Marcipansøstre debatteres nu hos Joan Ørting – og der løftes pegefingre

Marcipansøstre

Marcipansøstre diskuteres nu også på sexolog Joan Ørtings debatforum, hvor en læser skildrer egne ensomme oplevelser som 13-årig – og er lettet over at have læst min roman.

Nogle svarer, at det er “unormalt”, hvis en 13-årig pige kan føle lyst i relation til en voksen mand, og andre mener, at kvinden, som på debatten skildrede egne oplevelser, kan ses som forsvarende pædofili.

At en kvinde, der står frem og fortæller om den ensomhed, som har plaget hende siden barndommens oplevelser, mødes med sådanne løftede pegefingre, siger noget om behovet for fokus på dette fortiede emne…

Læs debatten (og mine svar) på sexologen Joan Ørtings debatsite – her.

Advertisements

5 kommentarer

  1. Hvor er jeg glad for at se, at din roman – udover at underholde – også tjener det, jeg opfatter som dens højere formål: At sætte en debat igang og at give den, der selv har været i Evas situation, en karakter at spejle sig i.
    Af kommentarerne på både Ørtings og dine sider fremgår det imidlertid tydeligt, at et tabu ikke nedbrydes så let endda. Der er lang vej endnu, før Eva’er (og små Adam’er) vil kunne tale åbent om, hvordan det virkelig var, uden at blive fordømt eller rubriceret som ‘unaturlige’ og ‘syge’.

  2. Ja, debatten er vel egentlig det fornemste mål med romaen, eller hvordan, fru Kjeldberg? Kan romanen bryde tabuer, som TCM skriver, så er der vel nået meget.

  3. Kære TC
    Jeg er faktisk temmelig rystet over, hvordan der eksempelvis blev løftet pegefingre over for pigen / kvinden på Ørtingdebatten, som ytrede sig om sin genkendelse af træk i Marcipansøstre.
    At tabuiseringen i den grad kører på rygmarven (tilsyneladende) også hos udenforstående, der får et indblik i en “Evas” oplevelser – det kommer bag på mig. At tabuiseringen eksisterer hos pårørende (som jo er følelsesmæssigt involveret) er mig velkendt, men at der straks blev fremført “reprimander” over for en fremmed på et debatsite for seksualitet, overraskede.
    Eva’ers smerte er der åbenbart ikke megen sans for.
    Jeg håber, at min roman kan være med til at lette vejen for Eva’er – om så bare lidt.

    Kære Reinhard
    Præcis, jeg vil gerne bringe stemme på dette tavse tabu.

    Naturligvis vil jeg også gerne præstere et stykke fungerende skønlitteratur – herunder et fungerende psykologisk overblik over særligt hovedpersonen Evas sind og udvikling.

    At skrive fungerende skønlitteratur tjener jo debattens og tabubruddets formål, men selvfølgelig er det håndværksmæssige også en ambition i sig selv. Men håndværket må gerne være så godt, at det egentlig går upåagtet hen, at det kun er HISTORIEN, der går igennem. Hvis ingen bemærker teknikker, sprog etc., er det egentlig fint med mig. Eva og de andre skal fremstå som personer, ikke som finurligt, påfaldende håndværk. Hvis historiens enkelhed fremstår naturlig, ikke som et bevidst valg, så er det perfekt i mine øjne – selv om der er arbejdet meget med netop at slibe ned og bygge dette enkle, hvor en del ikke får nogen forklaringer, blot sammenstilles eller skildres i umiddelbare tanker og indfald, følelser og sansninger.

    Samtidig ved, at jeg stadig kun er undervejs i dette enkelhedens gebet.

    Nå, nok om håndværk.
    Det støver nok lidt for meget.

  4. Meget spændende at læse om din skrivetekniske overvejelser.

    Det der ser let ud er ikke altid let.

    Nogle gange er det som om man helst skal få det til at se kompliceret ud for at blive vurderet som kyndig.

    Godt du ikke falder i den studentikose faldgrube, Marcipanmor!

  5. Tak skal du have, J.
    Det er dejligt, at der er interesse for mine mere konstruktionsarbejderagtige overvejelser også.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: