Fortale for pædofili?

marcipann.jpg

Fik interviewet med Midtjyllands Avis til gennemsyn i aftes. Smuk artikel med fokus på menneskers status som seksuelle væsner fra fødslen – og med en frygtløs stillen det spørgsmål, som hele tiden har svævet uudtalt i luften: Er romanen Marcipansøstre så en fortale for pædofili?

Virkelig en nuanceret artikel, Kenneth Lynghøj der har begået.
Jeg glæder mig til at se den på tryk.

Den kommer nok engang lige omkring udgivelsesdagen 27. marts.

Advertisements

32 kommentarer

  1. At beskrive børn som seksuelle væsener vil altid være et forsvar for pædofili.
    Det er meget betænkeligt det du gør.

    Det er svært at tage dig alvorligt som forsvarer for børns rettigheder eller hvad det er, du gerne vil fremstå som, når jeg ved du har skrevet en roman som Fred og ro, der er fuld af meningsløse seksuelle beskrivelser, og når jeg ser, at du reklamerer for romanen Eivissa, som en professionel anmelder (Nordschleswiger) har vurderet som porno.

    Jeg synes din bog skulle stoppes lige med det samme.

  2. Hej Barbara

    Det er almindeligt anerkendt af alle ekspertiser, at vi mennesker er seksuelle væsner lige fra fødslen. Og vi behøver jo ikke engang gribe til eksperterne, vi kan blot gribe ned i vores egne erindringer om egen barndom og tidlig ungdom for at få bekræftet, at seksualiteten ikke først indtræder ved de 15 eller de 18 år.

    Og nej, at beskrive dette eksisterende fænomen er bestemt ikke et forsvar for pædofili. Hvis vi skal lyve barndommen og den tidlige ungdom aseksuel – måske for ikke at føle, at børn og unge selv er “skyld” i eventuelle seksuelle grænseoverskridelser – så er vi ude, hvor vi efterlader vores børn helt alene og udsatte.

    At du ikke kan tage mig alvorligt, må jeg tage ad notam.

    Det samme må jeg gøre med din vurdering af sexskildringerne i Fred og Ro som meningsløse, samt med Der Nordschleswigers opfattelse af Eivissas meget smukke og følsomt beskrevne sexscener som pornografiske.
    For fuldstændighedens og min kollega Hans Schmidt Petersens skyld skal jeg dog gøre opmærksom på, at Nordschleswigers anmeldelse af Petersens Eivissa ellers er særdeles positiv.

    Tak for oplysningen om, at du synes, min bog skal “stoppes”. Det er virkelig interessant at læse.

  3. Jeg synes ikke man skal henlede opmærksomheden på, at nogle børn eller helt unge har noget, som på overfladen kan ligne seksuelle følelser.

    Det er et led i pornoficeringen af hele vores samfund at børn i det hele taget kan få sådan nogle “følelser”.
    Ansvarlige voksne skal overse det, ikke give det opmærksomhed.

    Du går ikke ind på om der er nogen mening med de mange seksuelle beskrivelser i Fred og ro. Det ser jeg som bekræftelse på at der ikke er nogen mening.

  4. @Barbara! Du udtaler dig meget firkantet, synes jeg, når du siger: “At beskrive børn som seksuelle væsener vil altid være et forsvar for pædofili.”

    Et sådant argument er der overhovedet ikke hold i. Det afhænger jo af, hvordan børns seksualitet beskrives og af den kontekst, hvori beskrivelserne indgår.

  5. Barbara:
    Børns og unges seksualitet (på egne præmisser og alderssvarende niveauer) har nu eksisteret længe før, vi på nogen måde kunne tale om pornoficering af samfundet.

    Din indstilling, at man gennemført skal overse og ikke være opmærksom på denne seksualitet, falder fint i tråd med holdningen hos en del af min roman Marcipansøstres personer.
    Disse personer er ikke i stand til at rumme – endsige hjælpe – en 13-årig pige, som står alene og fortvivlet med et inferno af ambivalente følelser, efter at en voksen har brugt hende seksuelt.
    Er det en rimelig omkostning ved at lukke øjne og ører? Må vi godt efterlade børn alene, mens vi forsigtigvis vender ryggen til?

    Fred og Ros sex er kommunikation af følelser. Bogens unge ægtepar kommer derud, hvor de kun kan “tale sammen” via seksuelle handlinger – måske (eller måske ikke) især fordi bogens unge mand har haft sit seksualliv som eneste mulighed for at gøre oprør mod en kontrolfreakende mor.
    Så nej, du har ikke fået en bekræftelse på, at bogens sex er meningsløs.

  6. Til Tina Møller
    At henlede opmærksomheden på at unge eller børn måske i enkelte tilfælde kan have seksuelle tanker er at give pædofile argumenter for at forgribe sig på børn.
    De argumenter skal man ikke give dem! Uanset kontekst og så videre!

    Til Kjeldberg
    Selvfølgelig skal forældre hjælpe deres børn, hvis de har været ude for overgreb. Det har jeg jo ikke sagt, at de ikke skal.
    Men det er en privat sag. Det er ikke noget som offentligheden eller I forfattere skal give nogen opmærksomhed. Det klarer forældrene eller en psykolog bag lukkede døre.

    Jeg tror ikke på, at nogen mennesker kun kan “tale sammen” via sex.
    Dine bøger er symptom på at alt for mange forfattere giver sex alt for stor opmærksomhed. Det er åbenbart moderne, men det gør det ikke mindre usundt.

  7. Selvfølgelig er børn seksuelle væsener! En for øvrigt ganske naturlig ting – og dejlig. 😀

    Hvordan du Barbara kan gøre dette til noget beskidt forstår jeg slet ikke?
    Lige så lidt som jeg forstår argumentationen om at det skulle give pædofile fripas.
    At børn er seksuelle væsener er jo ikke ensbetydende med at det er noget de skal handle på i fælleskab med voksne, – på voksen vis.
    Det er ikke argumenter der gør pædofile til pædofile! – derimod bruger pædofile de argumenter som de vil – for at forsvare og undskylde sine handlinger overfor sig selv og andre.
    Hverken Kjeldberg eller andre som synes at børn skal have lov til at være børn med hele det følelsesregister som dette indebærer har altså skabt de pædofile.

    Voksne er voksne og børn er børn – og vi er alle mennesker der skal respektere hinanden. PUNKTUM.

  8. Sagt på en anden måde.
    Pædofile der vælger at handle på deres lyster – gør dette uanset om så Kjeldberg hopper på tungen!!

  9. Enig Harning!
    Nu har jeg jo ikke læst bogen endnu, men jeg har svært ved at forestille mig, at den type roman, der her er tale om, kan være af stor vægt som argument for de pædofile. Jeg tror desværre de klarer sig fint uden.

    Kan I huske “Vil du se min smukke navle” (fra da nogen af os var teenagere sidst i 70’erne)? Jeg kan huske, at der var film og bøger, som på fineste vis skildrede den spirende seksualitet, vi begyndte at opleve, så vi følte det som noget naturligt.

  10. Problemet er, Barbara, at forældre eller behandlere ikke altid inde bag de lukkede døre klarer at hjælpe børn, der har været udsat for voksen seksuel grænseoverskridelse.

    Kort sagt: Har barnet eller den unge været ambivalent, har han eller hun også følt nysgerrighed eller lyst eller sågar ligefrem sympati for den voksne krænker, eller har barnet / den unge dårlig samvittighed ved at se krænkeren straffet – så slår omsorgspersonerne nogle gange ikke til, men vender blot ryggen til i angst og forfærdelse.

    Jeg siger ikke, at situationen er nem at håndtere for omsorgspersonerne, men hvem er den mon sværest for?
    Mon ikke det er barnet / den unge, som står alene tilbage med “uacceptable” følelser?

    Der mener jeg, at en forfatters pegende finger kan være til nytte…

  11. Og for at der nu ikke skal være tvivl:
    Jeg ser børns / unges seksualitet som naturlig og sund, og jeg ser det som vigtigt, at vi voksne ved, at den er der og skal være der – og at vi ved, at den IKKE må være anledning til, at nogen som helst voksne befatter sig seksuelt med mindreårige.

  12. Og tak til Kirsten, TC og Harning for jeres forståelse for emnet. Den er jeg glad for at læse.

  13. Skal vi fortie, fordi vi ikke kan rumme?

    Er det ikke strudsemetoden du aler for, Barbara: At hvis vi stikker hovedet i busken, bliver vi nok usynlige?

    Tænk, jeg tror først ting for alvor bliver farlige og betændte, når de bliver tabu. Når børn ikke tør betro sig, fordi det er SÅ skamfuldt og ikke-eksisterende, at de ikke tør.
    Når de bliver mødt med afvisning når de fortæller om ambivalensen. Væmmelsen kombineret med tiltrækning. Tvivlen. Om rigtig og forkert.

    Hvordan søren kan ærlighed og åbenhed blive noget forkert – noget “farligt”.
    Det er da alene misbruget af ærlighed og åbenhed, der er overgreb.

    Kjeldberg er vel bare barnets øjne.
    Hvad de ser, er vel ikke overgribende?

    Dont kill the messenger, Barbara

  14. Barbara…jeg får permafrost helt ned i dna-koden over din form for hensyntagen til børns vé og vel. Det er typer som dig, der på grund af egen fortrængning kan komme til at svigte børn på den mest fatale måde – alene for at du kan have din bagudvendte samvittighed i orden. Bruger man metoden “at overse” – så sætter man kikkerten for det blinde øje…hvor mange gange har man fx. ikke hørt fra incest-ofre, at moderen godt vidste det – men valgte at “se bort fra det”?
    Barbara…jeg ønsker for dig, at din generelle dæmonisering af noget smukt og kærligt (og her taler jeg netop ikke om voksnes misbrug, eller brug, af børn til at tilfredsstille voksne seksuelle behov) kan forvandles til en personlig vækkelse hos og i dig, så du bliver til et åbent og accepterende væsen.
    Lige nu er du en sørgelig ridder.
    Du forvansker fakta for at få din ulyksalige ligning til at gå op.
    Jeg tror du kunne blive den nye Ruth E.
    Var det ikke noget?
    Så kunne du også få has på homoseksuelle og unge mennesker med (underliv)liv og lyst.
    Forresten…nej, gør det ikke.
    Se bare hvor dårlig en mor hun har været, fordi hun har så travlt med hvad Gud siger til hende (en typisk forvrænget måde at tilbede sin fraværende far på).

    Du må finde din egen vej, Barbara…og lige meget hvor fæl din forfølgelse af A-M vil være – så vil jeg bede for din frelse hver eneste aften, indtil du bekender, soner og får tilgivelse.

    For ved du hvad, Barbara? Du er også et smukt og dejligt menneske…måske endda en sexet moster?

  15. Barnets øjne – smukt udtrykt, Silhuet.

  16. B.o.h. – jeg har et citat fra Tine Brylds bog “Ikke en engel”, som jeg gerne vil finde til Barbara – noget om også “de professionelles” kikkert for det blinde øje, om afmagten og rædslen og dens følgereaktioner.
    Jeg skal lige se at finde det…

  17. Citatet fra Tine Brylds bog har jeg givet en selvstændig post – den kan ses her.

  18. 2. Påskedag på TV 2 så jeg en granvoksen mand stå med et nøgent pigespædbarn, mens han spurgte sin mandlige kammerat hvem af dem som skulle vaske pigens genitalier – som kunne ses på skærmen.

    Jeg afventer nu at kritikerne af Ane-Maries nye bog starter en folkebevægelse for at få lukket TV 2, samt anmeldt skuespillerne Steve Guttenberg og Tom Selleck for forsøg på pædofil omgang med et spædbarn – også selvom det “bare” er film.

    Ane-Maries roman er også “bare” fiktion, men det betyder åbenbart ingenting for kritikerne. Billederne på omslaget er meget mindre åbenlyse end scenerne i filmen, så jeg regner med at vreden bliver så meget desto større.

    Nå?

  19. Det er en interessant problemstilling, du fremdrager, b.o.

    Hvorfor er det o.k., at Selleck, Danson m.fl. håndterer en lille nøgen pige i Tre Mænd og en Baby? Er det fordi, filmen er SJOV – “ved” vi dermed, at den er uskadelig? Eller er det fordi, vi synes vi kender Danson, Selleck etc. så godt fra så mange film og serier, at de MÅ være ufarlige?

    I mange sammenhænge kan vi konstatere, at grænserne mellem det farlige og det helt acceptable flyder.
    I de fleste svømmehaller er det – som tidl. omtalt her på bloggen – nu om stunder forbudt at fotografere. Også egne børn (i badetøj) er off limits. Begrundelsen: Billederne kunne falde i pædofiles hænder og blive misbrugt.
    Men en del ferieudbydere viser stadig billeder af badende børn – ved eksotiske strande eller i badelande.
    Er disse børn en “anden slags” børn, som pædofile ikke kunne tænkes at forlyste sig over? Eller er det børn, som “vi” af en eller anden grund er ligeglade med?

    I en del børnehaver er det forbudt – ved fastelavnsfester mv – at fotografere andre end EGNE børn. Billeder af andres børn kunne angiveligt misbruges af pædofile.
    Men forleden faldt jeg over et site, hvor stolte forældre kan lægge billeder ud af deres babyer og småbørn. Her er mange og kære billeder af børn i dåbskjoler, sparkedragter, soldragter etc. Naturligvis er det hele aldeles uskyldigt (tænk, at det skal være nødvendigt at skrive det!!), men hvorfor er dette site åbenbart acceptabelt midt i angsten for pædofilt misbrug af billedmateriale?

    Men “problemet” med min roman er jo nok et lidt andet – nemlig, at den rent faktisk skildrer børn og unge som seksuelle væsner. Hvilket Tre Mænd og en Baby ikke gør, og hvilket svømmebilleder mv heller ikke gør.

    Kritikerne af Marcipansøstre (som vel at mærke endnu ikke har haft mulighed for at læse den) mener vel, at jeg er til fare for børn og unge ved at beskrive dem som havende seksuel nysgerrighed og (en art) seksuelle følelser.
    Man mener vel, at jeg giver pædofile argumenter på hånden for at kaste sig over børn.
    Man mener vel – sat på spidsen – at det er bedre at lyve og skildre børn og unge som så aseksuelle som en plysbamse, så de pædofile ikke skal “få gode ideer”.
    Hvis vi gennemfører en sådan løgn, hvor står så det barn, som rent faktisk er blevet gået for nær, og som rent faktisk var lidt nysgerrig en del af vejen? Hvor står forældrene til det barn?
    Jeg kan kun se, at barnet og forældrene står alene – og der er alvorlig risiko for, at forældrene står langt væk fra barnet.
    Hvad har vi så opnået? Er det vi får for løgnen nok værd, til at vi tager ofrene med?

  20. Jeg har ikke sagt noget som helst om at man skal lyve.
    Jeg har sagt, at man skal tie. Det er noget helt andet.

    Proportionerne i denne diskussion er forvredne.
    Hvorfor skulle vi dog fokusere på børns “seksualitet” for at “hjælpe” de ganske få børn, som måske har været nysgerrige overfor en pædofil krænker?
    Hvis den slags nysgerrighed overhovedet findes (og det tvivler jeg stærkt på), så er det hos så få børn, at det ikke berettiger til denne farlige dyrkelse af børns “seksualitet”. Man skal huske at sådanne “nysgerrige” børn ikke kan være helt normale, det kan kun være syge børn. De har ikke behov for opmærksomhed fra forfattere og andre, de har behov for behandling.

  21. Stop lige!
    Man kan ikke gøre mennesker pædofile ved at fortælle dem, at børn har en seksualitet. Sådan fungerer den slags ikke.

    Desuden ved alle mennesker (måske kun næsten alle??), at mennesker er seksuelle skabninger lige fra fødslen. Det er ikke en nyhed for ret mange.
    Det er ikke noget, vi kan vælge at skjule.

    At du affejer børns seksuelle nysgerighed som syg er rystende, Barbera. Der findes levende børn og voksne, der har oplevet at være nysgerrige sammen med en voksen. Hvordan tror du det må føles for dem at læse din fordømmende udtalelse?

    Hvad er din baggrund for at udtale dig på den måde??

  22. Citat: Man skal huske at sådanne “nysgerrige” børn ikke kan være helt normale, det kan kun være syge børn.

    Jeg kan kun tænke: Hvem er syg her …

  23. Og til forfatteren:
    Jeg venter spændt på din bog!

  24. Barbara:
    Din reaktion siger mig mere og mere, at en bog med Marcipansøstres tema er meget nødvendig.

    Jeg er ked af, at du skriver dette med “syge børn”. Mit indtryk i min research var på ingen måde af syge (fhv.) børn.
    En kriminolog med ekspertise på feltet ytrede sig i øvrigt også om store børns / unges “naturlige nysgerrighed”

  25. Hej Lars Nielsen og velkommen her
    Tak mange gange for din kommentar – og jeg er helt enig med dig: Man kan ikke “skjule” for pædofile eller andre, at vi mennesker er seksuelle væsner fra første færd (på alderssvarende præmisser selvfølgelig).
    De fleste af os behøver nok kun huske tilbage på vores eget liv. Måske havde vi ikke ord på det, eller vi havde andre ord, – men der var ‘noget’, hele vejen igennem.
    Og det giver stadig – selvfølgelig – ingen voksne lov til at befatte sig seksuelt med børn.

    Hej Susanne Jespersen og velkommen til
    Tusind tak for opbakningen og den rare forventning!
    Du har vist i øvrigt efterhånden flere af mine fjernere eller nærmere bekendte under “dine vinger” eller på vej til det.
    Jeg må lige over og granske Darklights hjemmeside lidt grundigere :-).
    Glæder mig meget til Brian Ørnbøls digte!

  26. Tak for velkomsten – og du kan roligt glæde dig – det er fine digte, der i hvert fald rammer mig, så det kan mærkes:)

    Din bog er vist utrolig nødvendig – vi kan ikke leve af lutter fortrængninger – men måske af marcipan?

  27. Det lyder godt vedr. B.Ø’s digte 🙂

    Håber, min bog kan bidrage med noget…

    (Og er desværre løbet tør for marcipancappuccino – kunne ellers godt have brugt lidt til at komme igennem den sindsoprivende udgivelsesdag 🙂 )

  28. Da jeg var en halvstor teenager, besøgte vi nogle venner, hvor der også var en ældre, meget rar og sød onkel på besøg.
    Jeg tænker tit på, hvad jeg monstro udstrålede, siden denne onkel på et tidspunkt følte sig tilskyndet til at kysse mig på munden i et uset øjeblik. Jeg var ikke overrasket over, at han gjorde det. Et eller andet må der altså have været i luften, som jeg ikke selv var hundrede procent klar over, hvad var. Vi må jo på en eller anden måde have flirtet. Men hvor stor en procentdel, der var bevidst, kan jeg ikke sige. Bagefter var jeg flov, men ikke bange.
    Ligger dette ikke meget tæt på den grænsesituation, som du vil skildre i din roman, Kjeldberg?
    Jeg glæder mig til at læse bogen, og jeg fornemmer allerede, at de fleste af os i virkeligheden vil komme i tanker om lignende situationer fra vores tidligste ungdom.

  29. Weeee – så er det i dag?
    Kan jeg købe et eksemplar via dig? Eller skal jeg omkring forlaget?

  30. Never mind – har allerede været forbi forlaget – glæder mig til at læse.
    Håber du har/har haft en dejlig dag:)

  31. Kære Susanne

    Undskyld forsinkelsen – det har været en fuldstændig forvirret dag 🙂 – arbejdet råbte højt og inderligt på mig, og beskeder om min bogs “skæbne” tikkede samtidig ind.

    Godt du gik via forlaget – som i øvrigt har en pæn rabat på bogen – for mine egne overskydende eksemplarer er væk allerede.

    Det har været en hæsblæsende dag – og meget dejlig midt i forvirringen.

    Håber, du vil synes om mit Marcipanstykke.

    Mange hilsner
    Ane-Marie

  32. Kære Kirsten

    Det er en meget smuk skildring – og jo, det er dér, jeg er, omend det i Marcipansøstre går meget længere. Men grundstemningen er præcis den, du videregiver.
    Denne leg med det voksne, en leg, hvor man ikke er bevidst om, hvad situationen KUNNE udmunde i.

    Husker selv en situation, hvor jeg som netop 15-årig kørte alene et langt stræk i tog og fandt en meget voksen medpassager vældig charmerende – og gik på med sigende blikke og kække bemærkninger. Han tog det pænt og med en mild distance – langt senere har jeg tænkt en del over, at jeg kunne have været uheldig, at han havde brugt situationen helt anderledes.

    Mange (og let forvirrede) hilsner
    Ane-Marie

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: