Mand: Slå mig selv over tankerne for fysisk reaktion på Marcipansøstre?

Marcipansøstre

“Hvordan skal jeg som mand håndtere, at de erotiske beskrivelser i din bog Marcipansøstre vækker noget (= lyst) i min krop, hvorefter jeg forsøger at slå mig selv over tankerne – for det MÅ de jo ikke?”

Jeg har fået et par mails med cirka den ordlyd, og et par kommentarer ad anden vej. Nogle af dem mundtlige og garneret med indledende host og rødme. Alle fra fuldstændigt “normale” mænd – som var noget rystede.

Også flere kvinder har nævnt “problemet” – eksempelvis Senturas anmelder, som skrev:

“Der er sansehidsende sekvenser i Marcipansøstre – sekvenser, hvor også barnets seksualitet er i fokus – og læseren konfronteres med sin egen ambivalens”.

Og nu er det vist på tide, at jeg giver et offentligt svar:

Jeg er meget taknemmelig for ærligheden omkring jeres “problem” mht. reaktion på teksten. (Jeg synes så godt om formuleringen “slå mig selv over tankerne”.)
Jeg er meget glad for jeres ord – stolt af dem.

Forklaring?

Det har netop været et ønske for mig at opnå en sådan dobbelteffekt.
Jeg har villet skrive til hele læseren, ikke kun den litteraturopfattende hjerne, jeg har villet ind, hvor læseren mærker, at verden – og bogens problematik – ikke er sort-hvid, men har mellemtoner, at vi selv som mennesker har.
Vi må forholde os til, at mellemtonerne eksisterer i os og om os – og at vi ALLIGEVEL ikke har lov at agere på enhver tone i os. Ligesom vi må acceptere, at vi ikke kan fordømme en Evas (bogens hovedpersons) følelser, oplevelser og ensomhed bort. Derfor må vi ind i de lag, hvor vi reagerer som Eva og de andre piger i bogen – og som den voksne, Flemming.
Jeg er uhyre glad for at kunne forstå på jer, at jeg virkelig er kommet derind.

Hvordan skal man så håndtere den fysiske reaktion og slåen sig selv over tankerne?

Som en oplevelse af menneskelivets kompleksitet, vil jeg mene. Som en erkendelse, en berigelse.

Et skridt nærmere nirvana, hvis man er til den slags.

Reklamer

“Skriv lige den bog, fru Kjeldberg”

Og så – jeg går stadig og er lidt paf (åbenbart en hyppig tilstand hos mig for tiden…) – indløb der i går en bestilling på en bog. Altså ikke sådan: “Jeg vil købe et ex. af din roman” – men sådan: “Skriver du ikke lige en håndbog i det-og-det? Så vil vi godt udgive den.”

Hold da fuck, som visse af mine børn ville sige.

(Og mon jeg så KAN?)