Da jeg var en ikke-læsende familie med udsatte børn

267030_reading_statue.jpg

Da mine to ældste var ganske små, boede vi i et boligområde, som sikkert ville blive betegnet som “udsat” iflg. regeringens nye Lige-Muligheder-program.

Vi havde nemlig valgt at spare det pæne hus væk, så mor kunne være hjemme ved ungerne og give dem en tryg og velstimuleret småbarnetid – blandt andet ved at læse højt for dem af de bøger, som vi lånte på biblioteket eller investerede lidt af farmands indtjening i.

I dag havde mine “udsatte” børn så fået en statslig bogpakke, fordi vi pr. definition var blevet regnet for en ikke-læsende familie.

Siden ville samfundet så have sagt, at det var derfor den ene af dem gav sig til at læse litteraturvidenskab.

Dermed ville vi have foræret samfundet en succeshistorie.

Lidt pudsigt.

Læs om de gratis bøger til de udsatte børn i Politiken.

Reklamer

7 kommentarer

  1. Selv om det er svært, at være modstander af gratis bøger – så er jeg det nok i dette tilfælde fordi jeg ikke bryder mig om hverken fællesdefinitionen “udsatte” eller den forskelsbehandling som satspakken indebærer….
    Hm….
    det må jeg vist tænke nærmere over…..

  2. og tænker over min egen barndom, og mine børns..
    Stakkels Stat – som ej heller kan påtage sig æren for os….

  3. Princippet i gratis bøger til børn kan jeg også godt lide.

    Men jeg stejler alligevel lidt, netop ved dette stempel:
    Dit barn får en bogpakke, for det er et udsat barn.
    I børnehaven er der så nogle børn, der har fået en statspakke, andre har ikke. Og lur mig, om ikke børn er hurtige til at aflæse budskabet i, hvem der får, og hvem ikke?

    Og jeg tænker som skrevet på mine unger i betonen – vi var sgu ikke udsatte og fandengaleme ikke ulæsende!

    Og jeg tænker tilbage på mine bedsteforældre. De kom fra hjem, som sikkert i dag ville blive stemplet som ulæsende.
    Men de havde altså begavede og læsende forældre – og var selv begavede og læsende, og mine bedsteforældres børn tog springet, fik uddannelser i boglige fag – og læste som gale, og vi i generationerne efter læser videre.

    Jeg kan godt være lidt bange for, at man ved at smække et bogstempel i “udsatte” børns pande egentlig i visse tilfælde hindrer en mulig social mobilitet. “Nå, jeg er altså en af de udsatte, jeg kan nok ikke noget alligevel.” Og fra lærerside: “Aha, et bogpakke-barn.” Rosenthal-effekten lever jo i bedste velgående…

    Det falder mig også ind, at der findes “rige” forældre i “pæne” kvarterer, som heller ikke stimulerer deres børn til læsning – eller selv læser.

    Måske var løsningen bogpakker til alle småbørn?
    Til gengæld kunne man så spare noget af den avancerede og halsbrækkende idrætsundervisning bort i skolerne (nu bliver jeg upopulær) og bare lære ungerne at gå eller løbe en tur – eller lege fange, som det hed, da jeg var barn…

    Og som en eftertanke:
    Hvem skal egentlig læse de der bøger højt i de ulæsende hjem?

  4. Enig – og som nævnt også min barndom og en stor del af mine børns barndom ville falde ind under de “udsatte”.
    Selv voksede jeg op midt inde i byen, med en alkoholiseret far og en studerende mor – og vist var de fattige. (at han sidenhen kunne leve af at skrive, og hun blev professor er en heelt anden sag). – Som statens gudskelov ikke kan tage æren for.
    Og jeg valgte at bo i netop betonghettoen med mine børn – dels fordi vi var fattige, men så sandelig også fordi jeg kunne lide mangfoldigheden! – Ej heller dem skal staten have lov til at tage æren for.

    Og – lige den med oplæsning skræmmer mig – for intet kan tage motivationen og glæden ved bøger mere fra et barn – end en dårlig oplæsning.

    Men ja, ud med den pt. uinspirerede idrætsundervisning! Og ind med gratis bogpakker til hele folket. 😀

  5. Ps.- til en forandring glemte jeg noget…..

    Mit hjem både det jeg er vokset op i og det jeg sidenhen selv har skabt har altså indeholdt flere bøger end noget andet “upperclass” hjem jeg nogensinde har været i.

    Spørgsmålet er desuden hvad de egentlig vil med de der bogpakker – for debatten har ganske vist kørt siden pisaundersøgelsen viste at danske skolebørn var dårlige læsere end så mange andre, hvorefter det ene besynderlige tiltag efter det andet er blevet taget for at lære danske børn at læse SKØNLITTERATUR – dette til trods for at undersøgelsen viste at danske børn ikke kunne læse og analysere FAGLITTERATUR…..

  6. Herligt, at du er enig med mig i den med idrætstimerne – – ud med akrobatikken, ind med motionen, siger jeg!

    Og ja, jeg tror, det på de allerfleste måder er betænkeligt at indføre kasseinddelinger, socialgrupper og sjove former for ‘mild tvang’, når det handler om noget som læsning af skønlitteratur, som gerne skulle være pur glæde og berigelse. Skønlitteraturen må ikke blive endnu et middel til at sætte mærkater på folk.
    Lad skønlitteraturen være! – så den kan være et bindeled mellem mennesker og verdener af alle mulige slags.

    Jeg er også meget glad for, at mine forældre gav mig bøgerne som en lise i tilværelsen. Og jeg er glad for, at jeg har kunnet give dem videre til mine børn – også selv om vi sad i beton en tid og læste dem. Vi sad udmærket – vi havde jo bøgerne!

    Problemet med at læse og forstå faglitteratur genkender jeg – ikke fra egne børn, men fra visse af deres kammerater. Men husker jeg ret, havde jeg også selv klassekammerater, som havde meget svært ved at begribe faglitterære tekster og deres brug – og de har da alle klaret sig.
    Men måske er det værre i dag, jeg ved det ikke.
    Men – som du også antyder – hjælper en tvungen pakke Pippi Langstrømpe, som ingen alligevel vil (eller kan) læse højt, så på det?

  7. […] af harning på marts 16, 2008 Kjeldberg, skrev for et par dage siden dette  indlæg – og min hjerne og min irritation har slet ikke stået stille siden.  Lad det være sagt, jeg […]

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: