Forening af Bøsser og Lesbiske: Roman plæderer for sex mellem børn og voksne – og er ikke lesbisk

Marcipansøstre

Midt i min sommer-helbredspleje-pause kom så en Marcipansøstre-anmeldelse af den anskuelse, jeg har frygtet. Det skal min webmaster ikke have tørret af på sig, det må jeg klare selv, viderebringelsen af den:

Cand.mag Karen M. Larsen anmelder for Landsforeningen af Bøsser og Lesbiskes medlemsblad og har nu – forud for anmeldelsen i bladet – lagt sin vurdering ud på egen blog.
Hun kan bestemt ikke lide min bog.

Et par uddrag af anmeldelsen:

“et meget betænkeligt plaidoyer for accept af sex mellem store børn og voksne”

og

“Uheldigvis, må man vel sige ud fra ”Marcipansøstre”’s perspektiv, har Eva fået opsnappet ordet ”pædofil” og får brugt det i forbindelse med en af sexseancerne med Flemming”

og

“bogens hovedmål […] synes […] at være, at plædere for det, som i visse engelsksprogede queere kredse kaldes for ”intergenerational love”. Budskabet er vel, at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd, men at det fordømmende og snerpede samfund stempler sådanne piger som ofre ligesom de helt uskyldige mænd, der har ladet sig lokke, bliver stemplet som perverse forbrydere.”

Og:

”Marcipansøstre, der nærmest svælger i ungpigesex scener og detaljerede skildringer af Evas onaniøvelser, giver et pornografisk indtryk.

Samt desuden:

“På bagsiden af ”Marcipansøstre” indledes præsentationen af romanen med påstanden om, at ”Eva elsker sin skoleveninde Caritas”. Jeg har nu svært ved at se nogen forelskelse mellem disse to personer, hvis venskab aldrig fremstår synderlig logisk. Det lesbiske element i bogen er incestforholdet mellem Dike og Arendse, der som sagt går i glemmebogen så snart der dukker en mand op.”

Anmelderen fortæller i øvrigt, at hun selv har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Undtagelsesvist – for det “gør” man normalt ikke – har jeg på forfatterens blog kommenteret anmeldelsen. Desværre er kommentaren vanskeligt læselig (af typografiske årsager – kommentarfeltet hos Larsen tillader ikke mellemrum), men jeg skal ved senere lejlighed videregive kommentaren her på bloggen.

Kort kan jeg resumere, at min bog selvfølgelig er enhver læsers eje – og som sådan er der ingen rigtige eller forkerte læsninger – men min tanke med bogen har aldrig været at plædere for sex mellem børn og voksne (jeg ved, hvor stor min hovedperson Evas lidelse er ved situationen…).

Ej heller har bogen været tænkt som skildrende en lesbisk forelskelse – uanset at Politikens anmelder læste romanen sådan.

Karen M. Larsens anmeldelse kan læses i sin helhed her (se post 179).

Reklamer

5 kommentarer

  1. Karen M. Larsens læsning af din bog er interessant – og ja, tankevækkende.
    Jeg tror, at ethvert menneske er tilbøjeligt til – i første omgang – at tolke verden ud fra sine egne erfaringer. Det er meget vanskeligt at gøre andet, kan man også sige. Når noget har berørt os dybt i negativ forstand, kan vi siden reagere med ekstra vagtsomhed overfor alt, hvad der ligner en tilsvarende situation. Det har jeg mærket på egen krop (og sjæl).

    Jeg synes, at det er en fin kommentar, du har lagt til anmeldeleren. Og for en gangs skyld finder jeg det helt på sin plads, at en forfatter reagerer på en anmeldelse.

    Konkluderende: Nej, jeg er ikke enig med Larsen i hendes læsning af værket, men jeg kan godt se, hvorfor hun tolker det, som hun gør – på baggrund af de erfaringer, hun omtaler. Jeg har selv været udsat for grænseoverskridende handlinger i min barndom og har oplevet en ambivalens, der ligner Evas, og derfor læser jeg selv Marcipansøstre som en bog, der kommer de ambivalente incestofre til hjælp ved at vise deres situation – og hvor svært det er at tale om den.

    Begynder man først at gå i dybden med de studier af incestofre, som findes rundt om på nettet og i diverse bøger, vil man kunne se, at blandt de mest markante følgevirkninger i voksenlivet indtager skam- og skyldfølelse en væsentlig plads, netop fordi barnet ofte har oplevet en ambivalens – blandt andet i forbindelse med en rent kropslig reaktion i overgrebssituationen, men også fordi overgrebet i rigtig mange tilfælde bliver begået af et menneske, som forinden har opbygget et tillidsforhold med barnet.

  2. Tusind tak for din fine og kloge kommentar, TC, som jeg blev meget glad for.
    Jeg tror, du har helt ret i, at aksen i Karen M. Larsens anmeldelse er oplysningen om, at hun selv har været udsat for et seksuelt overgreb som barn. Derudfra skal vurderingen læses.
    Det er dybt tankevækkende.

    Tak for dit fine rids af mange pædofiliofres ambivalente følelser. Jeg har selv – efter Marcipanens udgivelse – fået talrige mails fra kvinder, som netop skildrer ambivalensen – og den påfølgende skam og skyld.

  3. Tak, Ane-Marie.
    På min blog har jeg publiceret et indlæg, som er affødt af debatten her – og hos Karen M. Larsen.
    Se: http://ordholder.blogspot.com/2008/06/overgreb-ambivalens-og-senflger.html

  4. Jeg faldt over din side tilfældigt og nu må jeg lige efterlade en kommentar og sige, at din roman lyder fantastisk spændende.

    Det fanger altid interessen når en bog vækker stærke følelser.
    Her er læsere, der finder bogen indfølt og fin, og andre der finder den forfærdelig og med et ligefrem kriminelt budskab, så vidt jeg kan se.
    Fantastisk, når en bog kan virke så forskelligt.

    Den må jeg læse.

  5. Tusind tak Tina – jeg linkede til dit indlæg i en post tilbage i juni, – og det er stadig værd at læse.

    Tusind tak også til dig, Tove – og velkommen til.
    Hører vældig gerne eventuelle kommentarer, hvis du i mellemtiden har læst romanen.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: