Mand: Slå mig selv over tankerne for fysisk reaktion på Marcipansøstre?

Marcipansøstre

“Hvordan skal jeg som mand håndtere, at de erotiske beskrivelser i din bog Marcipansøstre vækker noget (= lyst) i min krop, hvorefter jeg forsøger at slå mig selv over tankerne – for det MÅ de jo ikke?”

Jeg har fået et par mails med cirka den ordlyd, og et par kommentarer ad anden vej. Nogle af dem mundtlige og garneret med indledende host og rødme. Alle fra fuldstændigt “normale” mænd – som var noget rystede.

Også flere kvinder har nævnt “problemet” – eksempelvis Senturas anmelder, som skrev:

“Der er sansehidsende sekvenser i Marcipansøstre – sekvenser, hvor også barnets seksualitet er i fokus – og læseren konfronteres med sin egen ambivalens”.

Og nu er det vist på tide, at jeg giver et offentligt svar:

Jeg er meget taknemmelig for ærligheden omkring jeres “problem” mht. reaktion på teksten. (Jeg synes så godt om formuleringen “slå mig selv over tankerne”.)
Jeg er meget glad for jeres ord – stolt af dem.

Forklaring?

Det har netop været et ønske for mig at opnå en sådan dobbelteffekt.
Jeg har villet skrive til hele læseren, ikke kun den litteraturopfattende hjerne, jeg har villet ind, hvor læseren mærker, at verden – og bogens problematik – ikke er sort-hvid, men har mellemtoner, at vi selv som mennesker har.
Vi må forholde os til, at mellemtonerne eksisterer i os og om os – og at vi ALLIGEVEL ikke har lov at agere på enhver tone i os. Ligesom vi må acceptere, at vi ikke kan fordømme en Evas (bogens hovedpersons) følelser, oplevelser og ensomhed bort. Derfor må vi ind i de lag, hvor vi reagerer som Eva og de andre piger i bogen – og som den voksne, Flemming.
Jeg er uhyre glad for at kunne forstå på jer, at jeg virkelig er kommet derind.

Hvordan skal man så håndtere den fysiske reaktion og slåen sig selv over tankerne?

Som en oplevelse af menneskelivets kompleksitet, vil jeg mene. Som en erkendelse, en berigelse.

Et skridt nærmere nirvana, hvis man er til den slags.

Reklamer

“Skriv lige den bog, fru Kjeldberg”

Og så – jeg går stadig og er lidt paf (åbenbart en hyppig tilstand hos mig for tiden…) – indløb der i går en bestilling på en bog. Altså ikke sådan: “Jeg vil købe et ex. af din roman” – men sådan: “Skriver du ikke lige en håndbog i det-og-det? Så vil vi godt udgive den.”

Hold da fuck, som visse af mine børn ville sige.

(Og mon jeg så KAN?)

Marcipanpiger er hotte og ikke not – og netboghandlerne ved det!

Min flinke forlægger ringede lige og vi havde en rar snak. Ekstra rar blev den af, at han fortalte, at Marcipansøstre sælger rigtig godt. Jeg må ikke oplyse eksakte salgstal, men jeg er ret overvældet…

Det morsomme er, at stort set ingen af de fysiske boghandler ligger inde med bogen – men kunderne bestiller den hjem via nettet i en lind strøm. Hvor synd for bogladerne, at de går glip af handlen 😦

Bibliotekerne er også glade for bogen, anskaffer i store mængder – og flere steder er der allerede kø af reservationer.

Det er da skønt – især i betragtning af, at ingen af de traditionelle avis-litteraturredaktioner endnu har anmeldt bogen.
Nutidens læsere læser åbenbart de netbårne anmeldelser (Sentura o. lign.) og bruger dem til at tage bestik efter.
Herligt.

Research-offer og kriminolog om Jeppe Kofods ‘forbrydelse’

Marcipansøstre

I forbindelse med min research til Marcipansøstre var jeg for to år siden i kontakt med kriminolog Beth Grothe Nielsen. Hun er en af landets førende juridiske ekspertiser på området seksuelle forbrydelser mod børn.

Hun har for nylig læst min Marcipansøstre, og i den forbindelse – samt i relation til min Politiken-kronik om børn i kyskhedsbælte – gjort mig opmærksom på sin artikel i Information “Jeppe Kofods ‘forbrydelse‘”.

En velskrevet artikel – i en herlig tone. Og Beth Grothe Nielsen deler mit ønske om respekt for pigen, som Kofod var sammen med.
Læs den.

PR: Reklamer for mig langs danske landeveje

Min PR-liderlighed er ubegrænset, som en medblogger har opdaget. Jeg har endda købt mig ind på vejskiltene.

Dog har vejvæsnet desværre taget fusen på mig med en tyrkfjel. Pokkers da også!

Se afslørende billedreportage.

Den gør ondt

Der er kommet nye læservurderinger af Marcipansøstre.

Fx:

“Den gør ondt. Og den tør. Læs den. Andet er der ikke at sige.

Og skam over den der kan læse den uden at forstå. Og uden at knibe en tåre.”

Og:

“[…] det er en bog om teenagepiger, og […] alle deres modstridende oplevelser og følelser er meget indfølende skildret. Der er nogle gode kontraster.”

Se alle læservurderinger her.

Søpindsvin og vættelys

Aldrig havde jeg haft det sådan. Sommerhuset var en gammel istandsat gård, haven var afskærmet og lukket, og min mor sad ved morgenbordet derude i kimono, det var varmt, hun var veltilpas, far læste efter maden og så op og på hende, mens hun nippede til den sidste kaffe. Han smilede. Jeg sprang til postkassen, så snart postbilen havde været der, for at se, om ikke der var kort fra Caritas. Jeg havde givet hende en seddel med min sommeradresse.

Der kom ingenting, kun den omadresserede avis, og jeg sad der ved havebordet og anede ikke, hvordan de fjorten dage skulle gå. Der var en pige på min alder i et nabosommerhus, hun sad nu og da nede på strandengen og tegnede, og ’gå dog ned til hende’, sagde mor, og jeg ville ikke.

”Spørg hende, hvad hun tegner,” sagde mor, og smerten i min mave var hul og massiv og borede sig helt op i brystet, og jeg faldt ned i gennem den, dybt ned. Hvordan skulle jeg kunne? En pige med en tegneblok!

Jeg forsøgte at læse og kunne ikke. Bøgernes lugt forstyrrede mig.

Det eneste jeg kunne, var at gå på stranden og samle forstenede søpindsvin og vættelys. Tankernes bundethed i mønstre og faconer standsede faldet for en tid; men så var man tilbage i sommerhuset, og der var ikke andet at gøre end at vente på natten, hvor man lå i sommerlysheden under dynen, og faldet blev ved og ved og måtte alligevel være standset, for pludselig satte det ind igen og man havde nået at glemme, hvor ondt det gjorde.

Af Ane-Marie Kjeldbergs Marcipansøstre, Facet 2008.
Copyright Ane-Marie Kjeldberg og Forlaget Facet