Marcipan-forfatter deserterer

Marcipansøstre

Okay så. Jeg giver op.

Nu har så mange fortalt mig det:

”Kære ven, du har ikke en splint af chance. Det handler ikke om, at du ikke kan skrive,” [nogle er endda så rare at sige, at jeg kan] ”det handler heller ikke om, at dit emne ikke er skiderelevant og aktuelt, det handler om, at du aldrig får nogen til at interessere sig for, om du kan og om det er.

Du er ikke ung, du er ikke køn.
Du har ikke gået på Forfatterskolen.
Du har ikke engang læst litteraturvidenskab.
End ikke så meget som bachelor i dansk er du.
Du udkommer ikke på det rigtige forlag.

De store aviser vil aldrig anmelde dig, de anerkendte og anerkendende vil aldrig anerkende dig.
Du har ingen chance for så meget som at blive set.

At du taler med en håndfuld læsere på din blog, gør det kun værre. Du opfører dig helt forkert.

Du kæmper en umulig kamp og gør dig håbløse forhåbninger.”

Sådanne ord har jeg hørt mange af fra mange, mange sider. Nogle betoner det ene lidt mere, nogle det andet. Facit har været det samme: ”Du kommer ikke igennem.”
Jeg har hårdnakket nægtet at tro dem.

Jeg har møvlet og regeret for at eksponere, gøre opmærksom, formidle, dele ud – af mig selv, mit værk.
Værket måtte det komme an på – bare at få det læst. Mase, møvle, eksponere.

Men hvis det alligevel er afgjort på forhånd, at jeg blot er en skrålende jubelidiot, så deserterer jeg.
Og jeg tror desværre, at de taler af erfaring og insiderviden, de mennesker, som fortæller mig, at jeg er en midaldrende hun-Sisyfos.
Deres meldinger er så uhyggeligt enslydende.

Jeg står af.
Min Marcipansøstre kan skøtte sig selv, kan den.

Jeg har en have at passe.

Men hun kæmpede fandeme bravt. Sgu!

De første tre kapitler af min roman kan stadig læses gratis på forlagets hjemmeside, sagde jubelidioten.

Jeg skal i haven.

Reklamer