Mand: Slå mig selv over tankerne for fysisk reaktion på Marcipansøstre?

Marcipansøstre

“Hvordan skal jeg som mand håndtere, at de erotiske beskrivelser i din bog Marcipansøstre vækker noget (= lyst) i min krop, hvorefter jeg forsøger at slå mig selv over tankerne – for det MÅ de jo ikke?”

Jeg har fået et par mails med cirka den ordlyd, og et par kommentarer ad anden vej. Nogle af dem mundtlige og garneret med indledende host og rødme. Alle fra fuldstændigt “normale” mænd – som var noget rystede.

Også flere kvinder har nævnt “problemet” – eksempelvis Senturas anmelder, som skrev:

“Der er sansehidsende sekvenser i Marcipansøstre – sekvenser, hvor også barnets seksualitet er i fokus – og læseren konfronteres med sin egen ambivalens”.

Og nu er det vist på tide, at jeg giver et offentligt svar:

Jeg er meget taknemmelig for ærligheden omkring jeres “problem” mht. reaktion på teksten. (Jeg synes så godt om formuleringen “slå mig selv over tankerne”.)
Jeg er meget glad for jeres ord – stolt af dem.

Forklaring?

Det har netop været et ønske for mig at opnå en sådan dobbelteffekt.
Jeg har villet skrive til hele læseren, ikke kun den litteraturopfattende hjerne, jeg har villet ind, hvor læseren mærker, at verden – og bogens problematik – ikke er sort-hvid, men har mellemtoner, at vi selv som mennesker har.
Vi må forholde os til, at mellemtonerne eksisterer i os og om os – og at vi ALLIGEVEL ikke har lov at agere på enhver tone i os. Ligesom vi må acceptere, at vi ikke kan fordømme en Evas (bogens hovedpersons) følelser, oplevelser og ensomhed bort. Derfor må vi ind i de lag, hvor vi reagerer som Eva og de andre piger i bogen – og som den voksne, Flemming.
Jeg er uhyre glad for at kunne forstå på jer, at jeg virkelig er kommet derind.

Hvordan skal man så håndtere den fysiske reaktion og slåen sig selv over tankerne?

Som en oplevelse af menneskelivets kompleksitet, vil jeg mene. Som en erkendelse, en berigelse.

Et skridt nærmere nirvana, hvis man er til den slags.

Reklamer

12 kommentarer

  1. Jeg ville have det så dårligt med sådan nogle kommentarer, hvis jeg var dig.

    Jeg synes, undskyld mig, at de er tegn på, at du har svigtet dit ansvar som forfatter, og at dit forlag også har svigtet sit ansvar.

    Når man skildrer noget så forfærdeligt som seksuelle overgreb mod børn, har man et pædagogisk ansvar. Man skal formidle, at det er sygt, forkert og frygteligt. Intet andet.

    Deter muligt, at der findes interessante nuancer af andre følelser og oplevelser, men dem er der bare ikke plads til, når man skal forebygge overgreb.

    Ærlig talt håber jeg, at du som forfatter skammer dig. Det burde du.
    Du er sikkert et godt menneske og måske en god forfatter. Men her har du handlet forkert.

    Hvis du ikke selv kan se det, så burde i det mindste dit forlag rystes af sådanne kommentarer og omgående give afkald på et tjene penge på sådan en bog.

  2. ” jeg har villet ind, hvor læseren mærker, at verden – og bogens problematik – ikke er sort-hvid, men har mellemtoner, at vi selv som mennesker har.
    Vi må forholde os til, at mellemtonerne eksisterer i os og om os – og at vi ALLIGEVEL ikke har lov at agere på enhver tone i os. ”

    Se DET er mod. DET er menneskelighed. DET er litteratur, når det virkelig virker!
    Det er alt andet end skam. Skam er skjult. Du skjuler ikke, du viser hvem vi er. På godt og ondt. Og det midt imellem.

    Jeg ville også være stolt. Hvis jeg var dig!!

    Vi er mange der er taknemlige for at du skriver. Også om det vi ikke vil læse, tør læse, magter at læse. Men MÅ læse.
    For kun ved at se os selv i øjnene kan vi lære os selv at kende, og dermed også kæmpe mod de sider af os, der skal bekæmpes.

    Tak fordi du er dig Ane-Marie

  3. Der ville være en forfærdelig masse bøger, som aldrig ville blive skrevet og udgivet, hvis kriterierne var dine, Lise Hansen. Alle de gode bøger rammer os også på psyken. Det er blandt andet noget af det, vi har litteraturen til. Til at pege på ting, vi ellers ville skøjte henover i vores søgen efter ren og skær uforpligtende underholdning.

    Har du læst bogen, Lise Hansen?
    Skildringen af Flemming (den mandlige hovedperson) og hans reaktioner virker snarere som en advarsel til mænd, med de “forkerte” tanker, fordi den viser, hvor skrøbelige grænserne kan være. Flemming er ikke pædofil, men han kommer uforvarende, eller i et øjebliks overmodig frimodighed, til at begå en pædofil handling, og det kommer til at koste ham meget dyrt. Disse nuancer må man ikke overse.

    Hverken Kjeldberg eller forlag har noget at skamme sig over!

  4. Nogle mennesker skulle skamme sig over at hedde Hansen…

  5. “Jeg har villet skrive til hele læseren, ikke kun den litteraturopfattende hjerne, jeg har villet ind, hvor læseren mærker, at verden – og bogens problematik – ikke er sort-hvid, men har mellemtoner, at vi selv som mennesker har.”

    Ja, det er lykkedes, Ane-Marie, og det har du god grund til at være stolt af. Stolt fordi det beviser, at du er en sand kunstner, som kan ramme ind lige midt imellem fryden og smerten, og stolt fordi du, ved hjælp af den evne og netop i denne bog, åbenbarer en virkelighed (og det gælder både Evas og Flemmings virkelighed) på en måde, som – for den, der har mod til at gå ind i disse følelser – gør det muligt at forstå den kraft og den skrøbelighed, som er to sider af samme sag, nemlig det at være levende.

    Lise Hansen mener, at der “bare ikke er plads til interessante nuancer af andre følelser og oplevelser, når man skal forebygge overgreb.”

    Lise Hansen, har du ikke begrebet, at din og andres venden ryggen til det, som du kalder “interessante nuancer”, i sig selv er et overgreb mod det menneske, som har oplevet en seksuel grænseoverskridelse, og som netop på grund af tabuiseringen ikke kan få bearbejdet sine erfaringer?
    Og er det ikke langt mere farligt, at vi tier tabuiserede lyster ihjel, istedet for at tale om dem? Ét er at mærke en lystfølelse. Noget ganske andet er at (re)agere på den.
    Desuden er der her tale om en roman og ikke om en debatbog. At bogen (og forfatteren, tror jeg) så også ønsker at sætte en debat om emnet igang, det er – litterært set – noget, der kommer i anden række. Også i en debatbog bør man dog, efter min mening, bestræbe sig på at komme hele vejen rundt og afdække så mange sider af en problemstilling som muligt.

  6. Tak allesammen. Jeg vender lige tilbage. Arbejdet kræver for meget af mig lige nu, til at jeg kan få skrevet så meget og så fyldigt, som jeg gerne ville.

    Vi “ses”.

  7. Velkommen her, Lise Hansen

    Tak for dine synspunkter, som er interessante.

    1) Jeg er imidlertid ked af, at du i din vurdering af visse læseres ærlige udmeldinger om Marcipansøstre ikke skelner mellem impuls og handling. Man kan udmærket have en impuls i sig, som man ikke agerer på. Sådan fungerer al opdragelse, al tilpasning til samfundsliv – vi styrer vores impulser. Hver og en af os har impulser, som vi undertrykker eller kanaliserer.
    At leve i en tro på, at alle ikke-ønskværdige impulser er gud- eller naturgivent ikke-eksisterende er i mine øjne dødeligt farligt.
    Vi må erkende for at kunne bemestre.

    2) Det, du betegner som mulige interessante nuancer, er kernen i min romans tema – der findes dybe, ensomme følelser, som vi som forældre og samfund lader hånt om. Vi svigter – og der er ikke tale om svigt af småfjollede hoveder, som gerne ville tale om en lille grille, der er tale om børn og unge, som ikke kan få forarbejdet gedigne psykologiske traumer.

    3) Jeg har en stærk principiel mistro til pædagogisk skønlitteratur som den du efterlyser. Pædagogik er en art manipulation, som kan være på sin plads, når man skal opdrage og indpode viden. Men den medbringer – brugt i kunsten – for mig uhyggelige konnotationer af propaganda og har i sit kølvand modsatte begreber som entartung.

    Jeg foretrækker til enhver tid – af princip – at være entartet frem for pædagogisk.

    4) Den art pædagogisk fordømmelse, som du går ind for, kan jeg slet ikke være med på. Den efterlader ofre. Det traumatiserede menneske, som min romans Eva, der får endnu et hak i tuden. Det vil jeg ikke være med til.
    Måske synes du ikke, at Evaers problemer er NOK til at retfærdiggøre en hensyntagen, en rummelighed, en ikke-fordømmen.
    Jeg mener, at ethvert menneskes smerte har krav på at blive taget alvorligt. Og ser jeg “upopulære” smerter, ser dem blive ladt hånt om, ligge upåagtede, må jeg reagere. Jeg må gøre mit til, at de bliver påagtet.

    5) Jeg skammer mig ikke. Mit forlag gør heller ikke, ser det ud til.

  8. Tusind tak skal I have, Silhuet og Kirsten, for forståelsen af nytten i, nødvendigheden af, at lægge blot. Tak for opbakningen.

  9. B.o.h.:

    😉

  10. Tak for dine ord, TC, mange gange tak. Som det fremgår, deler vi holdningen til fortielsens farer.

  11. […] lille debat under denne overskrift kører nu på debatstedet Sol. En bruger har vist læst posten her på bloggen om mænd (og kvinder), som oplever en fysisk reaktion på min roman […]

  12. […] “Jeg skal gøre mit til, at INGEN biblioteker tager Marcipansøstre ind på hylderne”, og kommentator Lise Hansen sagde: “Ærlig talt håber jeg, at du som forfatter skammer […]

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: