sprog, en anden stil, andre emner. Om ikke andet er det sjovt at lege, gungre derudad i en anden rolle end ellers – en anden skrivepersona ville skrivecoach Bo Skjoldborg vist sige.
  • Og jeg skriver på den nye roman Iseskrog (som nok skal have et andet navn).
    Lige nu er jeg ved at sammenskrive en ny start på romanen med de oprindelige omkring 80 sider – og derefter revidere de oprindelige sider, så det stemmer.
    Det er lidt mere gennemgribende, end det måske lyder, blandt andet er jeg gerådet ind i en leg med mine personers køn og kønsidentitet, som er ganske kompliceret for mig selv at følge med i – og samtidig er det frygtelig spændende, der åbner sig hele tiden uventede udsigter de mærkeligster steder hen.
  • Der er også lidt kontakten en journalistbekendt her, en anden bogperson der. Der skal udbredes oplysninger om, at Marcipanen er på trapperne. Også dét er en del af det litterære arbejde.

Og imens tæller vi ned. Der er lææænge til den 27. Og rædsomt kort!

Reklamer

7 kommentarer

  1. Det lyder travlt. Og fedt!

    Jeg kunne sådan tænke mig at drage væk fra dagligdags gøremål. Afsondre mig en måned eller to, og skrive og mengelere rundt med personer og køn og begivenheder, sådan som du beskriver.

    Jeg kunne sådan tænke mig at fordybe mig. Jeg skøjter altid. Videre. Fremad. Efterlader en masse åbninger, som jeg aldrig får undersøgt endsige lukket.

    Men det kommer måske. En dag. Når jeg får mod til fordybelse. Og tid. Og råd 🙂

  2. Åh, ja…jeg troede jeg skulle skrive…men jeg skulle bare arbejde…det er så…suk!

    Jeg håber for dig, at du må få en masse legater og skriveophold på Hald og den slags, så du kan få ro til at fordybe dig i den næste roman, som jeg ser meget frem til, bl.a. på grund af visse hentydninger til Murakami og det japanske 😉

  3. Silhuet:
    En dejlig form for travlhed – den bedste :-).

    En klase tid, hvor man har lov – eller ligefrem pligt – at fordybe sig, er en god ting til at komme i gang med ikke at skøjte videre.
    Ørslev Kloster kan anbefales til det formål – hvis man ellers kan bære TV- og netfrie omgivelser og munkecellelignende, højloftede værelser (til gengæld er der yppige, antikke stuer med masser af bøger). Personligt elskede jeg det – med stor inderlighed. Og det koster næsten ingenting.

    Lige nu har jeg ikke en hel klase tid at tage af, men snupper det i smådryp. Det er godt at holde tankerne i ave med, så jeg ikke fokuserer alt for meget på d. 27. (UDGIVELSESDAGEN – GYS!)

  4. Kirsten:
    Det arbejde, det har det bare med at komme i vejen! Jeg kender godt den der med at have en lakune, så kommer en opgave, man KUNNE sige nej, meeen, det er jo håndgribeligt ARBEJDE, penge på bordet – og så: ingen lakune alligevel…

    Håber, du snart får skrivero igen trods alt :-).

    Legater kunne være fede, yes! Og Hald håber jeg også på engang igen – måske lykkes det at finde tid i efteråret.

    Håber den nye roman er værd at se frem til… Den opfører sig meget specielt for tiden.
    Og Murakami og især Oe rumsterer hele tiden i baggrunden. Og Yoshimoto.

  5. “yppige stuer”, Ane-Marie??
    Det lyder sågu ypperligt…hvis du spørger mig.
    Jeg ER smuttet!
    😉

  6. I sammenligning med de asketiske “celler” er stuerne ikke bare yppige, de er ligefrem voluptuøse, Beo, – mahogni, udskæringer, nips og bogskabe.

    Kontrasten er faktisk ganske voldsom.

    Stedet kan absolut anbefales.

    Yppigt er det OG asketisk – og bestemt ypperligt alt i alt.

  7. Glæder mig til en rapport derfra, hvis du virkelig tager derop 🙂

    (Det siges i øvrigt, at mænd fortrækker de få lavloftede “celler” deroppe – jeg ved ikke hvorfor.)

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: