Stilhed

“[…] folk sagde, gennem den dør kommer hun ikke mere, du behøver slet ikke at kigge sådan, snart kommer vinteren, og jeg sagde, jeg har slet ikke kigget.

Så smilede de sørgmodigt.

Jeg satte mig hen og begyndte at pjatte eller sorterede bookinglister eller gjorde mig nyttig på anden vis; folk talte, eller deres hoveder var bøjede over skrivebordene og de tav, og lige meget om de talte eller tav, hele tiden var der denne stilhed.

Når de talte, var den rundt om ordene, og når de tav, var den overalt, den var som en tingest, som noget jeg kunne betragte, som jeg kunne røre ved og dreje i ånden, som en geometrisk genstand, skønt man ikke kunne sige, det er en trekant, det er en linje, det er en kegle, så nemt var det ikke, stilhed var det, i søvnen var den ikke, da var der heller ingen ord, ingen tanker, som tænkte mig, i søvnen var jeg fri.”

Af Hans Schmidt Petersens Eivissa, Aschehoug 2007
Copyright Hans Schmidt Petersen og Aschehoug

Reklamer

9 kommentarer

  1. så stille, at et indlæg forsvandt?

  2. Hold da op…hvor er det gribende.
    Han er jo fabelagtig til at beskrive det beskrivelige!

  3. Det Ubeskrivelige…

    Suk…og du som elsker korrekturlæsere 😉

    Ndusklyd!

  4. Ja, Stensamler, der foregik lige lidt oprydning. En af vanerne fra det litterære skriveri – sletninger. 🙂
    Det var blevet lidt for løst, fandt jeg.

    Og så er jeg vist ingen ideel forfatterblogger – synes så nemt, at indblik bliver for private. Jeg er vist bedst til at blogge om fakta – sådan “jeg skrev en halv side i morges” og “der var en anmeldelse på bagsiden af kirkebladet”. Duer ikke rigtig til at skrive om tanker og følelser bag, eller om mit aktuelle skriveri. Kommer til at føle mig så nøgen. At skrive om det “nøgne” i fiktionens form eller i artikelform er anderledes. Der er jeg mere skjult i en rolle og nogle rammer. Og bag en redaktion eller en forlægger. Så egl. burde jeg nok ikke blogge…

  5. Silhuet:
    Ja, Hans kan noget, som ingen andre kan.
    Det er ganske sikkert.

  6. Og tyrkfjelen skal være dig tilgivet :-). I min Marcipansøstre er der også sluppet et par stykker igennem – det hører vist med.

    Jeg ved ikke, om jeg ligefrem elsker korrekturlæsere 🙂 – er bare én selv, mellem andre sære jobs. Så jeg glæder mig til at læse romanen Korrekturlæseren en dag, for at føle mig truffet – eller ikke…

  7. Jeg kender det godt. Jeg har flere gange fortrudt indlæg, fordi jeg bagefter syntes, jeg klynkede for meget eller var for pessimistisk – eller nøgen, som du siger. Det er spændende at læse over skulderen på en forfatter, men det er dig der skal sætte grænsen 🙂

  8. Høhø…jeg sidder her og tænker, at i må finde en type som mig næsten vulgært “nøgen”.
    Jeg kan KUN skrive med indersiden af hudflagerne,- den faktuelle, logisk-rationelle formidling bruger jeg så i stedet i mit “virkelige” liv…

    Jeg er langt mere blufærdig i mit konkrete møde med mennesker end hvad jeg møder gennem min pen…underligt? Eller bare anderledes?

    Jeg er tit ked af, at folk opfatter mig som følelsespornografist, for det er ikke en beregnethed der ligger bag min nøgenhed. Det er givetvis fordi mit “virkelige” (??) jeg er meget, meget rationelt, distanceret og “påklædt”.

    Mine skriverier er mit Rum, hvor jeg vil danse nøgen og skrige ad himlen, uden tanke for hvad omverden tænker…

    Sådan er vi mennesker så forskellige 😀

    Knus

  9. Sådan opfatter jeg dig bestemt ikke, Silhuet, – som nøgen eller følelsespornografist.

    Blandt andet fordi du ikke blogger i fulde navn og med store portrætbilleder 🙂 – det giver en vis påklædthed at være mere udefinerbar i forhold til det “virkelige” liv.

    Men ydermere ser jeg din blog som et stykke skønlitteratur – i og med at du ikke skriver: “Der hændte det og det kl 14.09 – og jeg følte sådan ved det.” Jeg ser dine blogtekster som fiktionaliserede og “almengjorte” – også det giver dig som person beklædning at være under :-).

    Af en eller anden grund formår jeg ikke rigtig at fiktionalisere på bloggen – og stort set heller ikke at almengøre eller på anden vis professionalisere-distancere.
    Måske gør jeg begge dele for meget i det “virkelige” liv. Eller også er det dét med mit navn og billede på bloggen kombineret med den manglende redaktionelle sparring og rygdækning.

    I hvert fald kan jeg bedst bare – i blogregi – sige: “Der skete dét kl. 14.09.” Og så ikke ret meget mere. Ordene vil ikke andet.

    Men jeg nyder at læse blogs, hvor forfatteren udfolder sig litterært – som fx. du gør, eller Stensamler.

    Jeg kan også godt lide at læse forfatterblogs, hvor forfatteren giver udtryk for, hvad han/hun som person føler ved de litterære hændelser i vedkommendes liv. Det er spændende.

    Knus til både Silhuetten og Stensamleren

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: