Den entartede forfatter, der ikke ville være pædagogisk

En læser af min blog har sagt til mig – vedrørende min roman Marcipansøstre:

“Når man skildrer noget så forfærdeligt som seksuelle overgreb mod børn, har man et pædagogisk ansvar. Man skal formidle, at det er sygt, forkert og frygteligt. Intet andet.”

Har man sådan et ansvar? Har man deraf en “pligt” til at besmykke og tilfile sandheden?

Jeg har en stærk principiel mistro til pædagogisk skønlitteratur. Pædagogik er en art manipulation, som kan være på sin plads, når man skal opdrage og indpode viden. Men den medbringer – brugt i kunsten – for mig uhyggelige konnotationer af propaganda og har i sit kølvand modsatte begreber som entartung.

Og jeg foretrækker til enhver tid – af princip – at være entartet frem for pædagogisk.

Den art pædagogisk fordømmelse, som ovennævnte læser går ind for, kan jeg slet ikke være med på.
Den efterlader ofre. Traumatiserede mennesker, som min romans Eva, der får endnu et hak i tuden.
Det vil jeg ikke være med til.

Måske synes nogle ikke, at Evaers problemer er NOK til at retfærdiggøre en hensyntagen, en rummelighed, en ikke-fordømmen. At de i en større sags tjeneste kan overses.

Jeg mener, at ethvert menneskes smerte har krav på at blive taget alvorligt. Og ser jeg “upopulære” smerter, ser dem blive ladt hånt om, ligge upåagtede, må jeg reagere. Jeg må gøre mit til, at de bliver påagtet. Deri ser jeg mit ansvar.
Den ufancy smerte gør også ondt.

Det ambivalente sex-offers. Den elskende alkoholikerægtefælles.
Fortsæt selv.

Reklamer

5 kommentarer

  1. Ja, grundlæggende har jeg nok den holdning, at når kunst går hen og bliver pædagogisk, så har den allerede elimineret sig selv.

    Så klø på, Kjeldberg. 🙂

  2. Jeg har ikke læst bogen, men netop ud fra reaktionerne kan jeg se at det må være en bog der gør noget vigtigt, inspirerer læseren til at forstå, i stedet for blot at se en dæmonisk silhuet. Og det lykkedes jo netop godt, når læsere kan blive provokerede over deres egne reaktioner.

    Det er faktisk netop god pædagogik 😉

  3. Jeg tilslutter mig tosommerfugle:

    Vores egen forargelse og fordømmelse er vigtig a tage i øesyn: Hvorfor lader vi os skræmme? Hvad er det vi frygter? I andre…men ikke mindst i os selv!
    Det er nemlig kunst, når det er smukkest. Og vigtigst.

  4. at tage i øjesyn…

    (undskyld A-M)

  5. Tak, Reinhard. Mange tak.

    Hej Tosommerfugle – og velkommen til
    Du har en pointe 🙂 – touché!
    Tak for din forståelse – den luner.

    Og tak for din, Silhuet. Også den varmer.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: