Sandheden og forfatteren

lille_1447560.gif

“Forfattere? Det kan godt være at nogle af dem faktisk siger noget der kommer sandheden nær, og dog lever videre uden hverken at blive slået ihjel eller blive vanvittige. De narrer andre med fiktionens rammer. Inden for dem er man nemlig i sikkerhed, ligegyldigt hvad man siger, lige meget hvor grufuldt, farligt eller skamløst det er. Selve den omstændighed svækker forfatterens værk grundlæggende. For selv når en forfatter siger noget helt og aldeles sandt, er han bevidst om at han kan sige hvad som helst inden for fiktionens rammer, og at han er immun over for giften i det han siger. I sidste ende står det klart for læseren, og det der fortælles, svækkes, fordi det savner den virkelighed der kan ramme læserens nøgne sjæl. Anskuet på den måde findes den sandhed jeg forestiller mig, ikke blandt noget der er blevet til tekst og blevet trykt. Dér møder man højst nogen som foregiver at springe ind i mørket med et ‘Skal jeg sige sandheden?'”

Takashi i Kenzaburo Oes Tid til fodbold

Reklamer

Das Beckwerk

En anden slags forfatterhjemmeside: Se Claus Beck-Nielsens spindelvæv af en netfortælling om Claus Beck-Nielsen og hans værk. Das Beckwerk.

Så er det man gaaaber, når man vender tilbage til sine egne adstadige spalter…

En pelargonie gik gennem stuen

701816_geranium_1.jpg

Måske er det virkelig svært for ikke-skrivende at forstå, at skriveriet kan betyde så meget for en forfatter. At det kan give så stor lykke – og så store sorger.
At man kan føle sig så ”hel”, når noget lykkes – en tekstpassage makker ret, en roman udgives, en anmelder er positiv, et salgstal ser bedre ud end frygtet, eller en læser henvender sig til én og har haft udbytte af ens værk.
At man modsat føler sig så ødelagt, når noget går galt…
Måske er det meget vanskeligt at sætte sig ind i.

På den anden side – er der ikke mange ikke-skrivende, som oplever stor tilfredsstillelse i deres arbejde? Og stor utilfredsstillelse og uro, når det jobmæssigt ikke falder i hak?

Ses skriveriet som noget helt andet – noget lidt pjanket, en slags leg?

Jeg ved det ikke.

Det er underligt, når nogle af de mennesker, man har været tæt knyttet til i livet, og som man stadig omfatter med ømhed, pludselig (eller er det ikke spor pludseligt?) ikke kan vise en splint interesse for det,  man laver.
Så meget ved jeg.

Når man forsøger at fortælle dem om store glæder eller sorger, bekymringer eller drømme – og de reagerer med ”nå” eller med fuldstændig tavshed, så er det virkelig en sær fornemmelse.
Gennemsær.

Men så snakker vi lidt om pelargonier i stedet.
Det er nogle pæne planter. Og sejlivede.