Politiken om Marcipansøstre: “Stille social gyser mellem lårene på unge piger”

Marcipansøstre

Så kom den, Politikens anmeldelse af min Marcipansøstre.

Marie Tetzlaff finder de “hyppige beskrivelser af diverse former for både skamfuld og skamløs masturbation og pirring” “på grænsen til det vulgære”, og mener, at de “minder om pornobladene i periferien af [hendes] barndom”.

Til gengæld finder hun, at “Eva vakler troværdigt og medrivende mellem to verdener”, og at den sidste tredjedel af romanen “løfter sig og bliver en stille, social gyser – selv om en stor del af den foregår mellem lårene på unge piger og et par uforsigtige mænd.”

Og hun mener, at romanen måske er selvbiografisk.
Det er den nu ikke.
Men jeg tager det glad som en anerkendelse af dens overbevisende effekt.

Dejlig anmeldelse – også i den kritiske del.

Læs hele anmeldelsen her.

Reklamer

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske vil anmelde Marcipansøstre

Marcipansøstre

Det er vist Politikens skyld:

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske har henvendt sig til forlaget. Man vil gerne have et frieksemplar af Marcipansøstre for at anmelde bogen i foreningens elektroniske månedsblad.

Politikens anmelder skrev nemlig om Marcipansøstre, at en latent, men “af forfatteren udpenslet”, lesbisk forelskelse løber gennem min roman.

Det er faktisk lidt sjovt. Eva er for mig klart forelsket i Caritas og hendes søstre. Men på platonisk vis.
Desuden er hun seksuelt nysgerrig over for sit eget køn – men sådan som vi alle kan være det, især som purunge.
Jeg har ikke i min egen anskuelse koblet det sammen til en lesbisk forelskelse.
Spændende, dette med læsernes færdigdigtning af værket.

Og interessant, hvad Landsforeningen vil mene om sagen.