Tre timer igen

marcipanstump.jpg

Jeg befinder mig – som jeg netop skrev til min skrivnings nærmeste kumpan – i et modbydeligt vakuum i disse timer.

I morgen udkommer min roman Marcipansøstre, og jeg har ingen – absolut ingen – fornemmelse af, hvad der vil ske. Vil der overhovedet ske noget? Kommer der nogen anmeldelser eller omtaler på selve dagen – eller vi der glide dage hen, før noget dukker op?
Og kommer der noget, hvordan vil det så være?
Jeg aner det ikke.

Jeg sidder bare med kolde fingre og kigger på uret, igen og igen. Der ligger et stykke arbejde, som jeg burde tage mig af, men jeg kan ikke koncentrere mig længere.

Om godt tre timer er det min udgivelsesdag.
Måske det var på sin plads med en ækel klistret marcipanlikør denne aften?

Reklamer

3 kommentarer

  1. Jamen, hvis De inviterer, fru Kjeldberg, skyller jeg gerne på forhånd en likør ned sammen med Dem. Og så skal De se: Det bliver nok slet ikke så slemt.

    Eller også bliver det meget værre. 🙂

  2. et godt råd, ane-marie…næste gang du skal udgive en bog, så gør lissom mig: skriv en række totaly uforståelige digte, som ikke kan genere nogen. På den måde kan du fortsætte karrieren i Fred og Ro.

    det er slet ikke svært at skrive den slags digte…jeg prøver helt spontant:

    den lune aften
    før nutid
    kofoden kommer
    på bjerget
    sygemeldt
    med briller på
    og små bøllekrøller
    bag ørebøffen
    hjemmebag
    nemt nu

    ikk’?

    PS. Pøj-pøj med søsterbogen 🙂

  3. Skål, hr. Reinhard – og hvor er De beroligende! (klapre!)

    Whauw, b.o. hansen, tusind tak.
    “Kofoden kommer” – lidt uhyggeligt, og samtidig… noget andet…
    “Bøllekrøller” – hehe.
    “Hjemmebag”!
    Gid jeg kunne lære kunsten.

    Tak for pøj – tror jeg kan have brug for det – på den ene eller den anden måde, eller begge…

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: