Forfatter vil skrive i kapel

Pausepip, mens kaffen brygger:

Nu har jeg søgt om at komme i Kapellet.
Jeg trænger til ro, og hvad er bedre end lige præcis – et kapel?

Skrivero har jeg brug for – og Kapellet er en del af Forfatterrefugiet Hald Hovedgaard. 70 kvm i to etager (+ ½) helt til egen rådighed. Så kan tastefingrene og tankerne flyve.

Hvis jeg får lov, bliver det min femte gang i Kapellet, sjette på Hald.

Kryds fingre for mig.

Reklamer

Jeg elsker udenoms

Sig det ikke til min mand, men …

Jeg tror, jeg er forelsket.

Udenoms.

Altså hvis …

Kan man være forelsket i sit spam-filter?

Jeg er det i hvert fald – vistnok. Filtret på min yahoo-mail nede i hjørnet er bare så dejligt.

Egentlig er det alt for effektivt, for der lander ægte menneskemails i det.

Men et par gange på det seneste, hvor jeg var modfalden over en brise modvind her og der – nu senest det der med, at man kun bliver anmeldt af de “store” redaktioner, hvis man har særlige prydelser på forsiden (nej, jeg taler ikke om de i visse kredse så populære mælkekirtelgehæng, men om navne – på bogomslag, forlagsnavne), har der ved et sikkerhedstjek vist sig rigtig rare, spændende mails i filtret.

Opmuntrende ord, spørgsmål, ros, kommentarer inspireret af mit skriveri.

Det er som at få blomster – helt uventet.

Søde spamfilter.

Søde mennesker, som skriver til det.

Tak.

Forlagsnavnet giver anmeldelsen

“Det første og vigtigste kriterium er forfatteren bag bogen. Hvis denne forfatter i forvejen nyder anerkendelse inden for det litterære felt, er det usandsynligt at bogen fravælges, uanset den kunstneriske værdi af bogen.

Redaktørerne uddeler dermed anerkendelse til forfattere, og til dels forlæggere, som allerede befinder sig i det litterære felt.

Som debutant kan det også betale sig at forsøge at alliere sig med et, i feltet, anerkendt forlag. Når det kommer til disse forfattere, hvor redaktørerne ikke kan basere deres valg på et forhåndskendskab, er det nemlig forlaget, de anvender som garant for bogens kunstneriske kvalitet og dermed berettigelse til anmeldelse.”

Sådan skriver to studerende på Danmarks Journalisthøjskole, Dorthe Bregendal og Sine Schack Vestergaard, i konklusionen på deres opgave om, hvilke kriterier de store danske dagblade anvender, når de skal udvælge, hvilke bøger der skal anmeldes.

Det fremgår af de to studerendes arbejde, at det en sjælden gang sker, at litteraturredaktionen på Politiken fanges af en bog fra et af de forlag, som ikke befinder sig ”i feltet”, og lader den gå videre til en anmelder, som så får lov at vurdere, om bogen skal have en anmeldelse.

Fra en bekendts bekendt, som er meget modig og har spurgt Politiken ”hvor anmeldelsen af Marcipansøstre dog bliver af?” (ved ikke, om der lige er blevet brugt de ord…), har jeg fået at vide, at Marcipanen faktisk er sendt videre til en anmelder til en sådan forvurdering.

Så jeg er lidt stolt.
Også selv om der muligvis ingen anmeldelse bliver af det projekt.
Jeg har åbenbart alle odds imod mig. Og så er det vel noget bare at være med i finalen…

Samtidig er jeg temmelig desillusioneret. Selv om jeg længe havde anet de sammenhænge, som de to studerende nu påviser:

Man skal være inde i varmen for at blive anmeldt. Kvaliteten betyder mindre – og kommer forfatteren fra det forkerte forlag, betyder den så godt som intet.

På samme tid forstår jeg godt aviserne. De sidder til halsen i bøger fra håbefulde forfattere og forlag. De har begrænset spalteplads og begrænset anmelderstab – og ikke en Joakim von Andsk pengetank.
De skal vælge. Og de kan ikke anvende en udvælgelsesprocedure, som i sig selv tager timer og dage.
Det er indlysende.

Så altså:
Er man som forfatter inde, er man inde.
Og ind kommer man blandt andet ved at have det rette forlagsnavn på ryggen.

Har man det forkerte forlagsnavn på sig, må man skaffe sig sin eksponering og sine anmeldelser og sine ridderslag ad andre veje end via de store litteraturredaktioner.
Sådan.

BANG! Desillusion, stolthed – og fradømmelse af skyld

To studerende fra Danmarks Journalisthøjskole har skrevet opgave om udvælgelse af bøger til anmeldelse på de landsdækkende dagblades litteraturredaktioner.

I den forbindelse har de interviewet mig – og efterfølgende sendt mig deres to artikler samt konklusionen på deres opgave.

Jeg er efterladt i en tilstand af desillusion, men også en lille stolthed – og en vis lettelse, en følelse af “skyldfrihed”.

Jeg er i øjeblikket ved at forhøre mig om lov til at citere de tos arbejde her på bloggen.

Mere – måske – senere.

Marcipan-forfatter deserterer

Marcipansøstre

Okay så. Jeg giver op.

Nu har så mange fortalt mig det:

”Kære ven, du har ikke en splint af chance. Det handler ikke om, at du ikke kan skrive,” [nogle er endda så rare at sige, at jeg kan] ”det handler heller ikke om, at dit emne ikke er skiderelevant og aktuelt, det handler om, at du aldrig får nogen til at interessere sig for, om du kan og om det er.

Du er ikke ung, du er ikke køn.
Du har ikke gået på Forfatterskolen.
Du har ikke engang læst litteraturvidenskab.
End ikke så meget som bachelor i dansk er du.
Du udkommer ikke på det rigtige forlag.

De store aviser vil aldrig anmelde dig, de anerkendte og anerkendende vil aldrig anerkende dig.
Du har ingen chance for så meget som at blive set.

At du taler med en håndfuld læsere på din blog, gør det kun værre. Du opfører dig helt forkert.

Du kæmper en umulig kamp og gør dig håbløse forhåbninger.”

Sådanne ord har jeg hørt mange af fra mange, mange sider. Nogle betoner det ene lidt mere, nogle det andet. Facit har været det samme: ”Du kommer ikke igennem.”
Jeg har hårdnakket nægtet at tro dem.

Jeg har møvlet og regeret for at eksponere, gøre opmærksom, formidle, dele ud – af mig selv, mit værk.
Værket måtte det komme an på – bare at få det læst. Mase, møvle, eksponere.

Men hvis det alligevel er afgjort på forhånd, at jeg blot er en skrålende jubelidiot, så deserterer jeg.
Og jeg tror desværre, at de taler af erfaring og insiderviden, de mennesker, som fortæller mig, at jeg er en midaldrende hun-Sisyfos.
Deres meldinger er så uhyggeligt enslydende.

Jeg står af.
Min Marcipansøstre kan skøtte sig selv, kan den.

Jeg har en have at passe.

Men hun kæmpede fandeme bravt. Sgu!

De første tre kapitler af min roman kan stadig læses gratis på forlagets hjemmeside, sagde jubelidioten.

Jeg skal i haven.

Den entartede forfatter, der ikke ville være pædagogisk

En læser af min blog har sagt til mig – vedrørende min roman Marcipansøstre:

“Når man skildrer noget så forfærdeligt som seksuelle overgreb mod børn, har man et pædagogisk ansvar. Man skal formidle, at det er sygt, forkert og frygteligt. Intet andet.”

Har man sådan et ansvar? Har man deraf en “pligt” til at besmykke og tilfile sandheden?

Jeg har en stærk principiel mistro til pædagogisk skønlitteratur. Pædagogik er en art manipulation, som kan være på sin plads, når man skal opdrage og indpode viden. Men den medbringer – brugt i kunsten – for mig uhyggelige konnotationer af propaganda og har i sit kølvand modsatte begreber som entartung.

Og jeg foretrækker til enhver tid – af princip – at være entartet frem for pædagogisk.

Den art pædagogisk fordømmelse, som ovennævnte læser går ind for, kan jeg slet ikke være med på.
Den efterlader ofre. Traumatiserede mennesker, som min romans Eva, der får endnu et hak i tuden.
Det vil jeg ikke være med til.

Måske synes nogle ikke, at Evaers problemer er NOK til at retfærdiggøre en hensyntagen, en rummelighed, en ikke-fordømmen. At de i en større sags tjeneste kan overses.

Jeg mener, at ethvert menneskes smerte har krav på at blive taget alvorligt. Og ser jeg “upopulære” smerter, ser dem blive ladt hånt om, ligge upåagtede, må jeg reagere. Jeg må gøre mit til, at de bliver påagtet. Deri ser jeg mit ansvar.
Den ufancy smerte gør også ondt.

Det ambivalente sex-offers. Den elskende alkoholikerægtefælles.
Fortsæt selv.

“Mænd får lyst af Marcipansøstre”

Marcipansøstre

En lille debat under denne overskrift kører nu på debatstedet Sol.
En bruger har vist læst posten her på bloggen om mænd (og kvinder), som oplever en fysisk reaktion på min roman Marcipansøstre.

Brugeren mener, at “sådan en bog” ikke må findes på biblioteker og i boghandler.

Og ja, hvordan er det nu – er en sådan litterært fremkaldt lyst farlig? Bør den fordømmes? Bortdømmes fra bibliotekerne?
Har jeg og bogen skabt lysten – eller bare påpeget den?
Og er den (lysten) i sig selv ustyrligt dynamit, som bør tampes sønder og sammen af Rullemarie for ikke at fare hærgende gennem verden – når den nu først er der?

Se Sol-debatten om de bog-lystne mænd her.