Søpindsvin og vættelys

Aldrig havde jeg haft det sådan. Sommerhuset var en gammel istandsat gård, haven var afskærmet og lukket, og min mor sad ved morgenbordet derude i kimono, det var varmt, hun var veltilpas, far læste efter maden og så op og på hende, mens hun nippede til den sidste kaffe. Han smilede. Jeg sprang til postkassen, så snart postbilen havde været der, for at se, om ikke der var kort fra Caritas. Jeg havde givet hende en seddel med min sommeradresse.

Der kom ingenting, kun den omadresserede avis, og jeg sad der ved havebordet og anede ikke, hvordan de fjorten dage skulle gå. Der var en pige på min alder i et nabosommerhus, hun sad nu og da nede på strandengen og tegnede, og ’gå dog ned til hende’, sagde mor, og jeg ville ikke.

”Spørg hende, hvad hun tegner,” sagde mor, og smerten i min mave var hul og massiv og borede sig helt op i brystet, og jeg faldt ned i gennem den, dybt ned. Hvordan skulle jeg kunne? En pige med en tegneblok!

Jeg forsøgte at læse og kunne ikke. Bøgernes lugt forstyrrede mig.

Det eneste jeg kunne, var at gå på stranden og samle forstenede søpindsvin og vættelys. Tankernes bundethed i mønstre og faconer standsede faldet for en tid; men så var man tilbage i sommerhuset, og der var ikke andet at gøre end at vente på natten, hvor man lå i sommerlysheden under dynen, og faldet blev ved og ved og måtte alligevel være standset, for pludselig satte det ind igen og man havde nået at glemme, hvor ondt det gjorde.

Af Ane-Marie Kjeldbergs Marcipansøstre, Facet 2008.
Copyright Ane-Marie Kjeldberg og Forlaget Facet

Reklamer

5 kommentarer

  1. […] 18 04 2008 af Kirsten Nørgaard …en stensamler […]

  2. Tak for belinkningen.
    Jeg deler Evas fascination af at være fündig.
    Så er vi tre.

  3. Velvalgt afsnit, Kjeldberg.
    Eva, der ikke ved, hvilket ben hun skal stå på, i en nøddeskal.

  4. Eva skulle nok have snakket med pigen med tegneblokken. Sådan en er jeg også, når jeg ikke går og ser ned i stenene 😉

  5. Tak skal du have, Reinhard. Jeg tror slet ikke, hun kan finde sine ben, lige der.

    Ja, Kirsten, det havde nok været bedre, om Eva havde talt med tegnepigen. Men jeg tror, det var umuligt – i hvert fald lige på det tidspunkt. Hun havde for travlt med at falde…

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: