Jeg elsker udenoms

Sig det ikke til min mand, men …

Jeg tror, jeg er forelsket.

Udenoms.

Altså hvis …

Kan man være forelsket i sit spam-filter?

Jeg er det i hvert fald – vistnok. Filtret på min yahoo-mail nede i hjørnet er bare så dejligt.

Egentlig er det alt for effektivt, for der lander ægte menneskemails i det.

Men et par gange på det seneste, hvor jeg var modfalden over en brise modvind her og der – nu senest det der med, at man kun bliver anmeldt af de “store” redaktioner, hvis man har særlige prydelser på forsiden (nej, jeg taler ikke om de i visse kredse så populære mælkekirtelgehæng, men om navne – på bogomslag, forlagsnavne), har der ved et sikkerhedstjek vist sig rigtig rare, spændende mails i filtret.

Opmuntrende ord, spørgsmål, ros, kommentarer inspireret af mit skriveri.

Det er som at få blomster – helt uventet.

Søde spamfilter.

Søde mennesker, som skriver til det.

Tak.

Reklamer

Forlagsnavnet giver anmeldelsen

“Det første og vigtigste kriterium er forfatteren bag bogen. Hvis denne forfatter i forvejen nyder anerkendelse inden for det litterære felt, er det usandsynligt at bogen fravælges, uanset den kunstneriske værdi af bogen.

Redaktørerne uddeler dermed anerkendelse til forfattere, og til dels forlæggere, som allerede befinder sig i det litterære felt.

Som debutant kan det også betale sig at forsøge at alliere sig med et, i feltet, anerkendt forlag. Når det kommer til disse forfattere, hvor redaktørerne ikke kan basere deres valg på et forhåndskendskab, er det nemlig forlaget, de anvender som garant for bogens kunstneriske kvalitet og dermed berettigelse til anmeldelse.”

Sådan skriver to studerende på Danmarks Journalisthøjskole, Dorthe Bregendal og Sine Schack Vestergaard, i konklusionen på deres opgave om, hvilke kriterier de store danske dagblade anvender, når de skal udvælge, hvilke bøger der skal anmeldes.

Det fremgår af de to studerendes arbejde, at det en sjælden gang sker, at litteraturredaktionen på Politiken fanges af en bog fra et af de forlag, som ikke befinder sig ”i feltet”, og lader den gå videre til en anmelder, som så får lov at vurdere, om bogen skal have en anmeldelse.

Fra en bekendts bekendt, som er meget modig og har spurgt Politiken ”hvor anmeldelsen af Marcipansøstre dog bliver af?” (ved ikke, om der lige er blevet brugt de ord…), har jeg fået at vide, at Marcipanen faktisk er sendt videre til en anmelder til en sådan forvurdering.

Så jeg er lidt stolt.
Også selv om der muligvis ingen anmeldelse bliver af det projekt.
Jeg har åbenbart alle odds imod mig. Og så er det vel noget bare at være med i finalen…

Samtidig er jeg temmelig desillusioneret. Selv om jeg længe havde anet de sammenhænge, som de to studerende nu påviser:

Man skal være inde i varmen for at blive anmeldt. Kvaliteten betyder mindre – og kommer forfatteren fra det forkerte forlag, betyder den så godt som intet.

På samme tid forstår jeg godt aviserne. De sidder til halsen i bøger fra håbefulde forfattere og forlag. De har begrænset spalteplads og begrænset anmelderstab – og ikke en Joakim von Andsk pengetank.
De skal vælge. Og de kan ikke anvende en udvælgelsesprocedure, som i sig selv tager timer og dage.
Det er indlysende.

Så altså:
Er man som forfatter inde, er man inde.
Og ind kommer man blandt andet ved at have det rette forlagsnavn på ryggen.

Har man det forkerte forlagsnavn på sig, må man skaffe sig sin eksponering og sine anmeldelser og sine ridderslag ad andre veje end via de store litteraturredaktioner.
Sådan.