Er 15-årige piger pr. definition seksuelt idioter?

marcipann.jpg

Min roman Marcipansøstre udkom i torsdags, og i dagene forud oprulledes Kofodsagen. Jeg var himmelfalden over, hvilket massivt apropos denne sag var til min romans skildringer af purung seksualitet og voksnes manipulerende modvilje mod at acceptere den.

Jeg har bidt mig i tungen i flere dage nu, for ikke at tale om Kofod og hans pige. Talt har jeg nu, så rettere: Jeg har bidt mig i tastaturet.

Men eftersom sagen ruller og ruller, kan jeg ikke lade være nu at spørge, højt og tydeligt:
Hvad med pigen?

Vi hører igen og igen plæderinger for og imod Jeppe Kofods moralskhed eller mangel på samme.

Hvad med pigen? Hvis hun nu gerne ville i seng med hr. Kofod (og intet tyder, så vidt jeg kan se, på, at hun ikke ville), har hun så ikke lov? Hun er seksuelt myndig, den såkaldte lærerparagraf i loven om krænkelser af “sædeligheden” kan åbenbart ikke have relevans – hvad i alverden blander vi os så for?

Vi, der selv har været unge, eller har haft unge på nært hold, ved da ganske udmærket, at nogle piger på 15 er særdeles modne, også seksuelt – og har egen vilje, egne mål og egen velfungerende dømmekraft.
Det er ikke første gang, vi hører om en 15-årig, som godt vil til køjs med en mand af højere alder – hvorfor hykler vi det til noget uhørt og mistænkeligt? Hvorfor rasler vi med antydninger af, at Kofod nok har gjort hende noget forkert?

Hvorfor kan vi ikke respektere PIGEN i denne sag? Vi har en seksuel myndighedsalder, den må vi vel som samfund tro på – og i hvert fald må vi i den givne situation acceptere den.

Hvorfor har vi så travlt med at tåbeliggøre denne pige, gøre hende til det uskyldige, bævende offer for en “slem” mand?
Jeg tror ærlig talt helst hun er fri for vores “omsorg” og vores skinhellige rablen derudad i neurotiske nypuritane bodsøvelser på andres vegne.

Advertisements

4 kommentarer

  1. Ja, hvor har du bare ret. Mon det er fordi det hovedsageligt er mænd der dominerer mediebilledet og de umiddelbart har nemmere ved at identificere sig med hr. Kofoed? Eller hvis de er fædre, så har en modvilje mod deres døtres seksualitet, som mødre formodentlig ikke deler i samme grad. Eller generaliserer jeg for groft?

  2. Ja altså. da jeg var femten…… 😀
    Selvfølgelig har du ret – hele sagen har irriteret mig nærmende til blodprop – for selvfølgelig er hun ikke noget offer og hvorfor i alverden manden har været ude med en undskyldning for at overholde loven begriber jeg slet ikke. Det ville muligvis have givet mening – såfremt han ville køre en kampagne for at hæve den seksuelle lavalder, men det er vist ikke det han vil. Eller?

  3. Jeg er helt enig! Hvem har ikke været femten, og givet den fuld gas. Jeg finder, at medierne har et meget stor andel i, at sagen er blevet kørt sådan op.

    http://www.tinathomsen.wordpress.com

  4. Hej Mona – og velkommen her

    Jeg ved faktisk ikke, hvad de dybere årsager til denne snerpede nedgøren af den 15-årige pige er.
    Hvis mændene identificerer sig med Kofod, skulle de vel være mere forstående, large? Eller føler de (nogle af dem), at de selv er nogle være grissebasser, og så må Kofod også være det?
    En del kvinder har dog også været ude med riven, synes jeg.
    Jeg ser en generel linje hen mod stigende seksualforskrækkelse og tendens til oprulning af sexskrækscenarier – samtidig med, at sex som salgsvare (porno, sexlegetøj, sexcoaching og ugebladsrådgivning) vælter frem. Modsatrettede tendenser, men måske er de sider af samme sag? Jeg ved det ikke. Det er underligt at iagttage.

    Præcis, Harning, hvad skulle al den ballade til for? For hvis skyld?

    Tina T., ja det har været spændende guf i snart sagt alle spalter. Håber, at pigen er gjort af selvsikkert og stolt stof og kan tage det i stiv arm.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: